Anmeldelse: Torben Toben, Teatret ved Sorte Hest

Af Emil Møller Christensen

 

Frantz sidder på knæ for titelfiguren Torben. Frantz taler til Torbens mave, for Torben har spist hans hund, Jønson. Verden er blevet utålelig for Torben. Løsningen er blevet: At spise verden. Man kan starte med et lille stykke af gangen. Til sidst har Torben spist hele kloden, og hunden Jønson med. Hunden spiller en væsentlig rolle: Det trofaste dyr i en verden, der ikke længere er trofast.

Torben kaster den ædte hund, nu med to ben, op. Det hjælper ikke på humøret hos Frantz. Forestillingen lever stærkt på nogle fine, sceniske, men også komiske optrin. Eksempelvis når Frantz og Torben sætter sig ned og spiller kort. Frantz taber, bliver ustyrligt vred. Han kommer med vredesudfald mod samfundet og dets spidser. Under det gakkede påfund, ligger en dybere kritik og utilfredshed med samfundet. Det er et spørgsmål om, det ikke i lige så høj grad er Frantz’ frustrationer, vi får projiceret op på scenen som Torbens; at Torbens idé med at spise verden affødes af Frantz’ indre frustrationer.

torben_toben_1_low

Komedien rummer drømme. Torbens drøm om at være alene i verden med Frantz. En svær opgave at virkeliggøre. Som Torben og Frantz har Helmuth og Henriksen flere ligheder. Begge er de små af statur og klæder hinanden i rollerne som venner. Henriksen giver sin rolle en friskhed med en tydelig københavnsk klang og genkendelighed, men finder i sin tolkning af rollen også den mathed (og mæthed), der er i Torben.

Hurtigt løber Henriksen og Helmuth begge over scenen som enten opfarende eller opgivende væsner i en fremmedgjort verden. Kristoffer Helmuth er en del af det unge skuespillerhold, og han er sikker i sit spil og kan skifte til de forskellige afkroge, som figurerne indeholder i Torben Toben – også til en følsomhed.

Da den unge kvinde Agga og den endnu mere forvirrede og uselvstændige, Povl, kommer ind i deres verden, får Frantz brug for regelsæt. Der er noget, man ikke må og meget lidt, man må.

torben_toben_0069_sh_low

Karoline Brygmann og Lue Støvelbæk som Agga og Povl er også opsætningens nyeste skuespiltalenter. Brygmanns Agga er kommet mere eller mindre ufrivilligt til jorden igen efter at være blevet spist af Torben. Povl er uforstående over for, at Torben har ædt byen. Hvor er Povls by – Østerbro og frem for alt: Flensborggade, hvor han drømmer om et liv med Agga? Med udspilede øjne og nervøse træk i Povls ubeslutsomhed rammer Støvelbæk en præcis tegning af det groteske og obskure univers. Han har det gakkede, det skræmte i Povls søgen efter at finde sig selv.

Vi rammer et nulpunkt. Alt opløses – også fornemmelsen for tid og sted. Det er uventet, men både komisk og absurd interessant. Her virker Frantz’ regelsæt som et forsøg på at skabe orden på et tidspunkt, hvor alt er i kaos.

De medvirkende boltrer sig rundt i Marianne Nilssons scenografi. Mellem tæpper, som danner scenens bagvæg. På skift. Torben & Frantz. Agga & Povl. De skifter plads på scenen, hvilket får et næsten farceagtigt præg. Samtidig har forestillingen med design af Søren Kyed nogle flotte, bevægende lysskift, som kommer ganske langsomt, men i sidste ende er markante. Fra det lyse til det mørke. Desuden ser det æstetisk ud, at der er truffet et konsekvent valg om at lade herrerne spille i jakkesæt og kvinden i kjole. Det skaber rene scenebilleder.

Skuespillerne har en underfundighed, der er oplagt til det absurde teater, hvor det meningsløse er i centrum. Unaturligt er det, at en person vil spise verden. Størrelsesforholdet mellem én person og hele verden kommer ud af proportioner, men det er det morsomme. Vi oplever noget, vi ikke er vant til. Selv det uvante spiller stykkets figurer som noget almindeligt; at et menneske spiser mennesker og dyr. Det er absurd.

torben_toben_0154_sh_low

Spørgsmålet er om meningsløsheden og galskaben er et billede på os selv? Povl har fået en piercing og forklarer det med, at så er han ”nogen”. Hvem har ikke følt at kunne identificere sig med noget eller nogen ved at pleje sit ydre? Det absurde bliver sjovt, fordi det forvrider måden at opfatte på. Man kan og bør ikke forstå alt i det absurde teater, men bag humoren ligger alvoren og temaer som at finde ud af, hvilken verden, man er en del af eller at finde ud af, hvem man skal være, når man som Torben ikke bryder sig om sin omverden. Det giver stof til eftertanke til vores eget liv. Underfundigheden ligger måske i det, vi ikke umiddelbart forstår, men som viser sig at gemme på rig en substans.

At være skræmt synes at gå igen hos figurerne i en tekst af Line Knutzon fyldt med vid, morskab og groteskhed. Den er rigt fabulerende. Eksempelvis når Torben advarer: ”Jeg kan være fyldt med pårørende” om dem, han har ædt. Eller da han fortæller om sin fortæring af 7-eleven. Tanken om at æde 7-eleven griner vi af. For hvem har ikke handlet i 7-eleven?

Det er som om, der findes to verdener omkring Torben. Dén i hans mave og dén uden for. Er virkeligheden uden for eller inden i maven? Det er en interessant tanke. Selv konstaterer Torben: ”Alting lever inden i mig.”

torben_toben_2_low

Verden er blevet fragmenteret, fordi Torben har spist verden. Knutzons stykke er 18 år gammelt, men stadig aktuel. Verden har forandret sig på de 18 år, men måske fører forandring også til fragmentering. At verden ikke længere ser ud, som vi kendte den engang; at bydel for bydel har gennemgået en udvikling, og mere ekstremt i Torben Tobens tilfælde helt er blevet fjernet.

Fra at spise en finger på en værtshusgæst til at spise hele verden bliver Torben et symbol på vores egen grådighed, men også egoisme. Mere vil have mere. Til sidst er kun Torben tilbage. Knutzon præsenterer os for en verden i splittelse. Det er en verden uden logik, men fyldt med kaos. Oplever vi samfundet som splittet i dag? Hvor løsningen på problemer munder ud i grådighed og egoisme, og derfor bliver absurd – lige så absurd som det er at spise jorden?

Det stiller spørgsmål til os: For hvem er Torben og de andre? Hvilken verden lever de i? Hvilken verden lever vi i? Er stykkets figurer muligvis et billede på os selv?

 

Teatret ved Sorte Hest, Vesterbrogade 150, 1620 København V

Spilleperiode: 26. januar – 10. marts

Set: 29. januar 2018

Foto: Robin Skjoldborg

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.sortehest.com/forestillinger/torben-toben/

Medvirkende: Paw Henriksen, Karoline Brygmann, Lue Støvelbæk og Kristoffer Helmuth

Dramatiker: Line Knutzon

Iscenesætter: Maria W. Vinterberg

Scenograf: Marianne Nilsson

Lysdesigner: Søren Kyed

Kostumedesigner: Mikael Jensen

Varighed: 1 time og 15 minutter uden pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like