Anmeldelse: Damen med de blå tænder, Folketeatret

By: Jesper Brandrup
On: 2. oktober 2023

Af Jesper Brandrup

Man er ikke mange minutter inde i Damen med de blå tænder, før identitet bliver bragt i spil som tema. Torben Steno er blevet idømt samfundstjeneste for identitetstyveri, fordi han har udgivet sig for at være Jørgen Leth på en datingside på nettet, og en non-binær hjemmesygeplejerske, der identificerer sig som Børge fra Olsen Banden, er stærkt forarget over, at han ikke kan få lov at identificere sig, som han vil. Det er et rigtig godt eksempel på, at selvom ”Damen med de blå tænder” har omkring 20 år på bagen og derfor nok må siges at være en af de absolut mest slidstærke satiriske karakterer, vi finder på den danske scene, så er hun måske også på vej ind i lidt af en identitetskrise.

Ovenstående scene var i hvert fald efter denne anmelders mening én blandt mange, hvor Damen med de blå tænder ville for meget og for forskelligt til rigtigt at lykkes med noget.

Damen med de blå tænder finder sted under damens stort anlagte fødselsdag, hvor hun runder ”et skrapt hjørne”, og har besluttet sig for at fejre det med rigelige flasker Præstetanker, Torben Steno som serveringspersonale i fuld pingvin og 13 til bords.

Marianne Nilssons scenografi er som en af de få ting i stykket holdt stramt til damens Nørrebro-lejlighed på 200-og-nogen kvadratmeter med Louisiana-plakater på væggene og kulørte lamper på altanen. Scenografien er et velfungerende element, som kæmper en brav kamp for at trække fokus tilbage til hovedpersonen fra de desværre alt for mange humoristiske svinkeærinder om emner oppe i tiden, som ellers forstyrrer stykket.

Idet gæstelisten præsenteres, aner man melodien fra ”90 års fødselsdagen”, og som publikum følte jeg mig hensat i en tryg genkendelighed krydret med forventningen om at se Mette Horn drikke Torben Steno fuld. Det kom dog hurtigt til at stå klart, at der er tale om et stykke, der gerne vil spille på flere trommer, end den berømte TV-sketch med Miss Sophie og James.

Sophie-Marie Jeppesen og Christiane Bjørg Nielsen forstyrrer hurtigt de festlige forberedelser i rollerne som hhv. ovennævnte nonbinære hjemmesygeplejerske og underboen Liv i oprindelig folkedragt med dreadlocks og ukulele – og som andre roller, efterhånden som stykket skrider frem. Undervejs crooner Torben Steno sig igennem både velskrevne og velopsatte sange og diverterer lejlighedsvist med monologer fra livets efterår.

Det er et ambitiøst stykke, som gerne vil levere både satire, tragedie, eftertænksomhed, musik, sang og dans, men vægten af ambitionerne bliver simpelthen for tung. Det virker lidt som om, man har været bange for, at publikum skulle komme til at kede sig, og derfor har fyldt stykket med afbræk fra det, det egentlig burde handle om, navnlig at damen er på vej ind i sit livs efterår. De mange birolle-indslag kommer simpelthen til at punktere Mette Horns fremragende dame, så det aldrig rigtigt kommer frem, hvad der er karakterens indre konflikt.

Det er synd, for Torben Steno er en fremragende entertainer, og sangene er virkelig gode. Fra bageste række var indtrykket da også, at hans tanker om at komme op i årene ramte de største latterbrøl hos publikum – både hos unge og gamle. Sophie-Marie Jeppesen og Christiane Bjørg giver stykket masser af musikalitet, førstnævntes dansenummer mod slutningen af er en perle, ligeledes sidstnævntes ”I kan ikke slå os ihjel” på ukulele.

Problemet er bare, at damens indre identitetskrise, som kunne have været både interessant og morsomt behandlet, drukner i stykkets ydre identitetskrise, hvor det både skal være stramt kammerspil, musik- og danseteater, cirkusrevy og hhv. Torben Stenos og Mette Horns one man shows på én gang.

Særligt den noget bedagede revyhumor om de fraværende gæster, efterhånden som afbuddene tikker ind, virker trættende og til tider doven, hvor det føles som om, at timingen (endnu) ikke sidder helt i skabet. Det bliver comic relief oven på comic relief, og det klæder ikke stykket. Mette Horn er virkelig eminent morsom til at spille fuld, så det virker unødvendigt også at skulle have vittigheder med om at være stangkammerater med Lizette Risgaard. Hun er altså bedst, når hun taler til nogen.

I stedet for at spille hinanden bedre ender de mange enkeltindslag simpelthen med at overdøve hinanden, og det, der kunne have været en sjov og fin melodi om, at det er svært at blive gammel, ender i en gang larm. Det tyder på, at der skulle have være dræbt lidt flere darlings i Lotte Svendsens manuskript.

Men Mette Horn er heldigvis stadig sjov, så mon ikke hun tager 20 år mere? Og en snarlig revanche?

Folketeatret (på turné og ”hjemme” i Nørregade)

Spilleperiode: 18. oktober-16. december 2023 på Folketeatret i Nørregade

Også på turné i hele landet i perioden 28. september-4. december 2023

Set den 26. september 2023 (pressevisning)

Fotos: Gudmund Thai

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.folketeatret.dk/shows/damen-med-de-blaa-taender/

Medvirkende: Mette Horn, Torben Steno, Christina Bjørg Nielsen, Sophie-Marie Jeppesen

Manuskript: Lotte Svendsen

Instruktion: Christoffer Berdal

Scenografi: Marianne Nilsson