Anmeldelse: I AM GOLD, Betty Nansen Teatret

Af Ida Spedtsberg
”I AM GOLD giver livskrisen jazzhands” står der i pressemeddelelsen. En smule koldt, tænker man. Nådesløst endda. For livskriser er ikke noget at spøge med. Og alligevel danner Betty Nansen Teatret i disse dage rammen for en dansefortælling spækket med sorg, savn og masser af pailletter.
Det succesfulde cast bag publikumssuccesen ”Bonnie & Clyde” (læs vores anmeldelse af den her) er tilbage med endnu et brag af en forestilling. I en genretapas af den helt store serveres klassisk ballet, hiphop, show dance, replik og musik på et sølvfad. Her følger vi parret Freja (Astrid Elbo) og Thomas (Sebastian Kloborg) og deres rejse mod det, der historisk har været endemålet for familier; et barn. Men som livet ofte vil det, går det ikke altid, som man ønsker.

Da jeg anmeldte ”Bonnie & Clyde” i 2020 skrev jeg ”Forestillingen er enestående, et frisk pust, og kan anbefales til alle, der elsker dans, og som har mod på at følge det unge par, når livet betyder noget, og døden venter om hjørnet.” På mærkelig vis er citatet stadig ekstremt rammende for I AM GOLD. For der er helt vildt meget på spil for både Freja og Thomas. Deres familie. Deres kærlighed. Deres fremtid. Og livet betyder virkelig noget, når vi følger Frejas mange, og tiltagende traumatiserede besøg hos gynækologen. Eller når vi ser Thomas i et panisk forsøg række ud efter Freja med alt på spil for at redde det, der er, fremfor det, der kan blive. Så mærker vi livet.
Og virker mærker især livet i I AM GOLD af en årsag: Astrid Elbo. Til dagligt kendt som solist på Det Kongelige Teater. Her til aften solodanser, hovedrolleindehaver og forestillingens sjæl. Udover hendes åbenlyse talent for dans besidder Astrid en evne til at formidle følelser og sindsstemninger, som hører en anden verden til. Vi føler hende så dybt, at jeg ikke er i tvivl om, at de bagerste balkonrækker også mærkede det.

En del af Astrids succes som Freja kan også tilskrives modstykket, Thomas, spillet af Sebastian Kloborg, tidligere danser på Det Kongelige Teater og nu freelance danser og koreograf. Kløgtigt bevæger også han sig fra passion over afmagt – og tilbage igen. Og sammen med resten af castet, som alle performer til A+, danner han det karaktermæssige bagtæppe for Frejas indre kvaler. Kvaler som understreges af humor, simpel men effektiv lyssætning og brug af rekvisitter samt overlegen koreografi.
Som med ”Bonnie & Clyde” sidder forestillingen lige i midten af skiven, og genreformen (eller manglen herpå) er igen en fornøjelse at se på de danske scener. Stort kudos til koreograf og instruktør Signe Fabricius for igen at holde fast i det der virker, fremfor det der plejer at være. Jeg ville bestemt ikke blive ked af det, hvis hendes dansefortællinger blev en tilbagevendende begivenhed.

I AM GOLD er en reflekteret og dybsindig forestilling pakket ind i en rosenrød pakke af glitter, tap dance og fødselsdagsfester. Og på den måde afspejler den spot-on det moderne livs fortælling om graviditetsrejsen; pakket ind i glitter og glædestårer; men også fyldt med fortvivlelse og fiasko. Og af den grund har forestillingen min største anbefaling. Et 24-karats-cast polerer et svært emne til en gribende, funklende dansefortælling, der burde røre selv de hårdeste stenhjerter.
Betty Nansen Teatret, Frederiksberg Allé 57, 1820 Frederiksberg C
Spilleperiode: 30. december 2022-26. januar 2023
Set den 4. januar 2023
Fotos: Camilla Winther
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Astrid Elbo, Sebastian Kloborg, David Dalmo, Mads Gronemann, Veronica Bracaccini, Linn Fletcher og Luc Boris André Kouadio
Koreografi og instruktion: Signe Fabricius
Instruktørkonsulent: Elisa Kragerup
Manuskript og storyboard: Signe Fabricius (i forestillingen bruges uddrag af tekster af Shakespeares OTHELLO i oversættelse af Niels Brunse, Ellen Heibergs TA´ ALLE MINE KYS og fra Tine Høegs roman SULT)
Scenografi og kostumer: Helle Damgård
Lysdesign: Balder Nørskov
Musik: Jeanett Albeck m.fl.
Varighed: Ca. 1 time og 20 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod