Anmeldelse: Den Skaldede Frisør, Varde Sommerspil

Anmeldelse: Den Skaldede Frisør, Varde Sommerspil

Af Frida van der Ahlquist

Denne sommer bliver 7-Kanten i Vardes scene i Arnbjerg udskiftet med Italiens sol og varme. De inviterer til bryllup og kræftforløb med Den Skaldede Frisør. Musicalen udspringer fra filmen med samme navn af Susanne Bier og Anders Thomas Jensen med musik af Thomas Helmig.

Idas datter, Astrid, skal giftes med Philips søn, Patrick, i Italien. Ida har været igennem et kræftforløb, og på flyveturen til brylluppet møder hun Philip. De kommer ikke godt ud af det fra starten, da Philip er optaget af sin karriere og forsøger at drukne sorgerne fra hans afdøde kone og Patricks mor i arbejde. Men han kommer på andre tanker, da han møder Ida.

Selvom det er en musical, så er dialogen stærkere end musikken og sangen. Numrene i sig selv er ikke mindeværdige, og selve forestillingen drives primært af dialogen.

Skuespillerne gør deres absolut bedste for at holde liv i numrene. Den unge førsteelsker Patrick, som spilles af Anton Holten Lambert, formår, at løfte sangene til et andet niveau, når han lægger en anden-stemme. Især sammen med Sanne Halkjær Hebsgaard, som spiller Astrid, Patricks forlovede, smyger deres stemmer lækkert sammen godt hjulpet på vej af det velspillede fem-mandsorkester, som ledes af Niels Rahbech, som også er i spidsen for et velsyngende kor. Desværre var lyden ikke i tip-top. Hvis man ikke sad i midten for scenen, så kunne man kun høre lyden ved de givende højtalere, man sad tættest på.

Musicalen er oplagt, hvis man har et stort ensemble. Det har de her, og der kan ikke sættes en finger på ensemblet. Denne forestilling ville ikke være noget uden dem. Dansen er simpel, men koreograf Patrick Terndrup får ensemblet til at fylde tilpas på scenen, så det ser større ud.

Et stort bifald herfra går til den unge danser og ensemble-medlem Sofie Bødker Gantzel, som var på fra allerførste dans 100 %. Hendes attitude og intention i dansen er så skarp og dragene, at man sagtens bare kan sidde og kigge på hende under alle dansene.

Dog kom lyset ikke til sin ret til en eftermiddagsforestilling, og her virkede det ofte som om, at man som publikum mere var til en prøve end til en færdig produktion. Jens Frausings scenografi bestod mest af tre skærme. Skærmene, der gav stemningsbilleder i løbet af forestillingen, fungerede rigtig godt, hvis man kunne se på dem, hvad de egentlig viste, for det var svært ved højlys dag. Man opdager her, hvor stor og vigtig en del lyset udgør.

Et af de største musikalske højdepunkter er slutningen af 1. akt, hvor de to hovedkarakterer Philip (Peter Thieme) og Ida (Maibritt Ørsø) sammen med Patrick (Anton Holten Lambert) og Astrid (Sanne Halkjær Hebsgaard) leverer et dejligt harmonisk nummer med samme problematik, trods generationsskiftet, nemlig kærlighed.

Maibritt Ørsø og Peter Thiemes kemi er skøn med modsatte karaktertræk og finurlig flirten. Peter Thieme leverer bund solidt hele vejen igennem og vinder publikums sympati. Maibritt Ørsø er sød og naiv. Det er dejligt at se en stærk kvindelig karakter på scenen i Varde. Det har de trængt til. Sammen leverer de vokal og spil, som er alle pengene værd. De to leverer deres egne perfekte portrætter.

Forestillingen er nuttet med fine punchlines. Men den tager sin tid om at komme i gang. Festen sparkes først rigtig i gang, da Idas chef, frisøren Vibe, som spilles af Mette Dorf Brinch, kommer på scenen og leverer med sin rock-mama-attitude. Der bliver man først suget rigtig ind i universet, men så falder den desværre tilbage i et tempo, hvor publikums opmærksomhed let kan optages af andre ting. Det eneste, der rigtig fanger publikums opmærksomhed fuldt ud, er den queer-drejning, som musicalen får, hvilket er dejligt forfriskende på scenen i Arnbjerg, for forestillingen op til dette punkt er forholdsvis harmløs og til dels undervældende. Desværre kommer den spænding for sent.    

Danskernes svar på ”Mama Mia” er langsom og forudsigelig til tider, men skøn og finurlig med nogle fine højdepunkter her og der.

Varde Sommerspil

7-Kanten, Friluftsscenen Arnbjerg i Varde, Vesterled 52, 6851 Janderup  

Spilleperiode: 27. juni-11. juli 2025

Set den 6. juli 2025

Foto: Teatret 7-Kanten

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Maibritt Ørsø, Peter Thieme, Sanne Halkjær Hebsgaard, Anton Holten Lambert, Karin Egholm, Alejandro Moreno m.fl.

Instruktør: Carsten Friis

Instruktørassistent: Jens Jager

Koreograf: Patrick Terndrup

Kapelmester og korleder: Niels Rachbech

Scenograf: Jens Frausing

Scenemester: Andreas Rask Vilhelmsen

Lysdesign: Thomas C. H. Høvring

Lys: Toke Ølgaard

Lyd: Christoffer Iversen

Regi: Hans Kaarde Gundesen

Varighed: Ca. 2 timer og 25 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *