Anmeldelse: Ingenmandsland, Mungo Park
Af Christian Skovgaard Hansen
Aftenen var på mange måder en festdag. Mungo Park bød velkommen til sin store, nye teatersal. Omgivelserne har fået et gevaldigt løft, hvor både publikumspladser og scene er gjort lækre og velfungerende. Salen indvies med ”musicalen” Ingenmandsland, og spørgsmålet er, om den kan stå mål med de nye, lækre omgivelser.
Faderen forlod familien for mange år siden, men nu er han netop død. Han har begået selvmord, og han har efterladt sine to sønner en papkasse. Papkassen indeholder en række ufo-relaterede materialer og ikke mindst en båndoptagelse af noget, som måske, måske ikke er forklarligt. Findes der mon rumvæsener, og har faderen set en ufo – eller er han i stedet gal? Og hvorfor begik han selvmord? De to sønner, Orhan og Albert, er halvbrødre, og de er vidt forskellige typer, som ikke altid kan enes.
Orhan forfølger faderens ufo-tanker, og han prøver at forstå faderens ageren. I den forbindelse møder han en sød, ung pige, der har en podcast om ufo’er, og de to slår sig sammen for at (forsøge at) finde sandheden. På denne rejse drager de til Falster, hvor de møder en ældre ufo-excentriker, som viser sig at være faderens ven, og som måske nok ved mere end det, som han først giver udtryk for. Findes ufo’erne eller ej? Og vil de have kontakt med os?
Historien af Nanna Plechinger Tüchsen er på sin vis enkel og banal, og den fanger os desværre ikke rigtig. Jeg savner en mere stram og ikke mindst nærværende tekst. Men – gudskelov – rummer den også sine steder nogle lidt dybere tanker. Hvem er vi, og hvordan er vi blevet sådan? Tror vi på det og dem, der er anderledes, og kan vi leve sammen med dem? Konspirationsteorier, tro og håb, mangfoldighed, rummelighed, forskellighed og overlevelse er nogle af tekstens emneord, og i den henseende fungerer den egentlig meget godt. Havde man holdt fokus her ville det have givet en glimrende tekst, som alligevel fik et Mungo Park’sk twist ved hjælp af ufo’erne. Teksten har sine momenter, men de får aldrig helt lov at udfolde sig, og med en varighed på 1 time og 45 minutter bliver forestillingen lidt vel lang i spyttet.
Det hjælper heller ikke på dette, at forestillingen præsenteres som en ”musical”. Man kan diskutere, om det egentlig er en musical, eller om det ”bare” er musikteater, hvor musikken fylder en mindre del, og hvor den måske endda visse steder føles lidt kunstigt, når de ikke bliver bundet ordentligt sammen med historien. Tüchsen har hentet en række danske pop- og rockhits og strøet dem med rund hånd udover teksten, og vi får også visse af dem som sangnumre i nye versioner.
Dele af det fungerer ganske godt og vittigt som afbræk, som giver en vis dynamik, men overordnet kommer det til at forstyrre lidt mere, end det gavner. Ingvild Skandsens musikalske arrangementer bliver derfor aldrig helt gode. Det hjælper heller ikke, at de fire medvirkende selv må springe ind og ud af rollerne og som musikere, hvilket også tager noget af pusten fra forestillingen. Intet af dette hjælper Anna Malzer i iscenesættelsen, hvorfor det hele bliver lidt (for) rodet og ikke mindst for langt og ustrukturet.
Scenografien af Frederikke Dalum er – for at sige det pænt – enkel, men den er også grænsende til det kedelige. De to brødres køkken er et stykke printet stof, og et blåt tæppe skjuler den falsterske bolig, hvor faderen boede og nu hans kammerat stadig bor. Det er noget pauvert, og scenografien yder ikke den nye store sal retfærdighed. Hvorfor ikke udnytte mulighederne, når man nu har dem?
Det – eller rettere de – som dog holder sammen på det hele er skuespillerholdet. På scenen så vi Alexander Mayah Larsen, Henrik Prip og Søren Birch Plum fra teatrets ensemble, og Laura Kjær, som er studerende ved DDSKS i Århus. De kæmpede alle en brav kamp med den lidt ukurante tekst, og de giver alle deres respektive figurer en vis pondus.
Alexander Mayah Larsen giver et kejtet og kærligt portræt af den introverte Orhan, som man kun kan holde af, og som med tiden lærer at sige fra og at ville selv. Laura Kjær giver ham et charmerende og smidigt modspil, som den frembrusende og mere modige unge podcastvært Lily, som tager Orhan ved hånden. Søren Birch Plum er Orhans kunsterhalvbror, som måske er lidt for stereotypt spillet, men han har heller ikke meget at gøre godt med. Udover at vise faderens forskelligheder gennem de to sønner, kunne hans karakter godt undværes – men det er jo ikke Plums skyld.
Allerbedst er dog Henrik Prip. Han er suveræn som den gamle Finn Heino, der stadig tror på ufo’erne. Han får givet portrættet en vis karakter, som giver plads både til det morsomme, det skøre – uden at det bliver karikeret – og det følsomme. Det er i høj grad hans fortjeneste, at Ingenmandsland trods alt får lidt kant og samtidig tiltrængt ro og normalitet.
Der er ikke tvivl om, at Ingenmandsland kan et eller andet, og at den rummer meget af det Mungo Park’ske DNA med en eksperimenterende, overraskende og nysgerrig vinkel. Men helt vellykket bliver den desværre ikke. Vi kan dog glæde os over den nye teatersal, hvor der forhåbentligt kommer mere velkomponerede forestilling i fremtiden. Håbet og forventningerne er i hvert fald store – og Mungo Park har tidligere vist os, at de sagtens kan indfri dem!
Mungo Park, Scene 1, Fritz Hansens Vej 23, 3450 Allerød
Spilleperiode: 19. december 2022-21. januar 2023
Set den 19. december 2022
Fotos: Rumle Skafte
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Alexander Mayah Larsen, Laura Kjær, Henrik Prip og Søren Birch Plum
Dramatiker: Nanna Plechinger Tüchsen
Instruktør: Anna Malzer
Scenograf: Frederikke Dalum
Lysdesigner: Mads Lindegaard
Lyddesign: Emil Bøll
Musikalsk arrangement: Ingvild Skandsen
Varighed: Ca. 1 time og 45 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod