Anmeldelse: 3 akkorder & sandheden, Café Liva
Af Christian Skovgaard Hansen
To, måske tre modne mennesker møder hinanden igen, og de leder efter sandheden. Men hvad er sandheden? Og hvad er sandheden imellem de dem? Countrymusikken er efter sigende skabt af tre akkorder (som også symboliserer tro, håb og kærlighed) OG sandheden. Så hvorfor ikke lede der? Med udgangspunkt i countrymusikken forsøger de tre derfor at finde en mening med hele. Dét er udgangspunktet i cabareten 3 akkorder & sandheden på Café Liva.
Han (Jesper Lohmann) og hun (Mette Marckmann) mødes i en drøm. De har en indre uro, og de kan ikke sove, så de tager en gåtur igennem natten, alt imens de to kigger tilbage i tiden. De to dissekerer både det liv, der er levet, og tidens tilhørende kærlighed – og herunder ikke mindst også kærlighedens bagsider! Usikkerhed, jalousi og uopfyldte drømme er (stadig) en del af kærligheden. Og mon de kan finde kærligheden igen?
Til at supplere de to har Jan Rørdam fint stået for de musikalske arrangementer og lydcollager, og meget passende for gåturen lægger han ud med Willie Nelsons ”On the road again”.
Nogen vil nok kalde countrymusikken sentimental og banal og måske en smule kitsch. Det kan sagtens være, men teksterne rummer alligevel meget mere, hvis man lytter ordentligt efter. Hvis man lytter til teksterne, er der (oftest) et dybere indhold. Dét formår forestillingen at indfange, så de valgte countrysange passer godt til den evig fortælling om kærlighedens kvaler.
Holdet med hjælp fra Jacob Morild har stået for manuskriptet. Valget af sange fejler ikke noget, men de talte mellemspil, hvor kærligheden dissekeres, bliver nogle steder, er ikke alle steder helt elegant leveret, og historien føles lidt for kantet, så vi ikke helt tror på hverken kærlighedens for- eller bagsider. Det opvejes dog noget af glæden i sangene, som leveres med musikalitet og ærlighed.
Mette Marckmann og Jesper Lohmanns stemmer passer godt til countrymusikkens lette råhed og ruhed. Særligt Lohmann får dog maksimalt ud af sine numre, og han udstråler et fantastisk nærvær og en kærlig ømhed. Bedst er de to dog i deres fællesnumre, hvor de supplerer hinanden fint. Der skal nok to til en tango, men det skal der heldigvis også til ” Tennesse Waltz”, når han og hun mødes igen. Marckmann og Lohmann både synger og danser sangens roller til perfektion. Lige indtil, at vi er ”On the road again”….
Kærligheden kan være svær, og den ender måske ikke altid godt, men gør man intet ved den, så sker der slet ingenting. Selvom 3 akkorder & sandheden måske ikke er helt helstøbt, så giver den os en fornyet tro på både troen, håbet og kærligheden – og måske endda også en tro på sandheden. Og så giver den os (k)ærlig påmindelse om, at countrymusikken også har noget på hjerte.
Café Liva, Liva II, Nyhavn 26, 1051 København K
Spilleperiode: 25. april-1. juni 2024
Set den 26. april 2024
Fotos: Brita Fogsgaard
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.cafeliva.dk/aktuel-forestilling
Medvirkende: Mette Marckmann, Jesper Lohmann og Jan Rørdam
Musik og tekst: Willie Nelson, Alan Block, Don Hecht, Hank Williams, Jesper Lohmann, Dolly Parton, Mel Tillis, Redd Stewart, Pee Wee King, Johnny Cash m.fl.
Manuskript: Mette Marckmann, Jesper Lohmann og Jacob Morild
Musikalske arrangementer og lydcollager: Jan Rørdam
Øjne udefra: Jacob Morild
Lysdesign: Kenneth Kreutzfeldt
Lyddesign: Jesper Frendø
Varighed: Ca. 1 time og 35 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod