Anmeldelse: Den sidste slæderejse, Bellevue Teatret

By: Jesper Brandrup
On: 23. februar 2026

Af Jesper Engel Brandrup

Enhver fast passager på kystbanen eller de nordgående S-togs-linjer har i det sidste stykke tid næppe kunnet undgå at få øje på Nukâka Coster-Waldau og Caspar Phillipson, der er blæst ganske stort op på bagsiden af Bellevue Teater under titlen Den Sidste Slæderejse. Man må næsten skamme sig i disse dage, hvis man ikke i det mindste overvejer at tage ind og se et teaterstykke om forholdet til vores nordligste broderfolk.

Det drejer sig om historien om Arnarulunnguaq og Knud Rasmussen. Ifølge beskrivelsen en ”grønlandsk-dansk forestilling om at være forbundne på godt og ondt. En arktisk fantasi digtet over historiske kilder og fortællinger”. Efter ca. halvanden times teater synes jeg, jeg havde hørt mere ondt end godt og mere digtet end historisk, men det vender vi tilbage til.

Det dominerende element i Benjamin La Cours scenografi er den enorme skærm, som udgør scenens bagtæppe, hvor Søren Knuds videodesign skaber de arktiske landskaber, som Knud Rasmussen og Arnarulunnguaq rejste i. Få fysiske genstande, en skrivemaskine, nogle sælskind og to store bevægelige kasser gør effektivt resten af scenen til enten hotelværelse, hundeslæder eller ekspeditionslejr. Jonas Bøgh bidrager med få effekter med et lysdesign, som holder scenen levende og dynamisk. Det er svært at forestille sig en bedre måde at løse scenografien på.

Stykket indeholder flere sange og digte komponeret af Nukâka Coster-Waldau og Jens Simonsen, og disse er generelt velkomponerede og smukke. Samtidig var Mikkel Peter Larsens lyd denne fredag aften stort set fejlfri, så selvom en enkelt slædetur blev martret af et forfærdeligt stykke med eurodance, så er det faktisk generelt et stykke, som er ganske godt for ørerne.

Overordnet er man slet ikke i dårligt selskab med Caspar Phillipsons Knud Rasmussen og Nukâka Coster-Waldaus Arnarulunnguaq, som lader til at have arbejdet grundigt med deres karakterer. Særligt Phillipson får næsten et helt menneske ud af Knud Rasmussen. Samtidig er Jo Strømgrens koreografi helt livsnødvendig for stykket til at skabe handling og udvikling i relationen mellem de to opdagelsesrejsende.

Det er desværre også her, stykket viser sin svaghed, for de to hovedpersoner er simpelthen skrevet uden den dybde, der skal til, for at være interessante i halvanden time. Jeg skal ikke kunne sige entydigt, om det skyldes Jesper B. Karlsens dramatisering eller Kamilla Bach Mortensens instruktion, men at dømme ud fra den megen, relativt tunge dialog, så er de simpelthen skrevet sådan.

Lige fra Arnarulunnguaq skubber en halvt afklædt Knud Rasmussen ind på scenen, lægger stykket sig i en monoton rille af stereotyper, hvor Knud Rasmussen er den privilegieblinde danske præstesøn, som kun husker en lykkelig barndom i Grønland, hvor han har ladet sig befordre på slæde af de lokale grønlandske drenge.

Knud Rasmussen er portrætteret liderlig, kropslig og banal, en opportunistisk narcissist, der bare gerne vil være en rigtig helt, og som tilpasser sine skriverier til ”salonerne i København”.

Arnarulunnguaq gennemskuer naturligvis hans tilpasninger. ”Du lyver!” siger hun, og han giver sig selvfølgelig. Hun er nemlig mystisk og afholdende, spændende og klog, i modsætning til ham. En enkelt aften lader hun sig forføre af hans dans og hans rejsegrammofon, og han besvangrer hende. Der digtes.

Jeg kan ikke huske en eneste scene, hvor vi får at se, hvad Knud Rasmussen egentlig kunne bidrage med. Arnarulunnguaq synes vist på et enkelt tidspunkt, det er morsomt at skyde med gevær, men det er selvfølgelig også geværer, de må flygte fra, da hun falder i ishavet.

Netop den scene kunne have reddet meget. Det kolde vand sætter hendes fødsel i gang, men barnet er dødfødt. Den scene kunne have nuanceret stykket gevaldigt og givet os en historie om at dele en fælles smerte. Det kunne have fungeret både som meningsfuld bund for hovedpersonernes romantiske relation og iltet den større fortælling i stykkets fortælling om forholdet mellem det oprindelige folk og det nytilkomne.

Symbolikken bliver næsten ikke tykkere, når barnet undfanget ved den hvide mands musik må gå til. I stedet graves grøften mellem de to mennesker (og de to folk) dybere, og Knud Rasmussen holder fast i sin naive fortælling om det barn, de fik sammen, mens kun Arnarulunnguaq ser den tragiske virkelighed og det døde barn.

Specielt til sidst i stykket, hvor Knud Rasmussen skal ydmyges helt som flæbende og bange for døden, viser Den Sidste Slæderejse sig som en stor, postkolonial, defaitistisk løftet pegefinger af en historie om den naive hvide og den ædle vilde, som nok helst aldrig skulle have mødt hinanden. Det gør desværre, at de begge to ender med at stå i et karikeret og uflatterende lys.

Bellevue Teater, Strandvejen 451, 2930 Klampenborg

Spilleperiode: 18. februar-1. marts 2026

Set den 20. februar 2026

Fotos: Christina Hauschildt

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.bellevueteatret.dk/forestillinger/densidsteslaederejse

Medvirkende: Nukâka Coster-Waldau og Caspar Phillipson

Instruktør: Kamilla Bach Mortensen

Dramatiker: Jesper B. Karlsen

Musik af: Nukâka Coster-Waldau og Jens Simonsen

Scenografi: Benjamin La Cour

Koreograf: Jo Strømgren