Anmeldelse: Bonnie & Clyde, Betty Nansen Teatret

Af Ida Spedtsberg

”Et liv på flugt. Med svigt og nød. Med vold og død. Her er historien om Bonnie og Clyde”. Betty Nansen Teatret danner i disse dage rammen for dansefortællingen Bonnie & Clyde, og ovenstående er da også et uddrag fra digtet om det amerikanske par. I 75 minutter føres publikum ind i den næsten tranceagtige fortælling om det notoriske forbryderpar, der i starten af 1930’erne både forskrækkede og forbløffede i en tid, hvor alt andet syntes ligegyldigt. Her begejstres vi af parrets bundløse kærlighed, holder vejret ved de mange røverier, og mest af alt drages vi af den ubarmhjertige sandhed: De ville hellere dø end at give op.

Før jeg fortsætter, må vi lige få en ting på plads. Her er ikke tale om en musical. Ej heller et teaterstykke. Faktisk er der meget lidt reel dialog i forestillingen, og den kræver derfor en grad af forforståelse fra sig publikum. Forestillingen tager form som en blanding mellem dans og taleteater, som Bette Nansen Teatret selv kalder det, eller som jeg kalder det; en dansefortælling. Men forestillingen behøver hverken lange monologer eller mange karakterer. Med humor, tempo og enorm dygtighed tages vi med lethed gennem historien på en måde, mange vil få noget ud af.

Bonnie & Clyde er opsat ud fra den oprindelige historie om det unge, forbryderiske par, der røvede, myrdede og stjal deres vej gennem Amerika sammen med resten af den berygtede Barrow-bande for til sidst at blive indhentet af skæbnen – og politiet. Derudover tager forestillingen udgangspunkt i et digt skrevet af Bonnie Parker selv, som på mange måder forudser parrets endeligt. Digtet er blevet oversat til dansk og bruges som en del af lyduniverset i forestillingen på en effektiv og eftertænksom måde, og som giver en anden dybde til den ellers kendte historie.

I front har vi de anerkendte balletdansere Astrid Elbo og Ulrik Birkkjær, der flere gange får mulighed for at vise den uvurderlige ynde og lethed, som de netop er så kendt for. Det ses særligt i parrets sammenspil, hvor passion og stærke følelser råder. Resten af forestillingen indeholder flere forskellige dansestilarter lige fra moderne dans og det mere jazzede over til hiphoppens forskellige genre. For mig fungerede sammensætningen virkelig godt, men man skal være forberedt på, at forestillingen, trods hovedcastet, ikke er en balletforestilling.

Astrid Elbo indtager rollen som den stålsatte og – i starten – uskyldige Bonnie, der hovedkulds forelsker sig i Clyde. Som balletdanser er skuespil altid en del af forestillingerne, men Astrid ikke bare tager os med storm. Hun lægger salen ned. På trods af en exceptionel kemi mellem alle de medvirkende, er det svært at få øjnene væk fra hende, når hun det ene øjeblik forekommer ægte i fortvivlelsen over Clydes handlinger og i det andet triumferende flyver gennem luften efter et succesfuldt røveri. Hun er grundsøjlen i fortællingen, og selvom Clyde foretager de fleste mordene, så er hun figuren, der formår at nuancere fortællingen og få os til at forstå den vej, parret er på vej henad.

Samtidig skal det siges, at det er et ualmindeligt veldansende cast, vi har med at gøre. Ulrik Birkkjær viser stærk teknik kombineret med en psykisk udvikling, der virker både dragende og farlig. Stephanie Nguyen brillerer i dobbeltrollen som politikommissær og medlem af Barrow-banden, hvor hun med flot præcision og skarpe timinger er med til at stå for flere af de humoristiske elementer i forestillingen.

Resten af danserne fortjener ligeledes applaus for deres tekniske kunnen og deres indlevelse i en række skønne karakterer i Barrow-banden. Dette hele peaker i flugtscenen i bilen, som for mig var en af aftenens højdepunkter. Her er der både plads til frygt, kedsomhed, underholdning og et styks højtråbende svensker. Og så masser af humor og sublimt skuespil. Det kan nok ikke forklares på skrift, men må opleves selv.

Bonnie & Clyde er en del af ”Betty udvikler”, Betty Nansen Teatrets udviklingsprogram med en mission om at udvikle og formidle samskabende scenekunst, og det må man sige, at de lykkes med. Forestillingen suppleres af en veludvalgt samling af musik, sammensat af musikalsk konsulent Jeanett Albeck, der svinger lige fra elektroniske numre over Mozart og forbi hiphop og popsange. Scenografien af Ida Grarup er enkel med en virkningsfuld cirkel på bagvæggen, der mistænkelig meget ligner en revolver-tromle med lys i. Den virker underligt truende. Så er der vist heller ikke sagt for meget.

Forestillingen Bonnie & Clyde er et genialt eksempel på forcen i at afprøve nye veje. Det er en dansefortælling med nerve og sjæl, der både rammer og imponerer. Og mens lidenskaben pulserer og enden nærmer sig, sidder man helt stille og mindes, at intet er for evigt, og at vi alle på den ene eller anden måde betaler for vores synder. Forestillingen er enestående, et frisk pust, og kan anbefales til alle, der elsker dans, og som har mod på at følge det unge par, når livet betyder noget, og døden venter om hjørnet.

Betty Nansen Teatret, Frederiksberg Allé 57, 1820 Frederiksberg C

Spilleperiode: 9. januar-1. februar 2020

Set den 11. januar 2020

Fotos: Catrine Zorn

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.bettynansen.dk/da/forestillinger/bonnie-clyde/

Medvirkende: Astrid Elbo, Ulrik Birkkjær, Veronica Bracaccini, Stephanie Nguyen, Suad Demirovic, Robert Malmborg og Mads Gronemann

Koreografi og instruktion: Signe Fabricius

Instruktørkonsulent: Elisa Kragerup

Scenografi: Ida Grarup

Lysdesign: Súni Joensen

Musikalsk konsulent: Jeanett Albeck

Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Et latterligt menneskes drøm, TELL to JOY/Kapellet på Assistens Kirkegård

Af Christian Skovgaard Hansen ●●●●●○ Teaterkompagniet TELL to JOY opfører forestillinger med udgangspunkt i ...

Anmeldelse: Bellevue Badehotel, Bellevue Teatret

Af Christian Skovgaard Hansen   Chok-nyt! Bellevue Teatret skal omdannes til et badehotel! Tja, ...

Anmeldelse: Giselle, Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier   Det Kongelige Teater har en af ballettens absolut klassikere på ...

Anmeldelse: Livsens ondskab, Nørrebro Teater

Af Amalie Sloth de Fine Licht   Gustav Wied skrev ’Livsens ondskab’ i 1899, ...

Anmeldelse: Kom Ko (teaterhørespil), AKT1

Af Caroline Schrøder   Publikum klapper og hujer. Det er nemt at føle, at ...

Anmeldelse: Enetime, Teatret ved Sorte Hest

Af Rose Himmelstrup Hansen   Det absurde er næsten så absurd, at det bliver ...