Anmeldelse: Bartlebyerne, Teater Får302
Af Christian Skovgaard Hansen
Bartlebyerne byggger på Herman Melvilles lille novelle om skriveren Bartleby. Skriveren Bartleby er ansat på et kontor i byen, og dagligdagen går sin gang. Lige indtil den dag, hvor han ikke vil mere. Han er egentlig ingen oprører, men en dag bliver det bare for meget. ”Jeg foretrækker at lade være” bliver hans motto, og han rykker sig ikke ud af stedet. Spørgsmålet er, om Bartleby er alene, eller om hans holdninger kan skabe en bevægelse, så Bartleby-effekten kommer ud over kanten, så der bliver endnu flere Bartleby’er.
Meningsløsheden i visse dele af arbejdet illustreres ganske fint af arbejdsgangen, som gentages i en nærmest uendelighed. Ind, skrive, skrive, skrive, stempel, makulering – og så forfra igen. Der sættes ikke spørgsmål ved, hvorfor det skal være sådan. For sådan gør man. Men det kunne måske være sundt at stoppe og se på, om det kan gøres anderledes.
Som et ekstra metalag, som sætter historien i perspektiv, så vi ser, at det i et eller omfang også sker i den virkelige verden. Forestillingen starter med, at Charlotte Elizabeth Munksgaard – som var med til at grundlægge Teater Får302 i 1987 – vasker gulv på kontoret, så vi er klar til den ”rigtige” handling, alt imens hun filosoferer over sit eget liv på teatret. Er teatret meget anderledes? Her er der jo også en gentagelse; aften efter aften efter aften…
Og indrømmet. De fleste af os i fast arbejde har garanteret også i ny og næ haft de samme tanker som Bartleby. Er vi omstillingsparate nok? Gør vi det rigtige? Svaret på det svæver nok lidt i vinden. Det er derved samtidig et opgør eller indspark i debatten om arbejdet, og hvor meget det egentlig fylder i folks liv, og om pligten til at gøre noget egentlig går forud for alt muligt andet. Om man er blevet klogere på det efter at have set forestillingen, kan diskuteres, men Bartlebyerne kan i hvert fald sætte nogle tanker i gang.
Rollen som Bartleby spilles af Peder Holm Johansen. Han er fornem som Bartleby, når han driver resten af omgivelserne til vanvid, og han kan lægge ansigtet i de rette folder, når han siger: ”Jeg foretrækker at lade være”, så tror på, at han mener det, men uden at han egentlig vil genere noget.
Jesper Hyldegaard er hans chef, og man mærker hans frustrationer og magtesløshed, når Bartleby forvandler sig fra den perfekte medarbejder til at være en pine i stedet. Birgitte Prins og Charlotte Elizabeth Munksgaard spiller de øvrige roller som både blandt andet de øvrige kontorister og politifolk, som også funderer over (arbejds)livet.
Iscenesættelsen af Anders Carlsson fungerer langt hen ad vejen, men den undrer også. Hvorfor skal personerne være sminket op på den måde, og hvorfor skal visse dele af skuespillet være så (over)karikeret? Andriana Seeckers koreografi hjælper ikke på dette. Det er her, at det kammer lidt over, så det ikke er helt forståeligt længere, og der ses ingen grund hertil.
Scenografien af Siggi Óli Pálmason fungerer til gengæld godt. Den udgør kontoret, hvorfra Bartleby først arbejder og siden nægter at forlade. Teater Får302 er i forvejen ikke stort, men her er det gjort endnu mindre! Der er ikke højt til loftet, og det kan endda sænkes, når presset vokser. Skuespillerne må derfor gå krumryggede rundt langt størstedelen af tiden. Det er en fin og effektfuld metafor for det (arbejds)pres, der kan være både på det arbejdende folk, alt imens den sjove virkelighed og friheden farer forbi en uden for vinduerne, men også for cheferne, som sidder på den anden side og oplever den aparte adfærd fra medarbejderne.
Camilla Bang leverer fra sit eget lille sæde på den anden side af kontorets vindue musikken og forestillingens lydside. Ligesom opsætningen og teksten er musikken absurd, og de komplementerer hinanden fint, når karaktererne roder rundt på arbejdet og i livet.
Det er ikke en hel helstøbt forestilling, men den formår at sætte nogle tanker i gang. Peder Holm Johansen giver os en fin figur som Bartleby, som har taget stilling. Er arbejdet og pligterne vigtigt – og i så fald i hvor stort et omfang. Skal vi lade os diktere af sådan noget? Bartlebyerne giver ikke svaret, men det er et fint indspark i den debat. Er livet i hamsterhjulet det værd?
Teater Får302, Toldbodgade 6-8, 1253 København K
Spilleperiode: 5. marts-2. april 2022
Set den 19. marts 2022
Fotos: Søren Meisner
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.faar302.dk/forestilling/bartlebyerne/
Medvirkende: Jesper Hyldegaard, Peder Holm Johansen, Birgitte Prins og Charlotte Elizabeth Munksgaard
Frit efter novelle af: Herman Melville
Oversættelse: Birgitte Prins og Karen Bue
Iscenesættelse: Anders Carlsson
Koreografi: Andriana Seecker
Scenografi: Siggi Óli Pálmason
Komponist: Camilla Bang
Lysdesign: Sonja Lea
Kostumier: Amalie Aunsbjerg Jørgensen
Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod