Anmeldelse: Kirstens hævn, Aarhus Teater

By: Thormod S. Kamban
On: 11. februar 2025

Af Thormod S. Kamban

Mange kender dem. De fleste af os har gået i skole med dem, eller man har haft de der gode veninder, der var så opslugte af at ride. Hesten var deres besættelse. Den var deres soulmate, den var deres bedste ven, og den var en nøgle til frihed og udfoldelse.

Aarhus Teater tager i disse dage ridepigernes ord i hånden, og prøver at lukke publikum ind i et virvar af hestemani, teenagetumult og udkantsstereotypi i Kirstens hævn, der spiller på Studio. Teksten stammer fra en roman skrevet af Bjørn Rasmussen, der også har dramatiseret den til scenen.

Kirstens hævn handler om Kirsten, der deler stald og rideglæde med tre andre piger, Vibsen, Anita og Karina; ridepigernes svar på Spice Girls. I stalden har de en fælles glæde over deres heste, glæden ved at ride og at snakke om drenge. De er nået puberteten, og rideidyllen bliver godt blandet op med drenge, alkohol, fester og stoffer. Meget af deres snak går på dem selv og alt det de finder pirrende i deres alder, men under alt dette lurer begreber som status, sociale hierarkier og selvværd, og om hvordan det er at vokse op i et hjem med forældre, der underkuer og ser ned på én.

Kirstens stedfar, Steen, er et noget brovtende individ, der manipulerer hende, taler hende ned og på det groveste anfægter alt ved hendes person og væremåde. Kirsten skriver i sin dagbog, at hun vil dræbe sin stedfar. Men er Kirsten i stand til at hvirvle op i dønningerne, uden at hendes eget spejlbillede falmer, og at skiven peger tilbage på hende selv?

Historien kan være svær at give et fuldbyrdet resumé af, da den er fragmenteret temmelig meget. Det er tydeligt at mærke, at stykket er baseret på en ungdomsroman, der fortæller fra hovedpersonens følelsesmæssige udkigspunkt, hvor der optræder en lyserød plysset dagbog. Stykket tager hovedsageligt afsæt i relationerne karaktererne imellem, mere end det går op i en forfinet og afrundet historie. Bjørn Rasmussen har været mere jordnær med sin egen tekst her, og har man set, hvordan han råt og barnligt kaster sig over sproget og fuldstændig obskure gloser og sætninger i opsætninger som ”Traum” og ”A Clockwork Orange”, er det tydeligt, at denne forestilling leder efter et mere realistisk sprog.

Men det harmonerer ikke rigtigt. Enten er teksten for vag, og kan ikke rigtig finde sin egen formel, eller også har Caroline Oredsson taget instruktørgreb om teksten, så den slet ikke kommer til sin ret. Den mikser en art af socialrealisme med et lyserødt hestepigeunivers, der både hyldes og gøres kærligt grin med. I glimt et skvæt socialrealisme. I glimt surrealistiske mordertanker. I glimt ironisk girlpowerdans.

Kirstens hævn fungerer allerbedst når universet med tasttelefoner og 00’er-musik springer ud i et freaky danseshow, og vi griner. Der er en skøn ironi over den her type af hestepiger, som vi nok mere eller mindre alle kender. De var så selvsikre i dét element! Men under overfladen lå der så mange ting og ulmede. Det fornemmer man også i denne her forestilling, men det er som om, at de aldrig rigtig kommer tæt nok på, trods dagbog og drømmesyner om staldkastration.

De små samfunds fordomsfulde typer, kan man stadig godt genkende i Kirstens mor og stedfar, der personificeres gennem et par grovkornede masker. Det gør dem både farlige og følelsesmæssigt afstandtagende, samtidig med at de anonymiseres lidt, hvilket giver mig følelsen af at det her er typer, som stadig findes.

Josefine Thornberg-Thorsøes scenografi og det visuelle udtryk, både i Kim Gluds lysdesign og i Alvilda Faber Striims koreografi, er i det hele taget noget af det, der fungerer allerbedst. Studios scene er omdannet til en stor lyserød-prydet hestestald, med halm og møg og båse, det virker godt. Man kan næsten fornemme duften af hestestald, og man husker 00’ernes hættetrøjetyper med Barcardi Breezer i den ene hånd og den anden hånd på scooterens gashåndtag.

Men jeg køber ikke ind på sproget. Det veksler for meget, og ingen af karaktererne bliver for alvor interessante. Hvorfor Kirsten vil slå sin stedfar ihjel, forekommer mig temmelig uklart. At hun ikke altid er superbevidst om, hvordan hun skal bruge drengene og sine veninder til en fordel, køber jeg bedre ind på, fordi det taler godt ind i en hormonel og bekymret teenagehjerne. Men jeg savner en empatisk vinkel, både fra stedfaren for at forstå, hvorfor han er, som han er, og ligeledes fra Kirsten for at forstå, hvorfor hun så gerne vil have ham af vejen.

Skuespillerne kæmper lidt med teksten, og rager flere steder uklar i forhold til formålet med den givne scene. Den ellers dygtige Clara Sophia Phillipson leverer egentlig en ganske god præstation, men – også – hun mangler en klar tekst at forholde sig til. Det kan godt være, at Kirstens hævn fungerer godt som bog, men helt så sikker er den ikke på scenen.

Laura Kjær Jensen, Solvej Sonne Horn og Alberte Riis Alexis Ibsen er skarpe til at skifte hurtigt imellem deres forskellige roller, og de har givet figurerne nogle bekendte træk, men de har ikke synderligt interessante sidehistorier, og der er ikke meget i mig, der huer efter at forstå dem. Én af dem har en alkoholisk mor, men det forsvinder lidt ud i tågerne. Teksten har det primære fokus på Kirsten.

Når stykket kommer ud over kanten, er det klart bedst. De hesteinspirerede dansemooves, det ærlige liderligt ridende ridt (ja, sig det hurtigt tre gange), hvor de overspillende danser i sadlerne og gnubber deres kønsorganer i fryd. Eller måske når de beskøjttørre bemærkninger flyver over scenen, så er det kun til at grine af. Jo, forestillingen har flere iøjnefaldende momenter, men samlet set er det en forestilling, der mangler at vide, hvad den selv vil levere tekstmæssigt, og hvad pointen med hele den lidt luskede slutning skal være.

Aarhus Teater, Studio, Teatergaden, 8000 Århus C

Spilleperiode: 5. februar-8. marts 2025

Set den: 5. februar 2025

Fotos: Rumle Skafte

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.aarhusteater.dk/det-sker/forestillinger/aktuelt/kirstens-haevn

Medvirkende: Clara Sophia Phillipson, Laura Kjær Jensen, Solvej Sonne Horn og Alberte Riis Alexis Ibsen

Forfatter og dramatiker: Bjørn Rasmussen

Iscenesættelse: Carolin Oredsson

Scenografi: Josefine Thornberg-Thorsøe

Lysdesign: Kim Glud

Lyddesign: Joëlle Marie McGovern