Anmeldelse: Traum, Aarhus Teater (Holstebro Dansekompagni og Aarhus Teater)

Af Lea Hjort Thalund

Lyden af vand, der drypper. En lyd, som gradvist tager til i takt, mens lyset dæmpes og skuespiller Nanna Bøtcher sensuelt træder ind på scenen. Lyden af støn blander sig med lyden af vandet. Musikken tager til og et natligt, sensuelt maskebal tager form foran øjnene af mig. Skuespillerne Kjartan Hansen og Carla Eleonora Feigenberg indtager også sensuelt scenen, hvor fire dansere fra Holstebro Dansekompagni fuldender billedet af det løsslupne maskebal.

Som sidste led i Aarhus Teaters huskunster, Nathalie Mellbyes, ”Dirty Dekadence” trilogi står Traum. Dramatiker Bjørn Rasmussen har skrevet manuskriptet til forestillingen frit efter Arthur Schnitzlers ”Drømmenovelle” (Traumnovelle) fra 1926. I denne forenkling og forarbejdning af den originale novelle møder vi lægeparret Frida, spillet af Nanna Bøtcher, og Alfred spillet af Kjartan Hansen. Lægeparrets forhold har gennem årerne været fyldt med diverse former for seksuelle eskapader, både hjemme og ude, men noget ændrer sig den aften til maskeballet.

Efter en diskussion flygter Alfred ud i natten, i første omgang for at hjælpe Marianne, spillet af Carla Eleonora Feigenberg, da hendes far lige er død. Han forlader dog hurtigt hospitalet og Marianne, da hun begærligt kaster sig om halsen på ham. Som natten går, bliver han hvirvlet ind i større og større problemer, alle med en indirekte eller ligefrem direkte henvisning til sex, begær og magt. En undergrundssexkult, iført latex og masker, binder og pisker ham, for at sætte ham af hjemme med et grundspørgsmål om, hvad der er virkeligt.

Instruktør og scenograf Nathalie Mellbye har rammesat Traum i en gammel, fugtig kælder med pool, der giver mig associationer til romerske bade, og som publikum sidder du midt i det. Skuespillerne spiller således på en arena i midten af rummet med publikum, enten siddende langs poolens kanter eller en anelse hævet over midtens arenascene. Seks store spejle udgør to af enderne i poolen, mens rundbuer skaber ind og udgangene.

Det er et gennemtænkt greb af Nathalie Mellbye, da rummet ikke hæmmer ændringer i sted og samtidig beholder stemningen og følelsen af fugt, hemmeligheder og intensitet. Ind- og udgangene er smart placeret bag publikum, som konstant føler sig som en del af handlingerne uden mulighed for at undslippe. Højdeforskellen i scenen skaber en fin kontrast til det ellers bare scenegulv og hjælper samtidig med at understrege magtbalancerne og de magtskift, som forekommer løbende.

Med alt dette sagt mener jeg dog, at iscenesættelsen mangler noget finesse. Iscenesættelsen satte flere steder spørgsmålstegn ved virkelighedsopfattelsen, både i publikumsvirkelighed og karakterernes, men udført på en måde, hvor jeg mistænker, at der ikke har været en klar intention bag. Handlingen virkede flere steder for svag i forhold til den ramme, som iscenesættelsen satte op. Jeg manglede direkte noget substans i forestillingens kerne, hvor den flere steder virkede flyvsk og forestillingens narrativt var svær at følge. Lægeparrets forhold virkede på mig for ensidet og uden den dybde, som forestillingen snildt kunne bære. Det skal også siges, at Nanna Bøtcher mest slog igennem som sin birolle Nonnen og desværre ikke som sin hovedkarakter Frida. Carla Feigenberg formåede at glide ind og ud af sine mange roller problemfrit og fik vist en bred vifte af hendes egenskaber som skuespiller. Herunder en sang der blev leveret både sårbart og stærkt, indsat på et helt rigtigt tidspunkt i forestillingen.

Forestillingen er lavet i samarbejde med Holstebro Dansekompagni, hvor fire unge dansere lægger sidste hånd på det rum, som iscenesættelsen skaber. De er således alt fra anonyme festgæster, sygehuspersonale til medlemmer af sexkulten, som Alfred forsvinder ind i. Deres evner er mange og samspillet mellem hinanden og skuespillerne fungerer fantastisk. Det var svært at tage øjnene fra dem, mens de bevægede sig ind og ud mellem hinanden, publikum og tog alle rummets muligheder i brug. Til tider blev deres, ellers flotte, dansesekvenser for lange og var med til at trække tempoet og handlingen ud, men underbyggede samtidig rummets stemning.

Traum spiller som den sidste ”Dirty Dekadence”-forestilling på Aarhus Teaters studioscene. Se den for at få et anderledes blik, som til tider er tabubelagt, på seksualitet og begær, men også en undersøgelse af niveauet mellem drøm og virkelighed, kombineret med sublim dans i højt sensuelt tempo.

Holstebro Dansekompagni og Aarhus Teater

Aarhus Teater, Studio, Teatergaden, 8000 Århus C

Spilleperiode: 11. maj-8. juni 2023

Set den 11. maj 2023

Fotos: Rumle Skafte

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.aarhusteater.dk/det-sker/forestillinger/aktuelt/traum/

Medvirkende: Kjarten Hansen, Nanna Bøttcher og Carla Eleonora Feigenberg samt dansere fra Holstebro Dansekompagni

Dramatiker: Bjørn Rasmussen

Iscenesætter, scenograf og kostumedesgin: Nathalie Mellbye

Koregrafi: Marie Brolin-Tani og David Cornelius Price

Musik: SOLEN ER SEXET

Nykompositioner: O/RIOH, Kim Kim, peachlyfe, Lise Westzynthius

Varighed: Ca. 1 time og 35 minutter uden pause

Anbefales fra 16 år

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod