Anmeldelse: Et Vintereventyr, Republique

Af Julius Gotthardt Møller

 

Trods den fabelagtige scenografi og nogle gode skuespillerpræstationer, så taber ‘Et Vintereventyr’ hurtigt pusten og ender med at sætte hensynet til publikum højere end udtrykket.

Scenografien er stykkets force, hvor skuespillerne er i et kæmpe glasbur, og publikum er på to af siderne overfor hinanden. Buret er ved stykkets start tomt bortset fra de fire skuespillere. I midten af det hele lægger Kong Leontes en rød kjole, et par røde sko og en lille dukke på det hvide gulv, han krammer dem farvel, et forvarsel om stykkets dramatiske klimaks.

et-vintereventyr-1

Herefter introduceres vi til jalousidramaets tre hovedfigurer, der har gang i en venskabelig sneboldskamp – Kong Leontes (Esben Smed), hans kone Hermione (Natalie Madueño) og deres ven Kong Polixenes af Bøhmen (Mikkel Arndt). Deres samtale virker dog lidt klodset, og selvom snevejret ser pænt ud, er det først da Leontes’ jalousi sætter ind, at vi som publikum bliver fanget. Leontes sætter stykket på pause, og Esben Smed knipser af sine medspillere for at få gengivet deres replikker, der retfærdiggør (for ham) hans jalousi. Det skift, der sker her, er det første af mange, der tydeliggør de mange muligheder, der ligger i den indelukkede scene. Skuespillerne kan ikke forlade den, og de kan medvirke passivt i hinandens scener og monologer.

Scenografien (samt lys- og lyddesignet) er stykkets største fordel. Selvom instruktør Katrine Wiedemann har forsøgt at få stykket til at rette sig mod begge publikumssider, så virker det til tider forhastet. F.eks er der en scene, hvor Ditte Hansen, der spiller en række forskellige roller, bliver nødt til at småløbe frem og tilbage over scenen for at få leveret sine replikker til hele publikum.

et-vintereventyr-2

Andre gange virker hensynet til publikum til at stå højere end det visuelle udtryk, hvilket særligt kommer til udtryk i den, i min optik, smukkeste scene. Efter Leontes’ retssag mod sin kone, der beskyldes for utroskab, er både hende og deres søn døde af sorg, og Leontes har dømt sin datter til at dø i ødemarken, da han ikke tror på, det er hans datter. Tilbage står han som en spejling af åbningsscenen med Hermiones kjole og sønnen, mens sort sne daler ned fra et ensom spot og langsomt spredes over scenen. Melankolien bliver dog mindsket af, at Esben Smed halvvejs igennem drejer sig 180° for at vise sin sorg til den anden halvdel af publikum.

Den største kritik af stykket er dog stykkets fjerde og femte akt. Her annoncerer Tiden (Ditte Hansen), at vi rykker 14 år frem i tiden for at få historiens afslutning. Herefter bliver al den poesi og æstetik, der karakteriserede den førnævnte dødsscene smidt væk. I stedet fjernes glasburets vægge – en symbolsk handling, der ligesom mange af de andre sceneskift tager for lang tid – og Mikkel Arndt, der nu er fortæller, løber op og ned mellem publikum. Det humoristiske aspekt gik en anelse tabt på mig, og selv da han med et glimt i øjet introducerer sig selv som Polixenes, virker det en anelse tamt.

et-vintereventyr-3

Stykket slutter lykkeligt, og sådan skal et eventyr vel også gøre det. Så hvis du er til eventyr, Shakespeare og et brag af en scenografi, så er der ingen tvivl om, at ‘Et Vintereventyr’ fanger.

For mig levede de sidste to akter bare ikke op til de første tre. Og da det ikke virkede til, at nogle af karaktererne var synderlig ændrede i slutningen, manglede den karakterudvikling, som jeg synes kendetegner en moderne fortolkning af Shakespeare, hvor moralen burde være stærkere end “når enden er god, er alting godt.”

 

Republique, Store Scene, Østerfælled Torv 37, 2100 Kbh. Ø

Spilleperiode: 7. januar–10. februar 2017

Set den 7. januar 2017

Foto: Per Morten Abrahamsen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://republique.dk/dk/forestillinger/et-vintereventyr/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: This is not Culturally Significant, Teater Katapult (Out of Spite Theatre)

Af Trine Kinch   Den anmelderroste forestilling This is not Culturally Significant gæster i ...

Anmeldelse: Amadeus, Det Kongelige Teater

Af Laura Munk Christensen Peter Shaffer og Milo Formans film ”Amadeus” fra 1984 er ...

Anmeldelse: Toves værelse, Folketeatret

Af Laura Munk Christensen De seneste år har dansk kultur stillet skarpt på nogle ...

Anmeldelse: Drømmens faner, Københavns Musikteater (Teater OrdBlindt)

Af Jonathan Stahlschmidt   Kender du den slags restauranter, der har så meget forskelligt ...