Anmeldelse: Doktor Glas, Det Kongelige Teater (Dramaten, Stokholm)

Af Christian Skovgaard Hansen

 

’Doktor Glas’ er et gæstespil fra Dramaten i Stokholm, og den spillede i Det Kongelige Teater, Skuespilhuset under dette års CPH STAGE. Forestillingen er baseret på Hjalmar Söderbergs bog af samme navn fra 1905.

Bogen er en psykologisk roman i dagbogsform fra Stockholm i 1800-tallets slutning, og i overordnet omhandler den en velanset læge, Doktor Glas, der udnytter sin stilling, da han myrder en patient – en præst – af kærlighed til dennes hustru. Doktor Glas har set livet passere forbi, og først i 30’erne er han stadig jomfru. Som han selv udtrykker det, så kan han ”hjælpe andre, men aldrig sig selv!” Han træder dog ud af skyggen og han drages af patienten, Helga Gregorius, og hendes noget plagede ægteskab med præsten Gregorius – og han drages så meget, at han er nødt til at tage affære.

drg_spel_0969 [1600x1200]

’Doktor Glas’ er en kort bog på små 150 sider, og forestillingen er her også kort (godt fem kvarter) og kompakt. Allan Edwal har her bearbejdet romanen, mens Peder Bjurman og Krister Henriksson har iscenesat forestillingen – og de gør det alle godt.

Forestillingens hovedperson – og eneste medvirkende – er Krister Henriksson. Det ældre publikum og krimifans kender ham formentlig mest i rollen som Wallander i tv-serien af samme navn. Her er han den komplekse, men alligevel let genkendelige kriminalkommissær, hvor han nok har lettere begrænset sociale relationer, men alligevel er både fremfarende og sentimentale.

I ’Doktor Glas’ er Krister Henriksson i stedet den mørke, egoistiske og kyniske læge, hvis sociale relationer og formåen er endnu mere begrænset, på grænsen til det ikke eksisterende. Han giver os menneskets og sjælens mørkeste sider, og han bevarer kontrollen og manipulerer langt hen ad vejen både os og fortællingens øvrige parter. Hele forløbet, alle overvejelserne, er fortalt af Doktor Glas selv med hans egne ord i dagbogen. Henriksson gør det med en stoisk ro og bindende nerve – mesterligt.

Det tilbageværende spørgsmål, som svæver i luften, når man forlader salen, er dog, hvor meget af det hele, der egentlig er sandt – eller hvor meget der alene er Doktor Glas’ fantasi.

drg_spel_1032 [1600x1200]

Peder Bjurman har stået for den enkle og dystre scenografi, hvor næsten alt er holdt i sort, og både lys og lyd komplementer dette fornemt. Det, der primært fanger øjet, er ”kassen” midt på scenen – men der er alene stolperne, skelettet. Vi har hele tiden følelsen af at være spæret inde i Doktor Glas’ mørke, forstyrrede hjerne. Men ”kassens” manglende sider gør, at man hele tiden er i tvivl om, hvorvidt handlingerne og tankerne foregår inde i lægens hoved, eller om noget af det egentlig er virkeligt.

drg_spel_0405 [1600x1200]

Forestillingen spiller (spillede) på svensk. Selvom det er et af vores nabosprog, må jeg personligt indrømme, at det var en fordel, at den spillede med engelske overtekster, så man for det hele med. Jeg er dog ikke i tvivl om, at jeg samtidig har mistet noget af Henrikssons energi og nerve

 

 

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene

Dramaten, Stokholm

Spilleperiode: 10.-11. juni 2017

Set den 11. juni 2017

Foto: Sören Vilks

Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20162017/skuespil/doktor-glas/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Evita, MCH Herning Kongrescenter (MCH Musical)

Af Sanne Halkjær Hebsgaard I 1919 blev den folkekære Eva Perón født. Hun voksede ...

Anmeldelse: Jeg hører stemmer, Sort/Hvid

Af Sidsel Stoustrup   Hvilke stemmer hører man i ‘Jeg hører stemmer’? Jeg hører ...