Anmeldelse: Mød mig på Cassiopeia, Gjorslev Gods (Stevns Sommerspil)
Af Christian Skovgaard Hansen
Sommer er lig med sommerspil under åben himmel. I år er ingen undtagelse, og i år har flere nye sommerspil, hvor professionelle skuespillere spiller sammen med en række, ofte lokale, amatørskuespillere, set dagens lys. På Gjorslev Gods på Stevns har teatermanden Nicolaj Cornelius startet Stevns Sommerspil, som i år starter ud med musicalen Mød mig på Cassiopeia. Forestillingen bygger på filmen af samme navn og med manuskript af Børge Müller og Flemming Lynge og senere bearbejdet til teatret af Adam Price. Musikken er komponeret af Kai Normann Andersen, som komponerede musikken, mens han boede i en af ejendommene til netop Gjorslev Gods.
Komponisten John Berger har sit hyr med at få skrevet musikken til den nye operette færdig, da han har mistet inspirationen. Det hjælper ikke ligefrem, at premieren er om tre dage, så det synes næsten umuligt at nå i mål. Problemerne skyldes nok, at teatrets stjerne, Irene, også er hans kone, og de to kan for tiden ikke rigtig finde melodien sammen. Teatrets direktør Hilmer er ved at gå op i limningen, alt imens han på ikke særlig venskabelig vis herser rundt med både sin assistent og sit personale på teatret. Han sørger for, at Berger placeres i den pigeglade pilot Harry Schmidts lejlighed, men Berger finder først inspirationen, da han gennem Harrys noget aparte tante Rosa får hjælp af musikken og poesiens muse Polyhymnia, som er kommet ned på Jorden.
Polyhymnia sætter nok gang i Bergers inspiration, men hun forelsker sig også i Harry Schmidt – som gengælder forelskelsen. Det huer ikke hendes far, tordenguden Zeus, og han kan ikke få hende til makke ret. Han tager derfor også ned på Jorden, hvor han ender i et kostumebal hos Rosa.
Kaos truer, men efter en række forviklinger ender det – naturligvis fristes man til at sige – godt. Inspirationen og musikken genfindes, nogen mander sig op, og kærligheden i forskellige former blomstrer. Selvom historien har nogen år på bagen, og det naturligt er komikken, der er i højsædet, kan den derved også sige os noget kløgtigt i dag.
Nicolaj Cornelius er måske ikke den største skuespiller, men han giver sit portræt af Berger noget både forfjamsket, men også elskeligt og eftertænksomt. Sandra Elsfort synger smukt, og hun kan vise os både Irenes primadonnanykker, men også frustrationer som forsømt hustru. Bjarne Antonisen giver den pragtfuldt gas som Zeus uanset, hvilken tilstand han er i, når han må gå så grueligt meget igennem, og Sune Svanekier er morsom som den hårdtprøvede teaterdirektør, som trods sine anfald og bizarre selvmordstanker alligevel viser sig at have en menneskelig side. Allerbedst er dog Susanne Breuning som Tante Rosa. Hun leverer en både kraftfuld og sprudlende præstationer, og når hun først står sig løs får det hele lige et ekstra pift, hvor gejsten lyser ud af hende.
Marie Louise Hansen synger også smukt, og hun viser os en naiv, men også charmerende og livlig Polyhymnia, der, efterhånden som handlingen skrider frem, viser os, at hun også kan være selvstændig og handlekraftig og har ben i næsen. Thor Vestergaard er fin som den kække ”flødebolle” Harry, der pludselig finder en dybere og ren kærlighed.
De medvirkende amatører leverer også fine og sikre præstationer. Fremhæves må dog Mathias Høyer som den lidt usikre regissør Frandsen, men som dog finder modet til både at sige fra over teaterdirektøren og til at åbne op for kærligheden, Emma Eckhoff som frøken Svendsen, der som korpige står i Irenes skygge, og som også finder kærligheden til slut, og Sarah Andresen Nielsen, der er særlig herlig som Harrys husholderske Fru Larsen, som må stå mål til ikke så lidt.
Allan Frausing har skabt en enkel stationær scenografi, som med få virkemidler sammen med hans flotte kostumer, en både fiks, elegant og ikke mindst stemningsfyldt lyssætning og kreative visuelle løsninger skaber fine og letomskiftelige rammer for forestillingen. Annalouise Gomards iscenesættelse er både charmerende og frisk. Hun får givet denne Mød mig på Cassiopeia et nyt liv, hvor det hele passer fint sammen, og sammen med Cornelius får hun givet fortællingen et par fine mere moderne kommentarer.
Det er fuldt forståeligt, at musikken ikke spilles live. Men det er her, at forestillingens største anke er. Den båndede musik virker sine steder lidt ”knasende”, og den mangler den nerve og fylde, som Kai Normann Andersens fine musik og handlingen kræver. Det skyldes måske til dels, men desværre nok ikke alene højtalerne.
Før forestillingen er det muligt at tilkøbe en ganske glimrende middag, som nydes i godsets gamle stemningsfulde stalde. Maden er lavet af Mad og Ro, og den består af en række lokale lækkerier. Tilkøber man middagen, er bunden i hvert fald lagt for en god aften.
Omgivelserne er fantastiske, og spillestedet i godsets gård er både velvalgt og smukt. Vil man i øvrigt vide mere om det spændende spillested, Gjorslev Gods, kan man læse meget mere i den fine moppedreng ”Gjorslev – en bispeborg på Stevns” redigeret af Jesper Jørgensen.
Stevns Sommerspil starter godt ud med Mød mig på Cassiopeia, og kan de holde de gode toner til næste års forestilling (som er annonceret til at være ”Cabaret”) er grundstenen lagt til en ny fantastisk sommertradition på Stevns og ikke mindst på Gjorslev Gods. Samtidig skal der lyde stor respekt til både idémand Nicolaj Cornelius og hele holdet på og bag scenen for at satse på sommerspillet. Der er i hvert fald al mulig grund til, at man trygt kan tage en varm trøje og et tæppe under armen og tage turen til Stevns!
Stevns Sommerspil
Gjorslev Gods, Gjorslevvej 20, Holtug, 4660 Store Heddinge
Spilleperiode: 27. juli-5. august 2023
Set den 27. juli 2023
Fotos: JC Fotografi v/Jan Christensen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.stevnssommerspil.dk/
Medvirkende: Marie Louise Hansen, Thor Vestergaard, Sandra Elsfort, Nicolaj Cornelius, Susanne Breuning, Bjarne Antonisen, Sune Svanekier, Emma Sofie Eckhoff, Mathias Høyer, Anton Vammen, Sarah Andresen Nielsen, Jan Schou Lindstedt, Julie Krebs, Nanna Kjøller, Mie Rønde Rasmussen, Mark Frederiksen, Line Stengaard, Sandra Buhr, Zoya Sampson, Evy Sampson og Henrik Koefoed (speak)
Af: Flemming Lynge og Børge Müller
Musik: Kai Normann Andersen
Bearbejdelse: Adam Price
Instruktion: Annalouise Gomard
Scenografi og kostumer: Allan Frausing
Koreograf: Fie Alberte Damgaard-Lauritsen
Musikindspilning: Christian Dahlberg
Set-designer: Sebastian Just, Annalouise Gomard og Nicolaj Cornelius
Sangcoach: Johnny Jørgensen
Korleder: Lars Jørgensen
Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod