Anmeldelse: Don Quijote, Slotsgården ved Odense Slot, Teatret Slotsgården
Af Naja Matzen
Teatret Slotsgården i Odense har specialiseret sig i, at tage en gammel historie og modernisere den på en skæv og morsom måde. I år er valget faldet på historien om Don Quijote, der bygger på Miguel de Cervantes bog af samme navn fra 1605.
Historien følger adelsmanden Alonso Quijano, der efter at have læst lidt for mange ridderromaner, selv begynder at tro, at han er ridderen Don Quijote. Med sin væbner Sancho Pancho drager han ud i verden, for at ville redde de undertrykte fra alverdens uretfærdigheder. Men hans forvrængede virkelighedsopfattelse medfører en lang række fjollede situationer, hvor han bekæmper fjender, der ikke rigtigt findes, som da han forveksler en vindmølle med en kæmpe. Og han ender tit med at gøre mere skade end gavn, som da han efter at have stoppet en herremand i at piske en bondedreng, sender drengen tilbage med herremanden til flere tæsk, da han misforstået ser herremanden som en ridder og beder ham følge riddernes kodeks.
Teatret Slotsgårdens version af Don Quijote starter dog et helt andet sted, nemlig i en moderne setting. Vi mødes af tre konsulenter, der morsomt forklarer os valget af årets forestilling. Der skal mindre fokus på likes på sociale medier (for det forstår de ældre ikke), og mere fokus på fortid og på at publikum skal have mavekramper af at grine. Ergo er ”Don Quijote” det oplagte valg, mener de. Denne scene er en sjov start, som giver høje forventninger til resten af forestillingen, og samtidigt fungerer som en god ironisk kommentar til vores moderne verden.
Herefter forlades nutiden for 1600-tallet, og den egentlige historie udfoldes. Det er dog ikke en specielt støvet og gammeldags iscenesættelse, som Johan Sarauw og Jo Hedegaard har lavet. Et af deres mest originale og velfungerende påfund kommer i scenen, hvor Don Quijote kæmper med vindmøllen, som han tror, er en kæmpe. Her agerer Villads Bugge Bang vindmøllen, ved at svinge en mikrofon rundt i sin ledning. Det skal symbolisere vingerne. Det er enkelt og virksomt og giver forestillingen en moderne kant.
Det fungerer også godt, når dele af slottet, gårdspladsen og tilskuertribunerne tages i brug i enkelte scener og bryder rammerne for den gængse teaterforestilling. Her er forestillingen moderne og spændende, og man efterlades med tanken om, at alt kan ske. Hvorimod den enkle, tomme, firkantede scene, med et simplet stillads som bagrund, hvor det meste af forestillingen foregår, ikke er specielt original og nyskabende og heller ikke medfører noget visuelt spændende til historien.
Som Don Quijote leverer Morten Klode en fin præstation. Han er lige dele fjollet og rørende som wannabe-ridderen. De fire andre skuespillere lægger stemmer og kroppe til en lang række karakterer rundt om den titulære ridder og giver alle gode fremvisninger af deres talenter. Amanda Bøgestrøm er yderst morsom som den læspende bondedreng og en dejligt menneskelig Sancho Pancho. Lukas Lykke er især underholdende som barberen, der forsøger at få Don Quijote hjem igen, mens Sophie Zinckernagel er tilpas brovtende som en gulvvaskende kromutter. Udover at agere vindmølle biddrager Villads Bugge Bang med flere artisterier og spændende musikalsk underlægning, der giver godt modspil til den gamle fortælling.
Min største anke må dog være, at forestillingen ikke er så sjov som de forrige års forestillinger. Eller som introscenen antyder. Det er flere scener og karakteriseringer, som er underholdende og får en til at le, men de store mavekrampegivende latterbrøl udebliver desværre. Det bliver aldrig helt så fjollet og absurd, som man kunne ønske sig, og det er ærgerligt, når nu det er det, der lægges op til. Dermed ikke sagt, at man ikke er underholdt. Historien er en klassiker af en grund, og Don Quijote og Sancho Pancho er gode karakterer at være i selskab med. Så selvom jeg ikke grinte så tårerne trillede ned ad kinderne, var jeg underholdt hele vejen gennem forestillingen. Alt i alt er Don Quijote en god teaterforestilling, der dog lover lidt mere, end den kan holde.
Teatret Slotsgården
Slotsgården ved Odense Slot, Nørregade 36-38, 5000 Odense C
Spilleperiode: 15. juli-19. august 2023
Herudover: KUNSTEN i Aalborg den 28, juli 2023 – 1. august 2023
Set den 21. juli 2023
Foto: Teatret Slotsgården
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.teatretslotsgaarden.dk/%C3%A5rets-forestilling
Medvirkende: Morten Klode, Amanda Bøgestrøm, Sophie Zinckernagel, Lukas Lykke og Villads Bugge Bang
Bogforlæg: Miguel De Cervantes
Dramatisering og iscenesættelse: Johan Sarauw og Jo Hedegaard
Scenografi og kostumedesign: Jo Hedegaard
Produktionsleder: Sarah Olivia Klitgaard
Rekvisitør: Klara Sjöholm
Varighed: Ca. 1 time og 40 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod