Anmeldelse: Børnerevyen 2026, Aveny-T
Af Christian Skovgaard Hansen
Dansk revy har næsten lige fejret 175 års-jubilæum. Der findes en række professionelle revyer i Danmark, ligesom mange uddannelser har en studenterrevy. Til gengæld har der – vist nok – aldrig været en decideret revy for børn. Det roder Børnerevyen 2026 på Aveny-T nu bod på.
Julie Kaya Ahnfelt-Rønne er initiativtager til revyen, som hun også er vært for. Der skal al mulig ros til for første rolle. Til gengæld kunne både børnene og vi voksne nok godt have undværet hendes værtsrolle. Det bliver en unødvendig kasse, hvilket ikke klæder revyen, da revyen netop kan stå alene.
Børnerevyen 2026 anbefales til børn på 6-12 år. Det er et stort – og måske for stort – spænd. Børn er forskellige, men forskellene på en 6 årig og en 12 årig er måske lige store nok, hvilket giver et lidt flagrende udtryk, når revyens indhold skal ramme så bredt. Det lader dog til, at det hele på denne premiereeftermiddag – aldersspændet til trods – rammer nogenlunde plet.

Det er dog mindre indvendinger, og på selve forestillingen er der ikke gået på kompromis. Revyen er iscenesat af Frede Gulbrandsen fra ”Odsherred Sommerrevy”. På scenen står ”rigtige” revyskuespillere, Laus Høybye, Rikke Bilde og Kristian Holm Joensen, og de suppleres af musiker Magnus Snorre Engelbrechtsen. Der er gjort noget ud af kostumerne, og teksterne er skrevet af ”rigtige” revyforfattere. Dejligt!
Frede Gulbrandsen har legende og let iscenesat revyen, som veksler mellem det gakkede og det sjove på den ene side og det mere alvorlige på den anden side. Der endda blevet plads til en politikerparodi. Alle de elementer, som også er i en revy voksne, er her. Magnus Snorre Engelbrechtsen leverer glimrende det musikalske akkompagnement, og han kommer også lidt på scenen efter behov.
Kristian Holm Joensen sætter fokus på demokratiet i ”Demokra-ti-stille”, hvor der måske nok er demokrati – eller i hvert fald lige indtil de voksne kommer på banen for det kan godt være, at børnene har en masse at sige, men de har bare ikke noget at skulle have sagt! Demokratiet har Holm Joensen også taget under kærlig behandling i revyens politikerparodi, ”Børnenes statsminister”, hvor Rikke Bilde er Mette Frederiksen, mens han selv oversætter talen til tegn og fagter. I sidstnævnte nummer er der også noget for os voksne, når der leveres en fin lille stikpille til Donald Trump.

Tor Bagger har skrevet et af revyens skarpeste numre, ”Jeg tænker på det alligevel”. I skikkelse af Rikke Bilde møder vi pigen, der ligger i seng, mens hun tænker tanker og spekulerer over verden. Hvem, hvad, hvorfor, hvordan? Spørgsmålene er mange om klima, miljø og politik, men svarene er noget færre. Anderledes klamrende er hun i Holm Joensens ”Så sagde vi jo” om at være kærester.
Alvor er der også i Laus Høybyes egen ”Delebørn”, hvor han ganske stille sætter fokus på, hvordan det at være skilsmissebarn og på, hvordan det oftest er børnene, der kommer i klemme i en skilsmisse. Samme toner møder vi i Gunvor Reynbergs ”Vi har været på ferie”, hvor det ene barns ferie adskiller sig noget fra de to andres, og i Julie Kaya Ahnfelt-Rønnes ”Jeg vil gerne se på en ven”, hvor vi lærer, at venner er noget dyrebart, og at børn er mindre fordomsfulde end vi voksne.

Musik og løjer er der også plads til. Laus Høybye er charmerende, og hans timing sidder lige i skabet, i Vase & Fuglsangs ”Tangokat”, som er morsomt omskrevet fra børnesangen. Høybye står sammen med musiker Magnus Snorre Engelbrechtsen frem i Tor Baggers ”Lang ude” (så tilgiver jeg, at der formentlig mangler et ”t” i titlen…), hvor den gamle børnesang også får et tvist. Gak og hele og halve sandheder får vi også i Holm Joensens ”Hvorfor kommer du for sent?”
Andre steder bliver der lidt vel meget pjat og pjank, og noget af det tangerer det platte. Vi kunne sagtens undvære nogle af numrene om bussemænd og den slags.

Trods mindre indvendinger er det glædeligt, at der nu er kommet en revy målrettet til børn, og Børnerevyen 2026 viser gode takter. Jeg håber derfor, at ”Børnerevyen” bliver en tilbagevendende forestilling, og at der på den måde vækkes en glæde for og interesse i revygenren også hos det yngre publikum.
Aveny-T, Store Scene, Frederiksberg Allé 102, 1820 Frederiksberg C
Spilleperiode: 27. juni-10. september 2026
Herefter spiller revyen i Græsted den 19. september 2026
Set den 27. august 2026
Foto: Børnerevyen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.aveny-t.dk/forestillinger/brnerevyen
Tekst og musik: Chuck Berry, Kristian Holm Joensen, Gunvor Reynberg, Julie Kaya Ahnfelt-Rønne, Laus Høybye, The Fleetwoods, Tor Bagger, Magnus Snorre Engelbrechtsen, Vase & Fuglsang, Bo Bendixen, m.fl.
Instruktion: Frede Gulbrandsen
Medvirkende: Rikke Bilde, Kristian Holm Joensen og Laus Høybye samt Magnus Snorre Engelbrechtsen (musiker) og Julie Kaya Ahnfelt-Rønne (vært)
Varighed: Ca. 50 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod


