Anmeldelse: Forpremiere på Mozartwoche 2026, Mozart, Monteverdi, Händel, Konservatoriets Koncertsal (Danmarks Underholdningsorkester)

Anmeldelse: Forpremiere på Mozartwoche 2026, Mozart, Monteverdi, Händel, Konservatoriets Koncertsal (Danmarks Underholdningsorkester)

Af Christian Skovgaard Hansen

Senere i januar 2026 er Danmarks Underholdningsorkester inviteret til at spille åbningskoncerten på den prestigefulde ”Mozartwoche” i Salzburg. Efter sigende er det første gang, at denne store ære tilfalder et dansk ensemble. Denne søndag eftermiddag er der også mulighed for, at et danske publikum kan opleve koncerten, Mozartwoche 2026, Mozart, Monteverdi, Händel, til forpremieren i Konservatoriets Koncertsal.

”Mozartwoche” er en musikfestival centeret omkring Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791), og den afholdes hvert år i hans fødeby Salzburg omkring hans fødselsdag den 27. januar. Udover Mozarts musik præsenterer festivalen også værker af komponister fra hans samtid, komponister, der inspirerede ham, og komponister, som Mozart har påvirket, fra senere tider.

Foruden arier af Händel, Mozart og Monteverdi, spiller orkestret Mozarts Symfoni nr. 40 samt tre af Mozarts operaouverturer. I spidsen for orkestret står chefdirigent Adam Fischer, og den canadiske mezzosopran Emily D’Angelo synger flere arier. Det hele præsenteres af vært Henrik Engelbrecht, der fornemt binder programmet sammen.

Der er her hermed lagt op til en storslået eftermiddag, og koncerten Mozartwoche 2026, Mozart, Monteverdi, Händel indfriede alle forventninger. Orkestrets chefdirigent Adam Fischer var som altid i hopla, og han gør musikken fysisk og sanselig, når han med gejst og gnist engagerer orkestret.

I musikken følger vi Mozarts liv med uddrag fra operaen ”Lucio Silla”, som Mozart skrev som 16 årig, og slutter med uddrag fra hans sidste opera ”Titus”, inden Mozart døde kun 35 år gammel. Koncerten afsluttes med hans ”Symfoni nr. 40” fra 1788.

Før pausen får vi Mozarts ouverturen til ”Lucio Silla” og ouverturen til ”Mitridate”. Herimellem får vi arier fra Monteverdis opera ”Poppeas kroning” (”L’incoronazione di Poppea”) og fra Händels opera ”Ariodante”.

Efter pausen spillede orkestret først ouverturen til operaen ”Titus” (”La clemenza di Tito”), som var Mozarts sidste opera, og den var blevet bestilt til kroningen af kejser Leopold II som konge af Bøhmen. Herefter fik vi Sestos arie ”Parto, ma tu ben mio” fra samme opera. Arien er konstrueret som en duet med en klarinet, som her leveres smukt af Jonas Frølund.

Emily D’Angelo indtager imponerende rummet, og når hun synger programmets arier gnistrer sangen storslået. Hendes sang og orkestret går i ét, hvilket giver os en fantastisk nærværende og bemærkelsesværdig samhørighed. Hendes sang glider let og flydende.

Koncerten afsluttes med Mozarts ”Symfoni nr. 40 i g-mol”, og her viser orkestret deres fulde kunnen, og Mozarts musik viser både sjæl, lidenskab og voldsomhed.

Her er det mere en ”normal” koncert, og sammensætningen af koncertens program er måske ikke helt ligevægtigt. Det tilgiver vi dog, når det hele leveres så smukt og levende som i denne koncert. 

Efter et par timer går vi opløftede og med den smukke, fantastiske musik i hovedet ud af Konservatoriets Koncertsal ud i vinterkulden og -mørket. Vi kan dog lune os ved mindet om Mozartwoche 2026, Mozart, Monteverdi, Händel, der blev præsenteret ganske veloplagt og storladent. Efter at have hørt koncerten formår man godt, hvorfor orkestret er udvalgt til at holde åbningskoncerten til årets ”Mozartwohe”.

PROGRAM

Mozart – Ouverture til Lucio Silla, KV 135
Monteverdi – Ottavias arie fra L’incoronazione di Poppea, SV 308: ”Disprezzata Regina”
Mozart – Ouverture til Mitridate, re di Ponto, KV 87
Händel -Ariodantes arier fra Ariodante, HWV 33: ”Scherza infida” og ”Dopo notte, atre e funesta”

Pause

Mozart – Ouverture til La clemenza di Tito, KV 621
Mozart – Sestos arie fra La clemenza di Tito, KV 621: ”Parto, ma tu ben mio”
Mozart – Symfoni nr. 40 i g-mol, KV 550

Danmarks Underholdningsorkester

Konservatoriets Koncertsal, Julius Thomsens Gade 1, 1974 Frederiksberg C

Spilleperiode: 11. januar 2026

Set den 11. januar 2026

Foto: Danmarks Underholdningsorkester

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Orkester: Danmarks Underholdningsorkester

Dirigent: Adam Fischer

Solist: Emily D’Angelo

Vært: Henrik Engelbrecht

Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *