Anmeldelse: Don Juans Inferno, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

De fleste kender historien om den skruppelløse kvindeforfører Don Juan og ved, at han til slut ender i Helvede. Men hvad der sker der mon efter, at han ender der? Det sætter komponist og instruktør Simon Steen-Andersen fokus på i forestillingen Don Juans Inferno.

Don Juan er nu i underverden, hvor han mødes af den utilregnelige og humørssyge operadjævel Polystophéles, der er sammensat af en række forskellige djævlefigurer fra tidens operaer, og han fører sig frem som enehersker. Polystophéles tilbyder at give Don Juan en rundtur i underverdenen. Her i underverdenen møder de alskens grusomme, fordømte og forliste skurkefigurer fra de sidste 400 års operahistorie. Samtidig kan Don Juan ikke helt glemme sine gamle vaner, så han går også her i underverdenen på jagt efter nye erobringer. Don Juan opdager, at han ikke er den eneste, der besøger underverdenen, men at andre operakarakterer, der også har haft deres kvaler med kærligheden, også er at finde i underverdenen.

Simon Steen-Andersen har ikke skrev skrevet musikken til forestillingen. Til gengæld har han ladet den allerede komponerede musik følge de skurke, som vi møder. Det vil sige, at han har sammensat de allerede komponerede uddrag til et nyt samlet hele.

Som en del af konceptet og iscenesættelsen bruger Steen-Andersen hele Det Kongelige Teater og alle dens kringelkroge og dens indre og nedre, som man ikke som publikum er vant til at se. Om han selv har stået for hele scenografien, kan man kun gisne om, da der ikke er krediteret nogen scenograf, og Hannah Deutschle er krediteret som ”Assisterende scenograf”. Forestillingen havde premiere i Strasbourg i efteråret 2023, og han har gudskelov ikke valgt at genbruge videoerne fra dengang. Han har i stedet gjort forestilling stedspecifik, så den passer til det teater, hvor den nu spiller, og som publikum kender og kan relatere sig til. Respekt for det.

Konceptet er en hybrid imellem film med sangere på det store lærred, sangere og musikere, sidstnævnte fra den belgiske musikgruppe Ictus, på scenen og Det Kongelige Kapel under ledelse af dirigent Bassem Samir Akiki i orkestergraven. Både sangere og musikere formår gnidningsfrit at gå fra det ene operauddrag til det andet. Samtidig er der en fin musikalsk balance, når Ictus leverer en mere moderne og eksperimenterende modvægt til den klassiske musik.

Idéen er grundlæggende god og ganske opfindsom. Den gør, at vi kan få lov at udforske nye steder og sider af operagenren, og vi kan udfordres, når film og scene går i ét. Desværre er det også et af forestillingens minusser, da filmdelen benyttes lidt vel meget, således vi aldrig rigtig kommer ind under huden på den mange operaskurke, som ikke får helt nok sangtid. Samtidig kommer sangkonkurrenceelementet – som minder om X-Factor – til at fylde lidt for meget.

Som nævnt består operaskurkene af skurke fra operaens sidste 400 år, og vi møder i alt i omegnen af 30 skurke, og operadjævlen Polystophéles er også en sammensat figur. Det er spændende at opleve de mange skurke, som operaerne indeholder, men det er samtidig med at holde tungen lige i munden, og det kan være svært at følge med, hvis man ikke lige kender alle skurkene og deres ”almindelige” roller. Det bliver derfor aldrig rigtig en hel helstøbt forestilling og fortælling om, hvordan der nu egentlig er dernede i infernoet. For et almindelige operapublikum bliver den ganske enkelt for kompleks og indforstået. Desværre!

Cody Quattlebaum synger (blandt andet) rollen som Don Juan, og han er både skøn og skræmt, og han har en god voluminøs stemme. Damien Pass’ Polystofeles er tilpas gal og djævelsk, og også han gør en god vokal figur. Resten af holdet, Fanny Soyer, Siphokazi Molteno, Basbary-ton,Fredrik Bjellsäter og Geoffroy Buffière, synger også godt, og hele holdet er omstillingsparate, så de formår at klare Steen-Andersens spring fra opera til opera.

Don Juans Inferno er en ikke uinteressant forestilling med en række spændende koncepter bag. Men den bliver aldrig rigtig helstøbt og nærværende for sit publikum, som flere steder efterlades noget på bagperronen, og i det hele bliver den med en varighed på næsten to timer uden pause også ganske lang i spyttet.

Det Kongelige Teater, Opéra national du Rhin og Festival Musica Strasbourg

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 20. april-9. maj 2024

Set den 27. april 2024

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20232024/opera/don-juans-inferno?section=top

Medvirkende: Fanny Soyer, Siphokazi Molteno, Cody Quattlebaum, Damien Pass, Basbaryton,Fredrik Bjellsäter og Geoffroy Buffière samt herrerne fra Det Kongelige Operakor

Musik: Det Kongelige Kapel og Ictus

Koncept, re-komposition og iscenesættelse: Simon Steen-Andersen

Dirigent: Bassem Samir Akiki

Kostumedesigner: Thibaut Welchlin

Assisterende instruktør: Johanne Holten

Assisterende scenograf: Hannah Deutschle

Assisterende lyddesigner: Romain Muller

Varighed: Ca. 1 time og 50 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod