Anmeldelse: De hovedløse, Teater Republique (Mungo Park)

Af Emma Brink Laursen

Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, De Gule Veste, søndag. Lørdag efter lørdag i mere end et år er De Gule Veste gået på gaderne i Paris. Først protesterede de imod stigende brændstofpriser. Efterhånden har protestbevægelsen vokset sig bredere – til at være en mere generel kamp imod ulighed og imod Macron og elitens venden det blinde øje til almindelige borgeres problemer med at få pengene til at slå til.

Politikerne kalder Vestene for hovedløse, mens Vestene laver graffiti af de selvsamme politikere i guillotiner. Så hvem er de hovedløse? Er der tale om en revolution, en ny tid for familien, Frankrig og Europa? Eller er der blot tale om en flok hovedløse, voldelige demonstranter, hvis vrede snart vil dø hen? Mungo Park rejser disse spørgsmål gennem en humoristisk familieskildring af en far og tre søskende og deres involvering i den stadig aktuelle opstand.

Mungo Parks teaterdirektør Anna Malzer har sammen med det kunstneriske hold ad flere omgange besøgt Frankrig under demonstrationerne, og de har fulgt De Gule Veste på tæt hold, i gaderne og i deres hjem. Det er møderne med disse mennesker, som forestillingen baserer sig på.

Vi følger den 65-årige alenefar Bernard (Henrik Prip) og hans tre børn, politibetjenten Phillip (Jonas Munck Hansen), Burger King-medarbejderen Marcel (Kasper Dalsgaard), og datteren Manon (Malin Rømer Brolin-Tani) der, mod sin vilje, bliver en af de første til at sætte et ansigt på de anonyme neongule veste, og som pludseligt ender som kandidat til EU-parlamentet.  

De hovedløse tager dog sin begyndelse et helt andet sted end i nutidens Paris.Forestillingen opererer med en rammefortælling, hvori Marie-Antoinette, den sidste dronning af Frankrig før Den Franske Revolution, får opført fremtidsfortællingen om Frankrigs Gule Veste som et skuespil på sit hof – et skuespil i et skuespil, som vi kender det fra blandt andre Shakespeare. En historisk optakt, der, for mig, i begyndelsen fremstod som en overflødig og lidt tynd pendant med dens barokkostumer og fald-på-halen-komik til den realistiske, barske nutidsfortælling. Ved forestillingens ende mødtes de to fortællinger dog på meningsfuld vis og viste magtens arrogance, og hvordan folkets kamp mod eliten er en gammel og eviggyldig sang. Skuespillet når sin ende, og ”skuespillerne” bukker for Marie-Antoinette med blodige ansigter og blå mærker. Marie-Antoinette bryder ud i latter og kalder skuespillet for en komedie. Et folk kan jo aldrig nogensinde sætte en konge af! Hvorfor prøve så hårdt? Det er grinagtigt, mener hun! Men så var der jo bare lige dét, at Marie-Antoinette selv endte med at blive dræbt. Halshugget. Af folket!

Det er dog nutidens ”hovedløse”, der får lov til at fylde mest i forestillingen. Vi befinder os i en forstad til Paris, på en tankstation, på Burger King, i en garage, hvor Bernard bor og træner sin yngste søn i boksning. Det er en rå og grå betontilværelse, hvad fotografier og videoer på scenens bagvæg er med til at illustrere. Det er fotografier af franske ghettoer og en tankstation i en parisisk forstad, videoer fra de virkelige gadekampe, hvor tåregas kun lader glimt af slag og spark og politi i kampuniformer afsløre. Marie-Antoinettes fine chaiselong står stadig midt på scenen, som en påmindelse om det klasseskel, der er hele opstandens omdrejningspunkt.

Forestillingen tager ikke noget entydigt parti, selvom perspektivet i høj grad er oprørernes. Skildringen af den yngste søn, Marcel, skaber medfølelse ved at vise en kærlig og charmerende søn og bror, men sætter samtidig også spørgsmålstegn ved, hvad, der er hans motivation. Han er temperamentsfuld, voldelig og keder sig i forstaden – tager han til Paris for at kæmpe en politisk kamp eller i mangel på andet at foretage sig?

Skuespillerensemblet står stærkt og leverer helstøbte karakterer, som, med deres vidt forskellige energier, fungerer vellykket i samspil. Særligt vil jeg fremhæve Henrik Prip og hans rørende, yderst troværdige, fremstilling af en far, der inderligt ønsker at bidrage til folkets kamp i Paris, men som i stedet må kæmpe mod angstneuroser i forstaden.

Skarpt, tempofyldt, grundigt, følsomt, humoristisk, vedkommende – det er Mungo Parks De hovedløse! Forestillingen giver plads til sjældne stemmer og reducerer ikke opstanden til en kamp mellem de magtfulde og de magtløse. Forestillingen gør en anonym masse, De Gule Veste, til karakterer med individuelle motivationer, og det er det, der gør forestillingen så stærk. 

Mungo Park

Teater Republique, Østerfælled Torv 37, 2100 København Ø

Spilleperiode: 7.–18. februar på Teater Republique

Herudover udvalgte dage i april/maj på Mungo Park

Set den 7. februar 2020

Fotos: Jon Kort

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

DE HOVEDLØSE

Medvirkende: Malin Rømer Brolin-Tani, Jonas Munck Hansen, Kasper Dalsgaard, Henrik Prip

Instruktion: Johan Sarauw, Anna Malzer

Dramatiker: Nanna Tüchsen

Scenograf: Frederikke Dalum

Lysdesign: Mikkel Givskov

Lyddesign: Nanna Schleimann

Speak: Sara Fanta Traore

Varighed: Ca. 1 t. og 30 min. uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod