Anmeldelse: Cirkusrevyen 2023, Teltet på Bakken (Cirkusrevyen)

Anmeldelse: Cirkusrevyen 2023, Teltet på Bakken (Cirkusrevyen)

Af Christian Skovgaard Hansen

Med årets revy har Cirkusrevyen gennemført et generationsskifte, hvor centrale dele af holdet er udskiftet. I den forbindelse har revyen rystet posen, og resultatet er en fornyet og vital revy, som er særdeles vellykket, og som stadig har respekt for både revygenren som sådan og for revyen på Bakken.

Benjamin la Cour har skabt en elegant og udsøgt art deco-scenografi, som rummer en række fantastiske tekniske muligheder. Den er en fornem hyldest til 20’erne, her art deco’en i 1920’erne, men også til de 2020’ere, som vi står i nu. Det er gennemført blændende og delikat, og han har fået lov at udnytte hele scenerummet. Dansepigerne er nu blevet en integreret del af revyen som et både veldansende og velsyngende ensemble, der kan meget mere end at danse René Vinthers koreografi. Joakim Pedersen og hans orkester har overtaget musikken, og de swinger aldeles fremragende.

Joy-Maria Frederiksen har til Cirkusrevyen 2023 overtaget instruktørjobbet, men hun er ikke ny i revysammenhænge, hvor hun i de seneste år blandt andet har instrueret Odense Sommerrevy. Hun har fået støvet revygenren af, og hun har skabt en helstøbt revy, hvor alle komponenterne spiller perfekt sammen.

Tekstmaterialet er i top, og selv de mindre gode numre har en fin tekstmæssig kvalitet. Vi runder det sidste års store emner, hvor der er en fin balance mellem komik, alvor, satire og musik. Klimakrisen, det politiske landskab, hvor både Inger Støjberg, statsministeren, Venstres udfordringer og Syriens-børnene tages under kærlig behandling, sundhedskrisen, PostNord, moderne familieforhold, MeToo, vores vej mod det kontaktløse samfund, hvor banken betyder mere end kunden, afskaffelsen af Store Bededag og beslutningen om at lukke Irma får alt sammen et par ord med på vejen. Det er alt sammen kendte emner, men italesættelsen lykkedes fornemt med velanlagte svirp.

Hele hovedholdet gør det også fremragende både hver for sig, men ikke mindst sammen, og de suppleres glimrende af ensemblet. Det er et stærkt hold med en stor alsidig spændvidde, og de lykkedes i stort set alle deres figurer. Der er plads til hele holdet, som alle har fremtrædende roller.

Merete Mærkedahl spidder i Carl-Erik Sørensens fine tekst Mette Frederiksen, der er både misforstået og misfornøjet, da hun blot ønsker sig en ny krise, så hun overhovedet kan komme til at vise noget format.

Niels Olsen leverer et morsom og meget sigende af vores fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen, som sammen med Venstre har sine kvaler med at vinde fodfæste og med at forklare folket, hvorfor de egentlig har gjort, som de har gjort. Ministerbilerne talte mere end noget andet, må vi forstå. I ren bossanovastil giver han os også et mere alvorligt nummer om Syriens-børnene, hvor de bløde toner står i skærende kontrast til sangens alvorlige emne.

Niels Ellegaard giver os to forskellige bidrag til klimakrisen. Han er dels en morsom bi, som er blevet hjemløs, og som nu må så grusomt meget igennem for at overleve, alt imens vi andre ikke bekymrer os om biodiversiteten, dels som overklassefyr på skiferie, som ikke rigtig kan forstå, hvorfor der ingen sne er, og som ikke giver meget for klimaet, men i stedet tænker mere på sig selv. Han er muggen over, at han er nødt til at sælge skiene, men i stedet kan han da blot skifte skiene ud med vandski næste år!

De to revydebutanter Mads Knarreborg og Bodil Jørgensen gør det også godt. Mads Knarreborg leverer et fænomenalt portræt af tv-rapporter Ulla Therkelsen i Gordon Kennedys fine tekst, og han har format som den stille mand Bendt, der bare drømmer om sin egen musical. Alt kan jo konverteres til en musical, som er en af tidens mest populære genrer nærmest uden skelen til titlen.

Bodil Jørgensen er strålende som den døende lille Irma-pige, der må se sig slået af discountbutikkerne, og hun er morsom som konspirerende bedstemor, der har en mere eller mistroisk holdning til alting. Sammen med Mads Knarreborg er de to dansktopsangere i nummeret ”Med rumklang på”, hvor dyrkelsen af Inger Støjberg sættes på spidsen i parodien af den jyske kernevælger.

Hele holdet er på scenen i Vase & Fuglsangs støttesangsnummer ”Vore dage er talte”, hvor de resterende hellig- og fridage i ren den sidste nadver-stil mindes Store Bededag, alt imens de selv frygter for livet. De tre herrer er ømme i små dådyrskostumer, alt imens der undskyldes til fortidens dansepiger. Jon og Lizette får også en kommentar – tilpas kort og stringent.

Mærkedahl og Jørgensen er også dejligt selvironiske som henholdsvis plejeren og den ældre dame, der revser den andens respektive figur i Badehotellet i ”Den bedste serie”, hvortil Olsens Khamel Ull-Zuut i Ørkenens Sønner også får en kommentar med på vejen. 60 års-jubilæet for Melodi Grand Prix-vinderen ”Dansevise” fejres elegant, og dansepigerne får lov at stråle her.

Cirkusrevyen 2023 har det hele. Tempoet og timingen sidder lige i skabet, og både tekster, medvirkende og musik går op i en højere enhed, så årets revy er i en klasse for sig. Revyen er blevet støvet af, og den har fået nyt liv, så den også er nærværende for et nyt, og måske yngre, publikum. Kan revyen holde den klasse, lover det godt for fremtiden i det gamle telt på Bakken.

Cirkusrevyen

Teltet på Bakken, Dyrehavsbakken telt 85, 2930 Klampenborg

Spilleperiode: 8. maj-27. august 2023

Set den 11. maj 2023

Fotos: Henrik Petit

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://cirkusrevyen.dk/

Medvirkende: Bodil Jørgensen, Merete Mærkedahl, Niels Olsen, Niels Ellegaard og Mads Knarreborg samt ensemblet bestående af Jasmin Dahl, Vibeke Zederkopf, Helene Duch Kjær, Theresa Sivard, Lulu Safia og Mette Refshauge Kristiansen

Instruktør: Joy-Maria Frederiksen

Tekst og musik: Niels Olsen, Joakim Pedersen, Vase & Fuglsang, Carl-Erik Sørensen, Gordon Kennedy & Mads Knarreborg, Jacob Morild, Sejr Volmer-Sørensen, Otto Francker, Joy-Maria Frederiksen, Jacob Weble, Nanna Lüders Jensen, Weyse, Thomas Pakula, Ditte Hansen & René Vinther Antõnio Carlos Jobim og holdet

Kapelmester: Joakim Pedersen

Orkester: Claus Waidtløw, Lars Vissing Reimann, Jesper Thomsen og Fredrik Damsgaard

Koreograf: René Vinther

Scenograf: Benjamin la Cour

Kostumier: Rikke von Qualen

Varighed: Ca. 2 timer og 10 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

One thought on “Anmeldelse: Cirkusrevyen 2023, Teltet på Bakken (Cirkusrevyen)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *