Anmeldelse: Troen og ingen, Teatret Svalegangen

By: Anne Sophie Thingsted
On: 29. januar 2018

Af Anne Sophie Thingsted

Troen og ingen er en hjertegribende teateroplevelse. Intet mindre. Musikken, skuespillet og scenografien skaber et sorgunivers, der skildrer emnet tab på en realistisk og mangefacetteret måde. Instruktør Per Smedegaard lykkes med at lave et teaterstykke, der bevæger og overrumpler og som tager bo i en efterfølgende.

Det er en dramatisering af Saybia-forsanger Søren Huss’ sorgalbum om hans kones pludselige bortgang, da hun i 2007 døde i en højresvingsulykke. Sangene opføres af et liveband, og fortolkningen ligger ret tæt op ad Huss’ originale numre. Der, hvor der tilføres noget nyt, er igennem de fragmentariske historier der akkompagnerer musikken. De handler om ægtemanden, broren og veninden til en afdød kvinde, der alle bearbejder sorgen på hver deres måde. På den vis skildres en række situationer, hvor savnet og udfordringerne ved sorgen trænger sig på hos karaktererne.

Teatret Svalegangen spiller for udsolgte sale, så publikum må have haft høje forventninger til stykket. Jeg kan kun sige, at de næppe vil blive skuffede. At dramatisere et så realistisk og nuanceret album som ”Troen og Ingen” må have krævet et helt særligt blik for de mange bittesmå variationer af sorg, albummet beskriver. Det blik har Per Smedegaard. Det viser han, ved at have udvalgt små historier, der nøjagtigt skildrer, hvordan det kan føles, når nære relationer går bort.

Selvom scenerne er gode, kunne man måske ønske, at Troen og ingen turde gå en lillesmule længere, og vise nogle facetter af sorg, som vi ikke kender fra tidligere portrættering af emnet i kulturen. Men man tilgiver stykket, fordi scenerne eksekveres så godt.

At følelserne, som stykket gerne vil formidle, virker overbevisende og genkendelige, skyldes ikke kun valget af de situationer, der skal udspille sig på scenen. Det skyldes skuespillerne Laura Kold, Jullie Hjetland, Ashok Pramanik og Nikolaj Minekas fine dosering af afmagt, sorg og pletvise glimt af håb i skuespillet. Især Nikolaj Mineka overbeviser i rollen som ægtemanden. Det ene øjeblik leverer han knugende tristesse, der mejsler sig ind i sjælen. Det næste, afmonterer han kvikt den tunge stemning med en underspillet ironisk bemærkning.

Skuespillernes tekniske præstation som sangere er overordnet fin, men Jullie Hjetlands fremførsel af sangene skiller sig ud på den gode måde. Hendes stemmes næsten spøgelsesagtige klang er fuld af det mørke og ensomhed enkemanden føler. Den går gennem marv og ben, når den sejler på orkesterets toner. Også orkesteret lykkes med at fange melankolien, afmagten og det underliggende håb, som Huss’ album rummer.

Det ville være forkert ikke at nævne, hvordan scenograf Siggi Òli Pálmason formår at understrege de temaer, skuespillet og musikken formidler. Den rå visuelle scenografi, hvor gråtoner dominerer, men oplyses af enkelte pangfarver, peger ind i skildringen af håb og afmagt. Pálmason bruger kun få rekvisitter, men får alligevel på kreativ og spidsfindig vis skabt et kraftfuldt visuelt udtryk.

Forestillingens tematisering af sorg er universelt forståeligt. Selvom man ikke har oplevet at miste nogen ved et dødsfald, er den sindsstemning, stykket skildrer, overførbar til andre livskriser, hvor man har lidt et tab. Så uanset om man lider af kærstesorger, skilsmisse eller på anden måde føler et savn, drister jeg mig til at påstå, at man vil kunne relatere til følelserne i store dele af Troen og ingen.

Så gå ind og se Troen og ingen, hvis du har lyst til at blive rørt og få stof til eftertanke, og hvis du vil høre melankolske rockballader, der stadig runger for det indre øre, efter forestillingen.

Teatret Svalegangen, Rosenkrantzgade 21, 8000 Aarhus C

Spilleperiode: 27. januar 2018-3. marts 2018

Set den 27. januar 2018

Foto: Montgomery

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.svalegangen.dk/forestillinger/egne-forestillinger/2017-2018/troen-og-ingen/

NB: Udsolgt!

Medvirkende: Julie Hjetland, Laura Kold, Ashok Pramanik og Nikolaj Mineka

Instruktion: Per Smedegaard

Tekst: Jeanette Munzert

Scenografi: Siggi Óli Pálmason

Musik/lyrik: Søren Huss