Anmeldelse: Den lille havfrue, Det Kongelige Teater

Af Julie Vad B. Madsen

”Græder du, når jeg går bort og bliver til ingenting?” Sådan spørger Det Kongelige Teater, når de tager os med til havets dybsorte bund, hvor de leverer deres take på H.C. Andersens Den lille havfrue. Det er en forestilling om ikke at passe ind, om længsel, om at gå med sit hjerte uanset konsekvenserne og ikke mindst om valg og offervilje.

Den lille havfrue skildre havfruen Solea, som med længsel venter på sin 15 års fødselsdag, hvor det er hendes tur, til at tage havfruernes dannelsesrejse til havoverfladen og observere menneskenes verden. Da hun når havoverfladen og et voldsomt uvejr bryder ud, gør hun dog mere end bare at observere. Hun redder en ung prins’ liv, og taber i samme omgang sit hjerte til ham. Hun forelsker sig så dybt og fatalt i ham, at hun laver en aftale med havheksen om at blive en del af hans verden. Hun bytter sin stemme for ben vel vidende, at det vil være som at gå på glas, og at hun vil blive til skum på havet, hvis han gifter sig med en anden end hende.

Instruktør Anastasia Holst Nørlund har sammen med musikproducer og sangskriver Markus Artved og scenograf Julian Toldam Juhlin gendigtet H.C. Andersens klassiske eventyr til en musikforestilling. Musikken består af sange og en næsten konstant baggrundslyd. Sangene er gode, og underbygger forestillingen flot, men de flytter ikke handlingen, som vi ser i musicals. De leveres med flotte sangstemmer og er meget stemningsskabende omend lidt ens i deres lyd. Sangteksten underbygger smukt, den situation, som karakteren står i. Baggrundsmusikken fungerer ligesom på spillefilm, hvor den hele tiden ligger der for at skabe stemningen. Tanken er god, men det bliver flere steder for markant og specielt. Musikken forsøger næsten alene og for meget at skabe en stemning, fremfor at gøre det i samspil med skuespillernes præstationer.

Nørlund har omskrevet det gamle eventyr, så det bliver med moderne dialog frem for den originale og dermed uden for mange H.C. Andersen referencer. Forestillingen virker til at sigte mod det unge publikum, hvilket måske også ses i dialogen, hvor der blandes moderne engelske citater ind. Dette valg synes jeg dog ikke fungerer, for hver gang det engelske blandes ind efterlades man som publikum med at blive skubbet ud af forestillingen og tænke, hvorfor nu det, var der noget særligt ved lige netop disse ord, før man igen kan drages ind fortællingen.

Nørlunds underjordiske, blågrønne univers har skabt nogle meget interessante havfruer, der ”skriger” som var de delfiner, og hvæser, når de er sure. Der er dermed tillagt dem et dyreelement, som er med til at gøre dem anderledes fra menneskene. Samtidig lever de i en verden fri for mænd. Den eneste krælighed den lille havfrue kender er derfor den til sine søstre og bedstemor, men der er ingen passion. Nørlund skaber derfor en naiv, ung havfrue, som bliver et nemt offer for havheksen, som har oplevet passion, svigt og jaloux, og som derfor let får den lille havfrue til at sælge sin stemme.

Scenograf Julian Toldam Juhlin er med til at opbygge eventyrverdenen med en meget enkel scenografi. Når vi befinder os på havets bund, er der intet andet end en sort, halvmørk scenen, med to lyskilder, som giver mindelser om sollys gennem vand og røg. Og det er modigt, for scenen i Skuespilhuset er stor for skuespillerne at fylde ud. Der føles derfor til tider halvtomt når vi er på havets bund, hvilket jo matcher fortællingen meget fint. Skuespillerne i deres smukke havfruekostumer i blåt og grønt, og med finner på ryggen, også af Julian Toldam Juhlin, bevæger sig hele tiden med flydende armbevægelser, og vuggende hofter for at simulerer, at de er i vand. Det bliver også endnu mere underbygget af, at scenen kan kører op og ned i tre lag, så havfruerne kan svømme op og ned. Havelementet i forestillingen er dermed lykkedes virkelig godt, på trods af en halvtom scene. 

Juhlin har skabt menneskeverdenen, som en stor kontrast til den næsten sorte havbund, da alt er i hvidt. Hvid tivolikulisse, hvide kostumer, hvid baggrund, som var det et papirklip fra H. C. Andersen. Det bliver dermed en verden set gennem den lille havfrues øjne. I sin blændede forelskelse ser hun kun kontrasten til det mørke hun selv kommer fra.

Scenografien er meget ensformig og stationær både i første og anden akt. I første akt giver det mere mening, da vi er på havets bund, men i anden akt kunne man have ønsket sig lidt mere dynamik. Det forsøges i det små, med en luftgynge der kommer ned fra loftet, og gulvet der kan sænke sig, så havet bringes tættere på. Men tivolibaggrunden er den eneste vi har, uden at det bliver forklaret, hvorfor det netop kun er i et tivoli, prinsen og den lille havfrue mødes.

Stephanie Nguyen gør det godt som den lille havfrue, både når hun er en mæglende havfrue og et stumt menneske. Hun giver hende naiviteten og hovedkuldsheden som kendertegner en forelsket teenager, og samtidig får vi frustrationen i menneskeverdenen, når det hele ikke går lige så let, som hun havde troet.

Lasse Steen som prins Edvard er et scoop. Han har en drenget energi, hvor han farer rundt og taler hele tiden, og det virker ikke bare som om, at han gør det for at veje op for den stumme havfrue. I stedet skaber han en livsglad, energisk prins. Lasse Steen giver prinsen charme og uskyld, og man kommer til at holde af ham. Han sætter en energi i anden akt, som er en stor kontrast til en meget afdæmpet første akt.

Havheksen er virkelig godt lavet, og Rosalinde Mynster gør det fænomenalt. Hendes introduktion er alt man kunne bede om. Hun hænger fra loftet i et overdådig kostume, og ser ud til at være fem gange så stor som den lille havfrue. Hun tillægger havheksen en kulde og beregnethed, samtidig med, at det lykkedes at få givet hende en baggrundshistorie, som Mynster smukt udnytter.

Det Kongelige Teater skriver selv, at forestillingen er egnet fra 13 år og op, og det er en opfordring, der skal lyttes til. Der er ikke noget Disney-eventyr over forestillingen, den er dyster og barsk, helt i tråd med de emner den gerne vil tage op. Vi bliver stillet spørgsmål om, hvad grundene er til at slå ihjel, når den lille havfrue og hendes bedstemor drøfter det, havheksen gjorde. Gøres det af kærlighed eller af jalousi? og det bliver endnu mere interessant når den lille havfrue står i en lignende situation. For hvad gør hun? Vi ser døde mennesker i havet, som er alt det, havfruerne kender til menneskene. ”Vores hjem er deres grav”. Der er sexuelle undertoner, og spørgsmål om, hvor langt man vil gå, for at få det, man gerne vil have, og hvad man gør, når man ikke får det.

Slutningen går ikke stærkt igennem. Min ledsager og jeg oplevede den forskelligt, hvilket er ærgerligt, når det skal være det store klimaks, som skal give os en afslutning. Det kan selvfølgelig være meningen, at det ikke skal være entydigt, om hun gør det ene eller andet, men jeg tror det ikke.

Den lille havfrue er en forestilling med solide skuespilpræstationer, flotte kostumer og er et godt take på H. C. Andersens klassiske fortælling. Forestillingen er speciel i sine valg med dialog, musik og sin måde at fortælle historien på, og det kan man være til eller ej, men valgene får aldrig forestillingen helt derind, hvor den rører os. Nørlunds gendigtning vil vise os, hvad der ligger i menneskers/havfruers inderste, herunder at ethvert valg har konsekvenser, og at græsset ikke nødvendigvis er grønnere på den anden side. Det kommer bare aldrig rigtig under huden på os. Der er dog ingen tvivl om, at det er en god og solid forestilling, der underholder. Den er drevet af dygtige skuespillere og flotte kostumer.

Det kongelige teater, Skuespilhuset, Store Scene, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K

Spilleperiode: 25. april-8. juni 2024

Set den 25. april 2024

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20232024/skuespil/den-lille-havfrue

Medvirkende: Stephanie Nguyen, Lasse Steen, Rosalinde Mynster, Camilla Lau, Charlotte Fich, Özlem Saglanmak, Jela Natius Abildgaard, Bolette Nørregaard Bang, Markus Artved, Felix Havstad Ziska, Cornelia Nilsson og Matthias Petri

Forfatter: H.C. Andersen

Iscenesættelse og dramatisering: Anastasia Holst Nørlund

Scenografi og kostumedesign: Julian Juhlin

Komponist: Markus Artved

Koreografi: Stephanie Thomasen

Lyddesign: Jonas Vest

Lysdesign: Súni Joensen

Sangtekster: Anastasia Holst Nørlund

Sangtekster: Markus Artved

Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod