Anmeldelse: Der var engang en sang, der hed Arne, Det Kongelige Teater

Af Laura Munk Christensen

 

Jeg havde ikke læst meget op på forestillingen ’Der var engang en sang, der hed Arne’, inden jeg ankom til Skuespilhuset. Konceptet virkede ret simpelt ud fra det, som jeg havde hørt. En klassisk sing along med sange fra den karismatiske duo Michael Wikke og Steen Rasmussen. Jeg fik dog væsentligt mere end bare et band og nogle sangere.

Som hurtig info til dem, der måske ikke kender disse to mænd, vil jeg kort sige, at de har stået bag flere børnefilm (”Hannibal og Jerry”, ”Flyvende Farmor” og ”Der var engang en dreng – som fik en lillesøster med vinger”), tv-serier (”Tonny Toupé Show” og ”Sonny Soufflé Chok Show”) og senest julekalenderen ”Stjernestøv”. De er især kendte for musikken fra deres værker, og denne forestilling er et udvalg af deres bedste numre.

al4w2850-1

Til at starte med er scenen bar, bortset fra et sort bagtæppe og nogle lamper i loftet. Stemmerne fra Wikke og Rasmussen lyder i højtalerne (det er det eneste, som man, til min ærgrelse, hører til de to herrer under hele forestillingen). Der informeres om, at det kraftigt anbefales, at man synger med, når man kan. Herefter kaldes skuespillerne på scenen, én efter én. Holdet består af de fire skuespillere, Marie Dalsgaard, Stine Schrøder, Michael Slebsager og Rasmus Fruergaard, og et band med fire musikere.

De fire skuespillere vil gerne lege og spørger først publikum til råds, før de bestemmer sig for, at de vil lege far, mor og børn. Og så ruller forestillingen ellers derfra. Den lille familie tildeles et hus at bo i. Eller mere præcist et halvt hus, der er skåret over lige igennem for at vise en ægte ”gennemsnitsfamilie” med forhave i baghaven og villa, vovse og voldsom Volvo. De gennemgår en gennemsnitsfamilies liv med humor, høj energi og Wikke og Rasmussens elskede musik. Historien drejer sig primært om familiens søn Arne, fra hans fødsel og hele vejen op gennem hans opvækst, primært centreret om forholdet til resten af familien.

al4w1724-1

Musikken leveres af et band bestående af fire personer med guitaristen Poul Halberg, der også har skrevet en stor del af musikken, i spidsen. Musikken veksler mellem rockede numre som ”Rock Bulldog” det ene øjeblik og en akustisk godnat-sang det næste, alt sammen overbevisende og karismatisk leveret.

Skuespillerne har, ud over deres høje energiniveau, også en dejlig intern kemi på scenen. Det er tydeligt, at de har det sjovt og nyder det, hvilket smitter af på publikum. De er alle karismatiske og sjove på hver deres måde; Marie Dalsgaard med sine store, men overbevisende, skift i rolle, Fruergaard med en underspillet charme og Slebsager, der, på trods af sin lille størrelse, har en overraskende stor stemme og en ligeså stor ”bredde” i sit skuespil. Af skuespillerne vil jeg især gerne fremhæve Stine Schrøder, hvis komiske timing og underspillede ”klovnehed’ er fuldstændig uovertruffen. Det er en fornøjelse at se hende, både når hun er i fokus, og når hun i baggrunden formår at holde den sjove standard uden at trække fokus fra de andre spillere.

al4w3049-1

Jeg ser mig nødsaget til at advare om, at forestillingen ikke er til dem, der gerne vil høre smuk musik og klare stemmer. Det er skuespillere, ikke sangere, der er på scenen. De synger absolut ikke dårligt, der er faktisk nogle sange, primært de stille, hvor stemmerne er meget flotte (her tænker jeg især på ”Godnat-sangen” og ”Ridder Lykke”, hvor jeg sad med en lille klump i halsen af ren nostalgi), men det er ikke en koncert. Det er en musikforestilling. Og det er energi, sjov og hygge, der er i højsædet, ikke skønsang. Det gjorde mig personligt ikke noget, bortset fra, at skuespillernes stemmer til tider ikke var stærke nok til overdøve musikerne. Det var som om, at mikrofoner med forskellige styrker burde have været koordineret bedre.

Et andet lidt ærgerligt kritikpunkt fra mig er, at jeg ikke synes, at forestillingen var lang nok. Det var som om, der manglede noget. Mange af de, efter min mening, allerbedste sange var ikke med, og med en varighed på lidt over én time, synes jeg godt, man kunne have forlænget forestillingen og inkluderet lidt mere. Den kunne i hvert fald godt have holdt en lille halv times tid længere eller have indeholdt flere ekstranumre.

al4w2996-1

Dette er en forestilling for Wikke og Rasmussen-nostalgikere. Den er for dem, der enten er vokset op med deres børnefilm, dem, der har set dem med deres børn eller dem, der bare altid har elsket den helt særlige humor og finurlige sangskrivning. Dog ville jeg ikke anbefale den til folk, der ikke kender duoens tidligere værker. Musikken er god i sig selv, men meget af det er ”internt” for fansene, og der er mange referencer, som man vil misse; især når man tænker på, at forestillingen er brandet som en sing along.

Kort sagt: ’Der var engang en sang, der hed Arne’ er musikalsk og anderledes underholdning for hele familien – hvis hele familien kender Wikke og Rasmussen.

 

 

 

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene, Sankt Annæ Plads 36 1250 København K

Spilleperiode: 8. januar–3. marts 2017

Set den 8. januar 2017

Fotos: Natascha Thiara Rydvald

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20162017/skuespil/der-var-engang-en-sang-der-hed-arne/#om-forestillingen

 

 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Vi er verden, Sort/Hvid

Af Rose Himmelstrup Hansen   Du læser om forestillingen. Du ved ikke, om den ...

Anmeldelse: Legendale, Fredericia Teater

Af Mette Herschend   ”En gamer-musical”. Synes du også, det lyder lidt specielt? Det ...

Anmeldelse: Selvmordets Anatomi, Teater Republique

Af Emil Samaras Eriksen Overskriften til Selvmordets Anatomi gav mig selvfølgelig nogle forventninger om ...

Anmeldelse: Stor ståhej for ingenting, Gribskov Kultursal (Dramaterne)

Af Ea Melissa Christiansen   ”Ring riing”. Klokken ringer, og publikum føres hen til ...

Anmeldelse: Erasmus Montanus, Aarhus Teater

Af Signe Birk Backs Det er lidt svært, hvordan jeg lige skal starte den ...