Anmeldelse: Fædra, Aarhus Teater (i samarbejde med Sort/Hvid)
Af Lea Hjort Thalund
Nathalie Mellbye har en sans for det sårbare, tabuerne og at frembringe den konflikterende følelsesdybde fra mennesket i hendes iscenesættelser. Fædra på Aarhus Teater er ingen undtagelse. Man føler sig lige dele fascineret af forestillingen samtidig med, at afskyen og medlidenheden kæmper en kamp mod hinanden fordi, ligesom karaktererne får Mellbye os til at føle modstridende følelser og tvinger os til at forholde os til dem.

Bjørn Rasmussens manuskript bygger på Racines ”Phèdre” og Euripides ”Hippolytos”. De græske tragedier har fået moderne liv, men Rasmussen har flere steder beholdt de gamle replikker, så det ophøjede græske lever videre endnu og skaber en dybde og en tyngde til teksten. Teksten er velskrevet og ligger ofte nemt for skuespillerne, hvilket kun er med til at skabe et godt flow og fremdrift i forestillingen.
Fortællingens fysiske ramme er i tung 70’er stil. Mellbye, som både er iscenesætter, scenograf og kostumedesigner, har ladet scenen dække i brede træpaneler, hvor vægge, gulv og loft flyder sammen. Scenen står som delt i tre. Et lille spisebord på forscenen, hvor en trappe i hver sin side leder skuespillerne op til den brede mellemscene, hvor man efter to trin op ender på et mindre plateau. Allerbagerst er en frodig skov, gemt bag tre vinduesrammer, bliver til indgang til Afrodites rige.

Titelrollen Fædra spilles af Nanna Bøttcher. Fædras ægtemand, Kong Teo, spillet af Rasmus Hammerich, falder pludselig om med et hjertetilfælde og efterlades i koma. Fædra begynde at leve sit liv, uden Kongens sociale kontrol, og hendes lidenskab for sin stedsøn Hippo, spillet af Emil Busk Jensen, kan hun ikke længere kontrollere. I sin mands fravær indleder hun en hed affære med sin egen stedsøn. Affæren ender i et trekantsdrama, da Hippo møder den unge jævnaldrende Alice, spillet af Marie Boda, hvor Fædra båder finder sig jaloux og truet af den unge ”ægte” kærlighed imellem dem. Konstant lurer faren for, at den voldelige og kontrollerende Kong Teo vågner af sin koma.

Der skal lyde en stor ros til alle skuespillerne på scenen, og især samspillet mellem Bøttcher og Jensen bygger på enorm mængde tillid og ægthed. Bøttcher får trukket sig ud i nogle dyriske kanter og svajer flere steder på kanten mellem omsorg og sammenbrud. Jensen, der ligeledes skifter mellem omsorg, hårdhed og en kamp for sin egen identitet og frihed fra sin far og stedmor, står stærkt. Bodas unge kvinde, der begynder at stå op for sig selv og aktivt begynder at tage de voksenbeslutninger, som ingen andre tør træffe leveres overbevisende. Den unge sygeplejerske, der troligt holder vagt ved kongens sygeseng, bliver ligeledes leveret overbevisende af den skuespilstuderende Jamina Green, der er i scenetjeneste.
Som et bindeled mellem følelser, lyster og skæbne står Afrodite. Amanda Drew leverer både skuespil, sang og cello (det meget kvindelige instrument) til scenen. Tonerne fra celloen og lyden af hendes stemmer bliver en kontrol og frisættelse af karakterernes lyster, behov og drømme. En flot både at binde gudernes verden og menneskets sammen på.

Mellbye har skabt en flot forestilling, hvor hun giver plads til tabuer og sårbarhed hos sine karakterer, som jeg ofte ønsker mere af, når jeg bevæger mig i teateret. Hendes iscenesættelse i egen scenografi står stærkt, selvom der i teksten er referencer til onlinedating og internettet, som just ikke spiller sammen med scenografiens tidsbestemmelse til 70’erne, men dette er heldigvis blot en mindre detalje i det ellers gennemførte koncept.
Når det er sagt, så leverer hele holdet en særdeles flot præstation og gør således forestillingen værd at se, både hvis man er til følelsesfuldt skuespil, fængende tekst eller gennemførte iscenesættelser.
I samarbejde med Sort/Hvid
Aarhus Teater, Scala, Teatergaden, 8000 Aarhus Teater
Spilleperiode: 20. november-17. december 2025
Set den 22. november 2025
Fotos: Emilia Therese
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.aarhusteater.dk/det-sker/forestillinger/aktuelt/faedra
Medvirkende: Nanna Bøttcher, Emil Busk Jensen, Marie Boda, Rasmus Hammerich, Jamina Green og Amanda Drew
Dramatiker: Bjørn Rasmussen
Iscenesætter, scenograf og kostumedesigner: Nathalie Mellbye
Kompositioner: Amanda Drew
Varighed: Ca. 1 time og 45 uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod


