Anmeldelse: Barberen i Sevilla, Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier

 

Om du er hyppig gæst i Operaen eller novice inden for denne genre, er Det Kongelige Teaters opsætning af Barberen i Sevilla af Gioachino Rossini bestemt værd at se. Denne opera er for alle! Den løsslupne opera i to akter, handler om Figaro (Luthando Qave (denne aften)), som i denne opsætning er vagabond og udgiver sig for at være barber.

Hans ven Grev Almaviva (Matteo Macchioni) har forelsket sig i den unge forældreløse Rosina (Anna Kasyan), som bor hos sin formynder Doktor Bartolo (José Fardilha), der sammen med sin sammensvorne Basilio (Simon Duus), også meget gerne vil have fingrene i Rosina – eller nok mest hendes arvede penge fra de afdøde forældre.

Grev Almaviva allierer sig med Figaro for at få fat i sin Rosina. Gennem snedige tricks og forklædninger får Figaro sneget greven ind i hjemmet hos Rosina og Doktor Bartolo. Sammen får de forhindret ægteskabet mellem Rosina og Bartolo, så Greven og Rosina i stedet kan få hinanden.

BarbereniSevilla-_Y4Q8320d [1600x1200]

Denne opsætning er stærkt inspireret af 1910’ernes stumfilm. Da jeg læste det, tænkte jeg: Hvordan kan det her nogensinde gå godt? Opera og stumfilm er ikke ligefrem en oplagt kombination. Tanken virkede fuldstændig vanvittig. Men jeg skal lige love for, at jeg tog fejl. Noget af det bedste ved denne opsætning synes jeg, er referencen til stumfilmene, der underbygger komikken i operaen.

Tæppet går op, og den kendte ouverture bliver spillet samtidig med, at der udspiller sig et drama på scenen godt spillet af sangerne. Der er hverken arier eller recitativ her – kun ren mimik og komedie på bedste stumfilm-vis, og får på denne måde præsenteret persongalleriet.

Scenografien og kostumerne af Rikke Juellund er holdt i grå toner, som giver indtrykket af de gamle sort/hvid-film. Og så er der ikke den traditionelle teleprompter med danske tekster, som er placeret over scenen, man ellers kender fra opera. Derimod er de grå husfacader taget i brug til teksterne, der virker som undertekster til en stumfilm.

BarbereniSevilla-_Y4Q8463d [1600x1200]

I denne opsætning har man taget valget at gøre barberen til vagabond. Operaen handler altså ikke om barberen i Sevilla, men derimod om en vagabond, der udgiver sig for at være barberen i Sevilla. Ved uropførelsen af operaen i 1816 var en barber lavt placeret i samfundets hierarki, og det var nærmest utænkeligt, at en person fra denne klasse kunne hundse rundt med et helt samfund. I dag er det dog ikke helt så utænkeligt, at en barber kan det, så valget om at gøre ham til vagabond er klogt og skaber på denne måde lidt den samme spænding i dag, som man kan forestille sig, der har været i 1816.

Det er stærke kræfter, der indtager hovedpartierne. Baritonen Luthando Qave i rollen som Figaro gør det med bravour og formår samtidig med sine flotte sangpræstationer at komme ud over scenekanten og endda også være hylende morsom – til tider nærmest i stil med Dirch Passer!

Tenoren Matteo Macchioni, der sang Grev Almaviva, har den perfekte stemme til denne rolle! Han er en klar, lys og let tenor, der mestrer Rossinis Bel Canto-stil, som omfatter den klangskønne sang, der nåede et højdepunkt i Italien i slutningen af 1800-tallet.

Og sidst men ikke mindst bør Anna Kasyan i rollen som Rosina nævnes. Hun var en skæg lille én med den rette portion humor, drama og ikke mindst flotteste koloraturteknik, hvor hun synger let, hurtigt og smidigt.BarbereniSevilla-_K1P8825d [1600x1200]

Der er ingen tvivl om, at Det Kongelige Teater har fundet de helt rigtige sangere til at besætte disse roller. Det er nogle stærke karakterer i operaen, der er kørt helt ud og nærmest virker ekstreme, men det bidrager blot til komikken.

De eneste minusser, jeg har på min liste fra denne forestilling, er, at jeg desværre synes, orkestret til tider overdøvede sangerne. Det afhang meget af hvor sangerne stod på scenen, men jeg synes nu alligevel, det var lidt ærgerligt.

Også den ellers geniale scenografi havde sine ulemper. Scenografien lagde op til, at der kunne ske mange ting på samme tid, og det blev næsten for meget. Jeg ville gerne have det hele med! På et tidspunkt skal Figaro, der har udgivet sig for at være barber, give Basilio (Simon Duus) en tatovering på armen, samtidig med der udspiller sig et komisk drama i Rosinas hjem. Jeg ville gerne have haft nogle af de scener adskilt, så de hver og én kunne have fået min fulde opmærksomhed. Det synes jeg, de fortjente.

BarbereniSevilla-_K1P9686d [1600x1200]

 

Denne opera er en del af konceptet ”Ung i Operaen”, hvor man specielt den 29. maj 2018, som ung mellem 15 og 30 år, kan få billetter til kun 150 kr. og opleve Barberen i Sevilla, som jeg synes, netop egner sig godt som en begynderopera.

Denne opsætning af Barberen i Sevilla er tro mod originalen. Uden overhovedet at indeholde store parykker og krinolinekjoler formår det kunstneriske hold at bibeholde sjælen og nerven i stykket, samtidig med at den er nutidig. Det er nærmest som om, at inspirationen fra 1910’ernes stumfilm bliver bindeleddet mellem 1816 og 2018 – og det virker!

 

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København

Spilleperiode: 27. januar-8. juni 2018

Set den 27. januar 2018

Foto: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20172018/opera/barberen-i-sevilla/

Medvirkende: Luthando Qave (dubleres visse dage af Leif Jone Ølberg), Anna Kasyan, Matteo Macchioni, Simon Duus, José Fardilha, Elisabeth Halling og Jens Søndergaard samt Det Kongelige Kapel

Dramatiker: Henrik Engelbrecht

Iscenesætter: Martin Lyngbo

Scenograf: Rikke Juellund

Varighed: 2 timer og 35 minutter inkl. pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Møller og Larsen, Det Kongelige Teater

Af Anne Sophie Thingsted   I Møller og Larsen tørner to egenrådige gamle mænd, ...

Anmeldelse: Død over eliten, Odense Teater

Af Emilie Elisabeth Bundgaard Der er ikke længe til, at vi atter står overfor ...

Anmeldelse: Ding Dong, Odense Teater

Af Anne Lottrup Sørensen   Ding Dong (eller Klokkeværket) er en letsindig og løssluppen ...

Anmeldelse: Byen, Odense Teater

Af Anne Lottrup Sørensen   Forstadsangst og sort surrealisme. Skingre dissonanser og flere spørgsmål ...