Anmeldelse: Bambi er tilbage, Nørrebro Teater (How to Kill a Dog)

By: Minna Højholt
On: 29. november 2025

Af Minna Højholt

Hitmagergruppen How to Kill a Dog er tilbage med en ny musikforestilling om moderne moderskab, denne gang med afsæt i Felix Saltens roman ”Bambi – et liv i skoven”, der også er grundlaget til den kendte Disney-klassiker.

Vi ved alle, hvad der sker med Bambis mor den skæbnesvangre vinterdag i skoven. På Nørrebro Teater er jægeren på spil igen, men denne gang skal der mere til at få Bambis mor ned med nakken. Hun er en kriger, et popikon, en messias, en malkepige, en edderkop, en TV-vært og meget mere. Bambi er tilbage blander elementer af stand-up, koncert, monolog og revy i en på én gang overskudsagtig og angstfuld refleksion over, hvordan man er god nok som mor.

Emma Sehested Høeg er det virtuose midtpunkt, og tager på semi-autobiografisk vis udgangspunkt i sin egen oplevelse af moderskab, mens hun hurtigt går fra at være den perfekte, misundelsesværdige supermor til at være en afmægtig og nonsenssnakkende kaosmor smurt ind i lort.

Gennem diverse sketchagtige lege med publikum og flødefyldte popballader, hvor Sehested Høeg overlegent og sprødt synger salen varm, tager hun os med ind i sine frustrationer, savn og usikkerheder ved det at være mor og præsenterer os for en række karikerede mor-stereotyper. Hun ledsages af Gustav Gieses ligeledes stereotype far/mande-figurer samt barnet Bambi, der i starten blot er en dekorationshjort, men derefter får menneskelig form af skiftevis Edith Snegaard Müller og Gro Lodberg Strand.

Giese veksler mellem at være en sukkersødt støttende kanin og en kronhjort i brunst, en arrig skotsk jæger eller bare en ubestemmelig mand, der prøver at bakke op om Emmas projekter og til sidst må flygte ud i foyeren og få sig en fadøl, når hun skriger, at hun ikke har brug for ham mere – for derefter straks at bestikke en tilskuer til at gå ud og hente ham. Men måske har hun ikke rigtigt brug for ham; der er ingen tvivl om, at scenen er Emmas, og det er hendes kvaler ved moderskabet, det handler om. Hun opbygger lynhurtigt en fortrolig publikumskontakt, hvor hun har salen i sin hule hånd og kan få os til at græde af grin, indgå i heksepagt med hende, tage os af hendes barn eller hvad hun end måtte bede os om.

Hun lukker os dog aldrig helt ind og opretholder både i de komiske og de mere skrøbelige scener en distance, enten gennem diverse falske stemmer og accenter, der aldrig rigtigt landede for mig, eller ved hurtigt at skrue så meget op for selvmedlidenheden, at hvad der kunne have været momenter af rørende oprigtighed, kammer over i det parodierende. De mange selvironiske alt-for-meget-kvindeportrætter, hun tegner, er enormt morsomme, men indimellem bliver parodierne også så grove, at jeg ikke kan lade være med at undre mig over, hvem How to Kill a Dog egentlig ønsker at gøre grin med, og hvorfor.

Forestillingen laver en interessant kobling mellem moderskabet og naturen, der bliver italesat meget direkte til sidst, og jeg havde personligt fundet det mere spændende, hvis de bekymringer, der blev udtrykt her, f.eks. om hvad for en natur, vores børn får lov at vokse op i, havde fået lov at fylde mere i resten af forestillingen. I stedet hører vi om Emmas frustration over at komme til at bruge sin pensionsopsparing på at ”købe ting” og hvor svært det er at holde fast i ikke at få lavet plastik-operationer, og på trods af også at rumme replikker som ”Jeg er så ensom” og ”Jeg aner ikke, hvem jeg er”, virkede forestillingen indimellem en anelse overfladisk.

Der bliver givet rigtigt meget tid til fjol og spas, man ikke nødvendigvis skal tænke for meget over – hvad er f.eks. pointen i at skildre den mor, der prøver at komme mere i kontakt med naturen, som skør, selvoptaget og svigtende? Og hvorfor er Englands undertrykkelse af skotterne blevet metafor for de restriktioner, naturen lægger over mennesket? Det er måske bare fordi, Braveheart-referencen skulle være sjov, og det var den også.

Publikum er gang på gang ved at dø af grin og jeg var gennem hele forestillingen godt underholdt. De lækre popnumre får lov at boltre sig i Petruska Miehe-Renards dynamiske rutsjebane-scenografi, og det er en fryd at høre Emma Sehested Høegs vokal akkompagneret live af tre strygere (Who Killed Bambi), selvom de af og til drukner lidt i et mindre interessant backing-track. Vigtigt at nævne er også brugen af særdeles vellykket publikumsinddragelse, der navnlig i den scene, hvor Emma taler i telefon med en tilskuers mor, giver forestillingen et ekstra lag af nærvær og uforudsigelighed.

Bambi er tilbage formår at skabe et rum, hvor stort set alt kan ske, og hvor tilskuerne tør byde ind i en levende udveksling med performerne. Stemningen er i skabet og humøret højt. Der er ingen tvivl om, at How to Kill a Dog har en form, der fungerer, og at de ved lige præcis, hvordan de skal få ram på deres publikum – om end man kan savne lidt mere bid og måske også mod til at udfordre den skudsikre succesformular.

How to Kill a Dog

Nørrebro Teater, Ravnsborggade 3, 2200 København N

Spilleperiode: 22. november 2025-20. januar 2026

Set den 27. november 2025

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her: