Anmeldelse: Det ensomme hjerte, Teatret Møllen

Anmeldelse: Det ensomme hjerte, Teatret Møllen

Af Sanne Halkjær Hebsgaard

Ud fra Tom Buk-Swientys roman ”Det ensomme hjerte”, er forestillingen af samme navn blevet til. Det ensomme hjerte tager udgangspunkt i den dansk-tyske Hans Horn og de mennesker, han mødte på sin vej både før, under og efter 2. Verdenskrig. Hvordan hans liv gradvist blev ændret, i takt med at han blev ældre og verden var i gang med en markant forandring.

Brian Wind-Hansen har stået for dramatiseringen af Det ensomme hjerte, og dette projekt er han kommet godt i hus med. Det er en barsk og tankevækkende historie publikum præsenteres for, men samtidigt også en vigtig en af slagsen. Dette begrunder Brian Wind-Hansen med, at vi efterhånden har hørt så meget om 2. Verdenskrig, at vi er ved at være immune, over for de grusomheder denne krig har stået bag. Og det tør siges, at forestillingen er med til at vække disse grusomheder til live igen, på en meget respektfuld måde.

Under hele forestillingen medvirker et strygeensemble, både som dygtige musikere der giver et musikalsk lag til forestillingen, men samtidigt også som en del af forestillingen. De bevæger sig rundt på scenen sammen med de tre skuespillere, og bliver en del af fortællingen. Det fungerer helt vildt godt at flette musikerne ind i forestillingen på den måde. De får en helt ny funktion i forestillingen, som giver noget godt til forestillingen som helhed.

Flere steder i forestillingen er der en fysisk distance hos skuespillerne. Selvom det for nogen kan virke forstyrrende, så giver det et helt nyt lag, som klæder forestillingen. Et eksempel er, når Ane Hovby og Thomas C. Rønne danser sammen. I stedet for at gribe hinanden, griber de luften og danser ”sammen”. Det er tydeligt, at de danser med hinanden, selvom de fysisk ikke gør det. Denne distance er samtidigt med til, at gøre de øjeblikke, hvor de reelt er fysiske, til at virke mere stærke.

Undervejs i forestillingen bliver den sorte bagscene skiftet ud af en hvid skærm, med et kraftigt hvidt lys. Det gør, at publikum kun kan se de medvirkendes silhuetter. Dette skift sker også i takt med, at Hans Horn bliver sendt i fronten, og nu oplever 2. Verdenskrig på tæt hold. Skiftet i lyset gør fortællingen mere barsk at se, fordi man som publikum med ét mærker, hvor voldsom en oplevelse det måtte have være.

Der bliver sprunget meget i tiden i forestillingen, samt i skuespillernes roller. Det er desværre et lidt forstyrrende element, fordi det til tider kan være svært at tyde, hvor i handlingen man er, samt hvilken rolle skuespillerne nu har påtaget sig. Så snart man har opfanget, hvor man er i handlingen, eller hvilken rolle man ser på scenen, så fungerer det igen, men det øjeblik der er lige inden, hvor man er i tvivl om hvad der sker er desværre en smule forstyrrende for helheden.

Der er ingen tvivl om, at 2. Verdenskrig har haft en stor betydning, på de der har været i fronten, men samtidigt også de der sidder tilbage. Det er blandt andet derfor, at Det ensomme hjerte er så vigtig en historie, da det er en historie, som ikke må blive glemt. Det har været en barsk virkelighed, som man har været i, og som man desværre ikke har kunnet undgå. Derfor er det en meget rørende forestilling publikum overværer, og som uden tvivl sætter tankerne i gang hos publikum, og lader dem sætte pris på det liv, de nu engang har.

Teatret Møllen, Møllepladsen 4, 6100 Haderslev

Spilleperiode: 30.-31. oktober, 20.-21. november og 7.-11. december 2020

Herudover på turné rundt i landet i perioden den 2.-18. november og 23. november-3. december 2020

Set den 30. oktober 2020

Fotos: Søren Hasselgaard Skaaning

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.teatretmoellen.dk/forestillinger/det-ensomme-hjerte/

Medvirkende: Ole Sørensen, Thomas C. Rønne, Ane Helene Hovby, Anna Sakham Jalving, Silke Kirstine Ekmann Kidholm og Martha Marie Petri

Dramatiker: Brian Wind-Hansen

Instruktør: Rasmus Ask

Kapelmester og komponist: Mette Dahl Kristensen

Lysdesign: Stine Fumz

Scenografi: Rasmus Ask, Nikolaj Mineka og Stine Fumz

Kostumedesign: Laura Rasmussen

Varighed: Ca. 90 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *