Anmeldelse: Den danske borgerkrig 2018-24, Nørrebro Teater
Af Rose Ansager Himmelstrup Hansen
Dræb ham, dræb ham, dræb ham. På Dronning Louises bro er barrikaderne sat; der er udbrudt borgerkrig. Demokratiet bryder sammen og hele verden vendes på hovedet. Nørrebro Teater sætter ordene fra Kasper Colling Nielsens fremtidsroman op på scenen, og det skaber et Nørrebro, som det kan se ud om ganske få år.
På scenen, der afspejler Dronning Louises bro, sidder ni mennesker. De er alle klædt i rødt joggingtøj, og de er klar til kamp. Der er udbrudt borgerkrig, og de kæmper mod et faldende system. Men det er ikke kun samfundets kamp, der portrætteres. Også det enkelte menneskes kamp for kærlighed, for accept og for at finde sig selv sættes på spidsen.
Endnu et lag tilføjes i forestillingen for, hvordan ser verden ud 450 år efter krigens højdepunkt? Der pendles mellem 2018 og det 2500-århundrede, for under krigen flygtede de, der havde råd og skabte en helt anden verden.
Det er tæt på en umulig opgave at sætte en bog op som teater, hvor det er vellykket. Jeg har ikke læst bogen, og jeg kan ikke derfor ikke udtale mig om relationen mellem værk og forestilling, men det er tydeligt, at forestillingen rummer en historie, der bliver afrundet på en meget fornuftig måde.
Havde jeg set denne forestilling, da jeg gik i gymnasiet, havde jeg været blæst væk af begejstring og derfor vil jeg varmt anbefale den til alle kampklare unge mennesker, der synes politik og samfund er spændende. Dem, der er fascineret af demonstrationer og kamp for en anden verden.
Der er techno, der er filosofi, humor, alvor og talende hunde. Forestillingen har det hele – men lad dig ikke narre af de talende hunde, som i starten virker en smule skøre. For i virkeligheden er de måske mere geniale, mere menneskelige end menneskene selv. Så tag dine klassekammerater med under armen, køb en billig gruppebillet og snyd ikke jer selv for en forestilling, der taler til ungdommen på alle mulige måder.
I vil grine, I vil tænke, og I vil opleve en verden, der både er fjern fra virkeligheden og meget meget tæt på. Her er noget på spil og kultur, der virkelig taler til unge.
Nørrebro Teater, Ravnsborggade 3, 2200 København N
Spilleperiode: 10. september 2016-22. oktober 2016
Set den: 10. september 2016
Fotos: Ulrik Jantzen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://nbt.dk/forestillinger/den-danske-borgerkrig-2018-24/
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod