Anmeldelse: Mary vs. Elisabeth I, Betty Nansen Teatret
Af Ida Spedtsberg
Teamet bag succesforestillinger ”Bonnie & Clyde” (læs vores anmeldelse af forestillingen her) og ”I am Gold” (læs vores anmeldelse af forestillingen her) er endelig tilbage med en ny, længeventet forestilling: Mary vs. Elisabeth I på Betty Nansen Teatret. Og der er heldigvis mange gengangere. Udover iscenesætter, koreograf, instruktør og mastermind Signe Fabricius er multi-talentet Astrid Elbo tilbage i hovedrollen som den skotske Dronning Mary. Forestillingen er en del af konceptet Betty Udvikler.
For i Mary vs. Elisabeth I er linjerne trukket skarpt op mellem den – måske illegitime –engelske dronning Elisabeth, danset af en hårdtslående Camilla Spidsøe, og Dronning Mary af Skotland, der ”naturligvis” ikke vil gøre krav på den britiske krone. Eller noget.

Et hof bestående af 5 underdanige dansere, ”popper”, drejer og springer til tunge beats, så snart Elisabeth I knipser. Men så ankommer Mary – og alliancer dannes til fordel for en, måske, ny dronning.
Som med de tidligere forestillinger skabt af Signe Fabricius er vi ude i en genrekombi. Forestillingen er primært en danseforestilling, men med elementer af lyrik og replikker fra flere involverede.

Astrid Elbo har en fabelagtig, angstfyldt nedsmeltnings-monolog, da unge Mary havner i fængsel. Og danser/hofnar/konferencier Luc Boris André Kouadio bryder den fjerde væg med humor, timing og Michael Jackson-inspirerede trin, der får salen til at bryde sammen af grin.
Dansemæssigt er niveauet virkelig højt, og i høj grad hiphop og house-inspireret. Men med Astrid Elbo i huset og Tobias Praetorius i ensemblet er der naturligvis også plads til ballet, flotte pirouetter og ekstremt lange ben. Og selvom Elbo i høj grad er ansigtet på opsætningerne under Signe Fabricius og Betty Udvikler, så er niveauet fra alle højt, og castet velvalgt.

Scenografien af Ida Grarup er enkel og moderne med LED-lys og digitale skærme, og kostumerne knaldflotte med et stilet, moderne take. For det her er ikke en støvet, historisk-korrekt afbildning af dronningeopgøret. Forestillingen er et frisk pust med dragende musik og kendte numre som Sias ”Chandelier” og M.I.A.s ”Bad girls”, som gør den særligt egnet også de yngre teatergængere.

Mary vs. Elisabeth I er som de tidligere forestillinger innovative, inddragende og ekstremt gode til at inddrage populærkultur. Det gør dem nærværende og nærmest altid en publikumssucces. Og selvom dette års værk ikke er min yndlings af trioen spillet på Betty Nansen Teatret, så er forestillingen bestemt en tur til Frederiksberg Allé værd.
Betty Nansen Teatret, Frederiksberg Allé 57, 1820 Frederiksberg C
Spilleperiode: 10. januar-7. februar 2026
Set den 10. januar 2026
Foto: Camilla Winther
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Astrid Elbo, Mads Gronemann, Luc Boris André Kouadio, Tobias Praetorius, Camilla Spidsøe, Adam Tocuyo/Oliver Vilhelmsen og Oliver Zohore
Koreografi, iscenesættelse og instruktion: Signe Fabricius
Instruktørkonsulent: Elisa Kragerup
Scenografi og kostumer: Ida Grarup
Lysdesign: Súni Joensen
Komponist: Jeanett Albeck m.fl.
Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod


