Anmeldelse: Peter Pan – Forever Young, Aarhus Teater

Anmeldelse: Peter Pan – Forever Young, Aarhus Teater

Af Lea Hjort Thalund

Man siger, at to modstridende kræfter skaber dramatisk konflikt og det må man sige, at der med Peter Pan – Forever Young er i den sidste i rækken af ”Twisted Fairytales” på Aarhus Teater. Huskunsterduoen, instruktør Sigrid Johannesen og scenograf Laura Løwe, har skabt deres sidste forestilling på Aarhus Teater i denne sæson og den går ikke stille for sig.

Som tillægstitlen til Peter Pan afslører, så er fortællingen ikke længere bare en hyggelig historie om en flok drenge på en magisk ø. Peter Pan er ikke længere en dreng, der forbliver i barndommen, men en voksen mand, som nægter at blive voksen. Johannes Lilleøres tekst griber således om de problemer, som Peter Pan-komplekset rummer, både for manden, samfundet, men også de partnere som bliver fanget i det. ”Der er intet bedre end en mand”, som Wendy får sagt.

Teksten og iscenesættelsen får pointerne godt igennem og formår at rumme både Peter Pans og Wendys syn på det. Desværre hænger forestillingen sig flere steder i de samme pointer i for lang tid. Den kunne med fordel være skåret mere ind til benet flere steder, uden at det ville gå udover forestillingens pointer.

På scenen ses Simon Mathew i rollen som Peter Pan, som leverer en overbevisende præstation. Han er lige dele charmerende i hans uvidenhed, men samtidig manipulerende og benægtende overfor den virkelighed og ansvar han bliver præsenteret for. Rollen som Wendy bliver spillet af Carla Eleonora Feigenberg, som også leverer en fremragende præstation. Hendes nærvær og komiske timing står særdeles skarpt og skaber en glimrende kontrast til den konstante undertone af alvor. Yderligere er der fire drengeroller, som deles af otte forskellige børneskuespillere.

Scenograf Laura Løwes fysiske ramme for forestillingen er skabt som en karikeret idyllisk strand. Todimensionelle bølger bryder bagscenen, som bliver overtaget af sand og større sten spredt udover sandet. I den ene side er et par palmer med to strandstole og et lille strandhus til opbevaring i den anden. Scenografien er skabt som en karikatur af virkelighedens strand. Den er skabt i den udgave af virkeligheden, som Peter Pan befinder sig i, men ligesom hans virkelighed er den ikke holdbar i længden. Scenografien understøtter således den forvrængede virkelighedside, som Peter Pan lever i.

Som tidligere nævnt berører forestillingen nogle af de problematikker, som en familie kan stå overfor, dog sat en del på spidsen. Wendy har tanker om, om hun ville være en god mor. Peter Pan vil gerne holde fast i barn- og ungdommen, men hans ønske efterlader Wendy alene med al ansvaret og uden at møde hendes behov for nærvær og intimitet. Idet Wendy forsøger at nå Peter Pan på hans niveau, ved at være mere fjollet i sin tilgang, så skubber han hende væk, da hun ikke længere opfører sig som den mor, han ønsker hun skal være.

Konflikterne er dramatiske, og temaerne er mange i sidste udgave af ”Twisted Fairytales”. Den rummer større såvel som små problematikker i parforholdets familieliv. Den giver tid til eftertanke om de forskellige behov, der opstår i et parforhold, men flere steder bliver der givet for meget tid. Forestillingen kunne med fordel være skåret til flere steder.

Se Peter Pan – Forever Young for at få et sjovt twist på de forskelligartede behov, men også for at opleve to stærke skuespillerpræstation.

Aarhus Teater, Studio, Teatergaden, 8000 Aarhus C

Spilleperiode: 24. april-31. maj 2024

Set den 25. april 2024

Fotos: Rumle Skafte

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.aarhusteater.dk/det-sker/forestillinger/aktuelt/peter-pan-forever-young/

Medvirkende: Simon Mathew og Carla Eleonora Feigenberg samt 8 børneskuespillere (4 stk. på skift)

Dramatiker: Johannes Lilleøre

Iscenesætter: Sigrid Johannesen

Scenograf: Laura Løwe

Varighed: Ca. 1 time og 30 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *