Anmeldelse: Brænding, Aarhus Teater (Den Danske Scenekunstskole)
Af Anne Sophie Parsons
Giftige hemmeligheder i et lille lokalsamfund i fjorden. Deforme havdyr indsamlet i plastikspande og hengemte sandheder, der blot venter på at boble sygeligt grønt op til overfladen. Det er præmissen for forestillingen BRÆNDING.
Stykket BRÆNDING, som har afgangselever fra skuespiluddannelsen på Den Danske Scenekunstskole i Aarhus på tapetet, har taget udgangspunkt i ordet ”forurening”. Forurening optræder også som gennemgående rød narrativ tråd igennem forestillingen – både i forståelsen som konkrete helbredsskadelige ændringer i havet, nær hvor karaktererne bor, men også i form af de menneskelige relationer og psykiske tilstande, der gør sig gældende i det intime, men giftige sociorealistiske miljø, de alle gebærder sig i.
Historien omhandler et mindre karaktergalleri, der alle er indviklet i hinandens liv på forskellige leder og kanter; Fiskermanden Harry møder Karen, datteren af kemifabriksindehaveren, som er vendt tilbage til sin barndomsstavn for at videreføre sin fars arv, mens Harrys søster, den manipulerende Silvia forsøger at finde sin plads i lokalsamfundet. Hertil figurerer den habitklædte og hemmelighedsfulde Tavs, der ved mere end man umiddelbart skulle tro, kæresteparret Alice og Benjamin, hvor sidstnævnte har forviklinger med kvinden Klara, mens fiskeren Tom forsøger at forstå hvad der skete med kæresten, Ella, i forbindelse med hendes bortgang – var der tale om selvmord eller ej?
Karin Gille, som har stået for scenografien, har arbejdet konkret med at vise både emnet ”forurening” og hvorledes det lille kvælende samfund indvirker på karakterernes ageren i en simpel, men fin sammenførelse; ved at gøre brug af et skråt scenegulv, der består af at overview helikopterfoto af en by, konkretiseres den skarpskårende indramning af et fiskermiljø, og hvorledes der er en afgrænset måde at opføre sig i forhold til dette for karaktererne.
Ved at lade skuespillerne fysisk interagere med den skrå flade igennem kropsligt rulle og hive sig tværs over den, skabes der er dynamisk aktivering af scenerummet. Det er et simpelt, men virkingsfuldt greb, der gør at man efterlades med et direkte indtryk af karakterernes uformåenhed i at undslippe det lille lokalsamfund og deres individuelle roller i det. På samme måde udgør den grønne baggrund for scenen en altomsluttende indvirkning på stemningen, som præger BRÆNDING hele vejen igennem; forureningen er over alt – ingen af karaktererne kan undslippe den, hverken mentalt eller kropsligt. At være syg optræder i helt bogstavelig fysisk forstand igennem BRÆNDING, i forhold til grønt slim fra kemifabrikken, som har gjort et udvalg af indbyggerne syge, imens det også opstår i karakterernes moralske fordærv igennem konkrete beslutninger og handlinger, der tages i enten ren hævnlyst eller for at redde deres eget skind.
Med det sagt, er der aspekter af teaterforestillingen, som mere forvirrer end noget andet, f.eks. i kraft af et subplot omhandlende tre forsvundne børn, der tilfører forestillingen et overnaturligt strejf. Det er med til at fjerne fokusset fra fremskrivelsen af de konkret syge medlemmer af lokalsamfundet, som er et element, der i sig selv måske fordelagtigt kunne være blevet udfoldet i endnu større grad.
På samme måde nyder stykket godt af at have et karaktergalleri af en håndterbar størrelse – men dette fører igen til, at man som tilskuer derfor også kunne ønske sig at se relationerne imellem karaktererne være blevet dykket ned i – også i større grad. Dette gør sig gældende i forhold til det intime lokalsamfunds ramme; et sted, hvor alle ville kende alle, på både godt og ondt, forekom mig ikke til at stå fuldstændig skarpt udpenslet igennem dialogen som det givende baggrundstæppe, hvilket man kunne forestille sig at det ville med den givende lokation.
Teaterstykket BRÆNDING har dog en god energi; skuespillet changerer fint imellem at kunne præstere det komiske og alvorlige på overbevisende vis, og forestillingen byder på et interessant indblik i hvilke valg man der træffes i forhold til at befinde sig i et indspist lille fiskersamfund, hvor utrygheden bobler og blot venter på at poppe – med dertilhørende grønt slim.
Hvis din december skal peppes op af et giftigt lille fiskersamfund, der bugner med mysterier og hemmeligheder i skuffen, skal du slå et smut forbi Aarhus Teater, hvor BRÆNDING spiller på Stiklingen frem til den 22. december.
Den Danske Scenekunstskole
Aarhus Teater, Stiklingen, Teatergaden, 8000 Aarhus C
Spilleperiode: 23. november-22. december 2018
Set den 4. december 2018
Fotos: Emilia Therese
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.aarhusteater.dk/forestillinger/forestillinger/saeson-1819/de-nye-1/
Af studerende ved DDSKS Dramatisk Skrivekunst: Anna Skov Jensen, Nanna Plechinger Tychsen, Marie Bjørn, Mathias Raaby Ravn, Rasmus Krone, Sonja Ferdinand
Medvirkend: Studerende ved DDSKS, Aarhus: Clara Ellegaard, Olivia Joof Lewerissa, Alexander Krumhausen, Sarah Franscesca Brænne, Rasmus Skaarup, Maria Cordsen, Arian Kashef og Morten Kjær
Iscenesættelse: Petra Søe
Scenografi: Karin Gille
Lysdesign: Kasper Daugberg
Lyddesign: Kim Engelbredt
Vejleder ved Dramatisk Skrivekunst & Dramaturgisk Koncept: Joan Rang Christensen
Varighed: Ca. 90 min. uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod