Anmeldelse: Dumb Show, Krudttønden (That Theatre Company)

Anmeldelse: Dumb Show, Krudttønden (That Theatre Company)

Denne gang har det lille engelsksprogede kompagni That Theatre Company kastet sig over Joe Penhalls Dumb Show (2004), som nu spiller på Krudttønden. Forestillingen spilles på engelsk, men alle kan være med. Det kan være, at der smutter et enkelt ord eller en joke, men man er stadig med i handlingen hele vejen igennem.

Barry er den lettere rapkæftede og brovtende tv-stjerne, der vil være rig i en fart. Han mødes derfor med de John og Jane, der er to investeringsrådgivere – eller er de? Scenen er sat på et luksushotel. John og Jane er sleske, når de prøver at få ham til at udlevere sig selv.

Ugen efter sker et nyt møde på samme hotelværelse, men denne gang er Barry og Jane alene på værelset. Barry holder sig ikke just tilbage, hvad angår alkohol og stoffer, så hans grænser er måske lidt slørede, når han lægger an på Jane. Hun trækker ham stille og roligt i dén retning, som hun ønsker – og Barry bemærker det ikke, mens han i stedet falder dybere og dybere ned i den mørke suppedas.

Som handlingen skrider frem, indser vi, at John og Jane absolut ikke er, hvad de giver udtryk for. Det viser sig nemlig, at de to i virkeligheden er Liz og Greg, og ikke mindst, at de er tabloidjournalister, der vil gå langt, rigtigt langt for at få en historie i kassen. Denne gang er deres mål at få bragt Barry og hans familie i fedtefadet. Barry går da også i fælden. Og de har nu materialet til det – alt, hvad der er sket på hotelværelset, er nemlig blevet optaget.

Barrys egen grådighed, selvbedrag og ikke mindst selvfedme ender med at bringe ham i fedtefadet. Vi har derfor egentlig ikke megen medlidenhed med ham. Men vi indser hurtigt, at John og Jane heller ikke just er så pæne mennesker, som de giver udtryk for at være. Igennem handlingen viser de alle tre menneskets mindre kønne og usympatiske sider gennem en adfærd, som de færreste ønsker at have, men som alle nok i et eller andet omfang har.

Ian Burns spiller rollen som Barry, og han rammer hele følelsesregistret på hovedet af sømmet. Han er både elegant og charmerende, men også ganske usympatisk og egoistisk. Hans spil er intelligent, og det er i høj grad hans Barry, der holder sammen på forestillingen. Danial Bambas er indsmigrende og frembrusende som den usympatiske John, og Sira Stampe er forførende og ambitiøs som Jane, der vil gå langt for at få historien i kassen. Hele holdet klarer det høje tempo i fin form. Lige så meget, som man kan holde af Barry, lige så lidt kan man absolut holde af John og Jane (eller rettere Liz og Greg!).

Det hele serveres rapt og præcist i Barry McKennas iscenesættelse, hvor alt er velorkestreret. Det hele er opdateret en smule, da der teknologisk er sket meget på de godt 20 år, der er gået, siden teksten blev skrevet. Man mærker dog alligevel også lidt, at teksten er lidt outdatet, og at ikke alt ville kunne gå igennem sådan i dag. Den holder sig dog alligevel oven vande, da den rammer ned i den evigt varme debat og mediernes rolle, adfærd og provokation.

Scenografien af TTC Team er flot, og den illustrerer perfekt luksushotellet med alskens luksuøse glæder. Hotelværelset er stilrent, men også næsten sterilt, og det ligner et sted, hvor penge ser ud til at betyde mere end god smag. Minibaren er i hvert fald ikke fuld, når vi er færdige…

Hvordan er menneskets natur egentlig? Er vi egentlig ikke bare alle aber? Dét forledes man i hvert fald til at tro, når vi oplever slutningen af Dumb Show. Hvis livet leves på den måde, så er det i sandhed et ”dumt show”. Men nogen lever jo sådan… Barry er måske ikke dummere end gennemsnittet, men hans fejl er, at han er kendt, og at han bliver fanget i fælden.

Selvom forestillingen er godt 20 år gammel, hvilket gør, at elementer i teksten føles lidt uden for skiven, så kan den stadig sige os noget, når tabloidmediernes pågående adfærd, de kendtes privatliv (eller manglen på samme), krænkelsernes rækkevidde og samfundets faldende moral illustreres.

Giver man sig hen til spillestilen, kan man bestemt få noget med hjem, men spørgsmålet er, om den kan klare 20 år mere. Jeg kan have min tvivl i forhold til teksten, der ikke helt har skarpheden, provokationen og manipulation i sig længere. Men der er ingen tvivl om, at studiet i menneskets natur kan! Vi tror, at vi ønsker en bedre verden, og håbet er måske nok sandt, men virkeligheden er ofte anderledes.

That Theatre Company

Krudttønden, Serridslevvej 2, 2100 København Ø

Spilleperiode: 1.-29. november 2025

Set den 24. november 2025

Fotos: Rickard Södertstöm

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://that-theatre.com/?page_id=33

Medvirkende: Ian Burns, Sira Stampe og Daniel Bambas

Af: Joe Penhall

Instruktion: Barry McKenna

Lyd: Mark Jones

Lys: Julian Simpson

Scenografi: TTC Team

Varighed: Ca. 1 time og 50 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *