Anmeldelse: Barberen i Sevilla (2025), Det Kongelige Teater

Anmeldelse: Barberen i Sevilla (2025), Det Kongelige Teater

Af Kristina McClelland Jacobsen

Man kan høre lyden af bølger, træer ruske og en folkevandring bevæger sig tættere på ude ved Operaen, når dørene åbnes for genopsætningen (læs vores anmeldelse fra 2018 her) af Gioachino Rossinis komiske opera, Barberen i Sevilla. Man træder ind på Store Scene og her er man ikke i tvivl om, hvad der skal ske, da et stort lærred hænger forrest på scenen med netop samme titel. Musikken begynder og ”stumfilmen” ruller – så er vi i gang!

Fortællingen i denne opsætning portrætterer en vagabond, Figaro, som udgiver sig for at være barberen i Sevilla. Figaros ven, Grev Almaviva, er kommet til byen og forelsker sig hurtigt i den unge Rosina, som er forældreløs og bor hos sin formynder, Doktor Bartolo. Dog har Bartolo selv tanker om at gifte sig med Rosina, og han lægger en plan med Basilio, som er sanglærer og håndlanger hos Bartolo, så Bartolo kan gifte sig med hende – eller er det måske blot, så han kan få fat i Rosinas familiearv. 

Almaviva forsøger ligeledes at finde ud af, hvordan han kan få den unge Rosinas opmærksomhed, så han beslutter sig for at spørge Figaro til råds. Dette gør Figaro gerne, med en bagtanke om muligvis at kunne få en lille sum penge. Figaros plan er dog ikke ligefrem nem og de må bruge mange forklædninger og snedige tricks for at nærme sig Rosina. Men hvem Rosina ender med at tage som ægtefælle må komme på prøve.

Til at besætte disse roller, er der brug for nogle stærke sangere, som kan leve sig ind i de karikerede roller, men også bære Rossinis musik i den komiske opera, og det må man sige, at Det Kongelige Teater lykkes med.

I rollen som Figaro gør barytonen Dean Murphy det fornemt og formår at levere rollen på komisk vis og ligeledes også at levere en flot sangpræstation. Tenoren Liam Bonthrone i rollen som Grev Almaviva formåede på stærk vis at få folks opmærksomhed med sin smukke stemme – selvom det i forestillingen egentlig var Rosinas opmærksomhed han søgte. Flere af sangerne lykkedes med at komme i mål med komisk og stumfilmsinspireret skuespil, hvilket gav konnotationer til fiktive karakterer som Charlie Chaplin.

En af aftenens stjerner var Valerie Eickhoff, der gjorde et suverænt arbejde i rollen som Rosina. Hendes måde at udtrykke de mange facetter af karakter på var meget fin, hvor hun levede sig ind i både Rosinas barnlige side, men også den mere alvorlig og skæbnesvanger del af fortællingen om Rosina. Hendes musikalske udtryk var også lige i skabet.

Hele forestillingen blev iscenesat som en stumfilm, men med lyd, hvor de komiske og karikerede bevægelser gjorde operaen enormt sjov. Iscenesættelsen af Martin Lyngbo bandt forestillingen sammen på komisk vis.

Scenografien af Rikke Juellund var helt fremme på scenen, og alligevel var der en dybde i kulisserne, for eksempel når skuespillerne var inde i husene og levede deres hverdagsliv. Som publikum kunne man føle, at man næsten stod på gaden og kiggede ind i private personers hjem og fik indblik i både deres konflikter, men også netop blot deres hverdag. Det var tydeligt, at der var tænkt over detaljer fra librettoen i scenografien, hvilket satte prikken over i’et. Juellund lykkedes også i høj grad med kostumerne, som lignede tøj fra 1920’erne, så man blev draget helt tilbage til stumfilmsperioden.

Et sjovt og gennemtænkt element var måden, oversættelsen af librettoen blev projekteret på scenografien, som nogle gange havde en effekt som talebobler. Det gjorde, at man som publikum havde et større overskud til at følge med i både librettoen, handlingen og de små detaljer på scenen. Til tider kunne der dog godt ske lidt for meget på scenen i de forskellige rum, så det stadig kunne være svært at følge med i det hele.

Barberen fra Sevilla er en god opera for både garvede, men også begyndere. Du behøver slet ikke at læse op på noget inden, men du kan bare slå dig ned i de blå sæder og suge alle indtrykkene og fortællingen til dig. Så nåede du ikke at se forestillingen for nogle år siden, er du heldig at få chancen nu. Skynd dig og få billetter til dig og dine venner og oplev en rigtig italiensk, klassisk og komisk opera i Operaen.

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 7. februar-8. april 2025

Set den 9. februar 2025

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20242025/opera/barberen-i-sevilla

Medvirkende: Dean Murphy, Valerie Eickhoff, Liam Bonthrone, Tiziano Bracci, Henning von Schulman, Taya Lukashova og Magnus Berg

Orkester: Det Kongelige Kapel

Dirigent: Matteo Beltrami

Iscenesættelse: Martin Lyngbo

Genopsætningsinstruktør: Line Kromann

Scenografi og kostumedesign: Rikke Juellund

Lysdesign: Ulrik Gad

Koreografi: Kristjan Ingimarsson

Dramaturgi: Henrik Engelbrecht

Varighed: 2 timer og 30 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *