Anmeldelse: Chicago, Aarhus Teater
Af Lea Hjort Thalund
Glødepærer fra gulv til loft og væg til væg lyser scenerummet op. Jazzen flyder fra orkestergraven, pailletterne glimrer i lyset, og selvom vi befinder os i et kvindefængsel, så er der ikke sparet på noget i Aarhus Teaters udgave af Chicago.
Benjamin la Cours fængslende, men enkle scenografi rammer forestillingen formidabelt ind. Scenerummet er umiddelbart bart, men hvor hver side er dækket store åbne ”rammer”, hvor alle linjerne er dækket af glødepærer. Skuespillere og dansere springer ind og ud af scenografiens huller, hvor også det kendte nummer ”Cell Block Tango” bliver sunget i netop disse rammer. Drejescenen sætter prikken over i’et, hvor større trapper bliver kørt ind og rundt, så det simple rum får en dynamisk karakter.
Fortællingen foregår, som nævnt, i et kvindefængsel, og vi er i Chicagos 1920’erne. Roxie Hart, spillet af Sofia Nolsøe, bliver kendt skyldig i at have slået sin elsker ihjel. I fængslet møder hun den berømte dobbeltmorder og vaudevillesangerinden Velma Kelly, spillet af Amanda Friis Jürgensen, som hun hurtigt forsøger at overtage berømtheden fra. Fortællingen er spækket med løgne, intriger, utroskab, sex og knive i ryggen; alt det vi elsker, som instruktør Nicklas Bendixen siger i den indledende speak.
Størstedelen af de medvirkendes skuespil og sangpræstationer er formidable. Amanda Friis Jürgensen leverer en fantastisk udgave af ”All That Jazz”. Szhirley, der spiller fængselsleder Mama Morton, giver klart den flotteste sangpræstation i nummeret ”When You’re Good to Mama”. Jacob Madsen Kvols gør det fremragende som den arrogante advokat Billy Flynn, og Sofie Nolsøes Roxie balancerer glimrende mellem naivitet og beregnende. Selvom Emil Prenter leverer en flot udgave af sangen ”Mr. Cellofan” bliver han til tider for overspillet og man mister derfor lidt troværdigheden af hans karakter.
Skuespillerne, sangerne og danserne står særdeles skarpt og flot flankeret af det velspillende orkester, som både bevæger sig i og udenfor orkestergraven.
Forestillingen synges og spilles på dansk, hvilket kan være en ærgerlighed, når man kender de gode klassikere som ”Cell Block Tango” på engelsk. Adam Prices har dog gjort et godt stykke arbejde med den danske oversættelse. Teksterne føles ikke for simplificerede eller usammenhængende, så denne oversættelse gør ikke Chicago skade, som man ellers tidligere har set hos danske oversætninger af musicals.
Forestillingen er i sin helhed storslået. Musikken swinger, sangene er leveret med en jazzet lækkerhed, og koreografien af Signe Fabricius sidder lige i skabet. Desværre falder tempoet i Bendixen instruktion flere steder, og forestillingen føles lang at overvære, især slutningen af første akt blev langtrukken. De kom dog godt efter det i anden akt, men hang stadig lidt, hvilket er ærgerligt med en musical på det niveau, og hvor resten af iscenesættelsen sidder lige i skabet.
I det store og hele, har Aarhus Teater formået at transformere denne klassiker ganske glimrende. Chicago er fyldt med lækker jazz, lækre sangpræstationer, showbizz-scenografi og kostumer. Se Chicago for at lade jazzen fylde dine øre og se scenen glimte i pailletter og lækre dansetrin, men hver klar på, at denne version til tider kan føles lang.
Aarhus Teater, Store scene, Teatergaden, 8000 Århus C
Spilleperiode: 2. maj-15. juni 2024
Set den 2. maj 2024
Fotos: Emilia Therese
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.aarhusteater.dk/det-sker/forestillinger/aktuelt/chicago/
Medvirkende: Sofia Nolsøe, Amanda Friis Jürgensen, Jacob Madsen Kvols, Szhirley, Emil Prenter, Anders Bilberg, Emil Busk Jensen, Linnea Stenbeck, Ingeborg Meier Andersen, Thea Carla Schøtt, Tone Reumert, Nefertiti Pedersen, Luc Boris André, Mads Gronemann, Lasse Dyg og Linea Høgh
Af: Johan Kander, Fred Ebbe og Bob Fosse
Oversættelse: Adam Price
Iscenesætter: Niclas Bendixen
Scenograf og lysdesign: Benjamin la Cour
Koreografi – koncept: Signe Fabricius
Koreografi – realisering: Luc Boris André og Tone Reumert
Kapelmester: Jens Hellemann
Varighed: Ca. 2 timer og 25 minutter inklusiv pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod