Anmeldelse: Den gerrige, Folketeatret
Af Christian Skovgaard Hansen
Folketeatret sender nu Molières samfundsrevsende komedie Den gerrige ud på landevejene mod spillesteder i hele landet. Betydningen af ”den gerrige” er en person, der er grådig, begærlig, nærig og nøjeregnende.
Sådan en person er forestillingens hovedperson Harpagon. Han er en stor gnier, og han elsker sine penge højere end sine børn, sønnen Cléante og datteren Elise. Penge er hans store hovedfokus, og han dækker hektisk over, at han faktisk har en stor kiste med penge kravet ned i haven. En kiste, som både forsvinder, men også på ”forunderlig” vis finder tilbage til Harpagon.
Cléante er forelsket i Mariane – men hende har Harpagon udset til sig selv. Da Cléante ikke ligefrem vader i penge, men han stadig har behov for penge for at kunne opretholde en vis standard for at kunne tiltrække Mariane, har han med vekslende held kontakt til en pengeudlåner. Harpagons datter, Elise, elsker den unge Valére, som ikke fremstår særligt formuende, men alligevel har lidt på kistebunden… Han holder sin formue hemmelig, mens han – for at være nær Elise – er blevet anset hos Harpagon. Men Harpagon har arrangeret det anderledes. Ifølge ham Elise skal – uden medgift – afsættes til en velstående, gammel mand, og Cléante er lovet bort til en rig enke.
Cléante og Elise allierer sig med deres fars tjenestefolk og giftekniven Frosine for at kærligheden kan ske fyldest, og at den ægte kærlighed vinder over deres fars arrangerede ægteskaber. Det viser sig også, at ikke alle måske helt er dem, som de udgiver sig for. Forviklingerne kan begynde! Desorienteret? Det løser sig – og alle enderne bliver viklet ud til slut. Spørgsmålet er så, hvem der ønsker hvad – og hvem der får det!
Kristian Holm Joensen spiller hovedrollen som Harpagon. Han er her en ynkelig, lille mand, som passer godt til personen. Han er mest af alt komisk og selvoptaget, men man kan i få øjeblikke få en anelse sympati for hans figur – lige indtil han ødelægger det og atter bliver grådig og sætter sine egne interesser først.
Kristian Boland er vidunderlig som både tjener hos Harpagon, men ikke mindst som den fiktive kommissær, som skal opklare, hvem der har snuppet Harpagnons pengekasse. Jacob Weble har det rette svirp som kokken Mester Jacques, der drømmer om at folk at lave rigtig mad, og om at der skabes ro og orden i huset, selvom han måske ikke er alt for kvik som mægler. Mads Reuther får fint fat i rollen som sønnen Cléante, og han spidder farens gerrighed og til tider dobbeltmoral.
Mette Horn har som giftekniven Frosine den mest interessante kvinderolle, der formår at give modspil til Harpagnon og samtidig på fornemmeste og snedig vis formår at tøjle ham – om end hun også må se langt efter sin belønning. Mathilde Arcel Fock som Elise og Sofia Mileva Cukic som Mariane står svagest i denne forestilling. Der er egentlig ikke noget at sætte på deres skuespil, men det skyldes formentlig mest af alt, at deres roller måske ikke er de mest interessante i fortællingen.
Forestillingen spilles i Jesper Kjær lettere opdaterede og mundrette oversættelse, hvor replikkerne har både munterhed og bid. I første akt skal vi både præsenteres for persongalleriet, og baggrunden(e) for forviklingerne skal på plads. Første akt føles denne aften en anelse lang, og det virker ikke helt til, at forestillingen er kommet op i omdrejninger – uagtet at Mads Reuther var kommet til skade og derfor spillede med krykke. Man kan håbe, at der kommer lidt mere naturligt tempo på, når forestillingen har spillet sig varm. Det vil klæde både forestillingen og Jesper Kjærs oversættelse, hvor hastigheden og timingen ikke er helt uvæsentligt.
Lige så farverige, vellykkede og tidstypiske – dog med et twist – Marianne Nilssons kostumer er, lige så skrabet er hendes scenografi. Jeg er klar over, at den er skabt til turnébrug, så den ikke kan være alt for omfangsrig, men man kunne ønske sig, at der var gjort bare lidt mere ud fa dem. De fremstår mest af alt af en omgang lilla splat, og den er ensartet gennem hele forestillingen uanset, hvor vi er i handlingen.
Selvom komedien er skrevet i 1668, så den har godt 350 år på bagen, er den stadig aktuel. Nærigheden og ønsket om flere penge sættes på spidsen, og kan kærligheden vinde over pengene? Jo mere vi har, jo mere frygter vi at miste. I denne version instrueret og bearbejdet af Geir Sveaass mærker vi dog aldrig rigtigt de samfundsmæssige kommentarer, da komikken og latteren i stedet har overtaget. Forestillingen bliver derfor en smule tandløs. Det ville have klædt forestillingen, at man også havde betonet de samfundsrevsende elementer mere.
Folketeatrets Den gerrige er dog stadig en velspillet og ganske morsom forestilling. Turnéens primære publikum er formentlig det lidt ældre publikum. Men et yngre publikum kan også få en sjov aften med et veloplagt og farverigt skuespillerhold, hvis man accepterer, at det er morsomhederne, der er i højsædet.
På turné rundt i landet
Folketeatret
Spilleperiode: 24. september-12. november 2020 (turné – se spillesteder på https://www.folketeatret.dk/shows/den-gerrige/)
Set den 22. september 2020 (pressepremiere)
Fotos: Gudmund Thai
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.folketeatret.dk/shows/den-gerrige/
Medvirkende: Kristian Holm Joensen, Mads Reuther, Mette Horn, Troels Malling, Kristian Boland, Alexander Mayah Larsen, Jacob Weble, Mathilde Arcel Fock og Sofia Mileva Cukic
Dramatiker: Molière
Oversættelse: Jesper Kjær
Instruktion og bearbejdelse: Geir Sveaass
Scenografi: Marianne Nilsson
Staging: Jeanette Binderup-Schultz
Varighed: Ca. 2 timer og 20 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod