Anmeldelse: Dette burde skrives i nutid, Mungo Park

Anmeldelse: Dette burde skrives i nutid, Mungo Park

Af Nikolaj Bomberg Simonsen

Masken er lige ved at krakelere, men vi lader som om, at alt er godt. Det er noget af det væsentligste i ’Dette burde skrives i nutid’ sat op af Mungo Park. Vi er havnet i slutfirserne, og vi følger Dorte, som lever sit liv i Glumsø og omegn. Forestillingen bygger på Helle Helles roman af samme navn.

Lyrik bliver til dramatik på en stilfærdig måde, hvor man som publikum bliver taget med i Dortes liv på godt og ondt. I ungdommen, hvor kærligheden og karrieren som festsangskriver blomstrer i en vandseng med den trygge Per Finland. Når livet synes at være kørt fast, og meningen med livet udebliver. ”Vi går jo bare og venter på det går i stykker,” som Dorte siger til sin kæreste Per Finland. Det er et af de mange citater som vækker genkendelse, men som vi også har svært ved at sætte ord på. Men med Mungo Parks opsætning får vi både ord, følelser, musik, dramatik og hjerteskærende billeder, der vækker genkendelse.

1

Dorte gennemgår en udvikling, som belyses rigtigt godt, da rollen både spilles af Marianne Mortensen og Christine Albeck Børge, der begge elegant og nuanceret viser rollen som Dorte trods de to skuespillers tydelige aldersforskel. Vi ser Dorte stå i flytterod, men hvor hun ikke rigtigt magter at pakke kasserne ud, og hvordan hun tydeligt har svært at være i nuet, men hvor hun er påvirket af fortiden uden de trygge rammer med forældrene. Hun har blot haft fasteren Dorte, som hun er opkaldt efter. Herefter følger vi Dortes liv fra Glumsø til storbyen.

Alle Dortes ”kærlighedsroller” spilles af Kasper Leisner, der med sine lange lemmer underfundigt skifter mellem karaktererne. Han rammer plet på sin tryghedsafhængige Per, den selvsikre fætter, synderen Knud (hendes flirt) og sidst men ikke mindst den kreative Hasse der skriver digte.

Udover det sigende skuespil fra hele paletten, ser vi også en musikalsk side ledet af Jonas Munck, som bidrager enormt meget, selv om man kun ser han sjældent i fokus. Han og de andre skuespiller formår at skabe en fed stemning af meningens løshed og håb. Rent instruktionsmæssigt er det ligeledes lækkert at kunne mærke kreativiteten og lysten i stykket. De finurlige overgange med et musikalsk præg er spot on.

Noget, som jeg personligt bed mærke i, er sproget, som er jordnært, men med så meget indhold.

Scenografien har også en udvikling, og en betydning som man som publikum ikke ser med det samme, hvilket er så fedt. Vi kan mærke, når tingene falder fra hinanden både i Dortes liv, som på scenen.

Forestillingen er virkelig værd at se, hvis man kan fordybe sig i historien, for man skal fordybe sig i det, da forståelsen ellers kan gå tabt i dens mange detaljer og skift. Vi er vidne til livets små hændelser og forhindringer, og forestillingen viser, hvordan livet egentlig leves i nutiden – og ikke hvordan det nu burde leves. Livet leves forlæns, men forstås baglæns. Dette ordsprog sammenfatter både forestillingens og bogforlæggets titel, men også hele den måde, som vi lever livet. Det burde skrives i nutid, men det bliver det aldrig, eller i hvert fald sjældent, da det skal leves først.

Jeg tror, at hvis man på forhånd har læst Helle Helles bog ’Dette burde skrives i nutid’, som stykket er skrevet ud fra, før man ser Mungo Parks opsætning, vil man sikkert få meget mere ud af stykket.

(Billederne er taget fra den første opsætning af stykket med Marie Bach Hansen i rollen som Dorte i stedet for Marianne Mortensen).

Mungo Park, Fritz Hansens Vej 23, 3450 Allerød

Spiller igen 8.-9. september 2015

Set d. 19. juni 2015

Fotos: Mikkel Russel

Har du lyst til at se forestillingen? Se nærmere på forestillingens officielle side: http://www.mungopark.dk/dette-burde-skrives-i-nutid.html

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *