Anmeldelse: Elverhøj, Aarhus Teater
Af Jo Damsgaard-Sørensen
Elverhøj er stykket som alle har hørt om, men ingen rigtigt kender. I Danmarks nationalskuespil, der første gang blev opført i 1828 på bestilling af kong Frederik VI, møder vi Albert (Malte Conradsen), der skal giftes med den adelige Elisabeth (Ida Mia Appel), men han elsker i virkeligheden bondepigen Agnete (Marie Boda). Samtidig er Elisabeth forelsket i Poul Flemming (Laurids Lange). Den dramatiske knude strammes yderligere, da Agnete opdager at hun som spæd blev trolovet til Elverkongen (Mikkel Alexander Tøttrup), men hele miseren løses af kong Christian IV (Emil Busk Jensen), der opdager, at Agnete og Elisabeth er blevet forbyttet som børn, og Agnete og Albert får til sidst hinanden.
Sådan går Johan Ludvig Heibergs oprindelige skuespil i hvert fald, men på Studio-scenen, får vi meget mere drama for pengene. Den overtroiske bondekone Karen (Mette Døssing) afbryder den planlagte handling, og det nationalromantiske glansbillede krakelerer. Hun gatecrasher det lykkelige bryllup, og hun vil få hele selskabet til at indse, at den virkelige verden ikke bare er Dannebrog og kransekage, og deres kollektive idioti vil vise sig, at blive menneskets endeligt.

Heibergs klassiker er kogt helt ind til benet, og kun det mest nødvendige er med. Tempoet er sat gevaldigt op, og mange scener parafraseres kun. Teksten er bearbejdet med et væld af metakommentarer, hvor publikum indimellem bliver mindet om, hvilken scene eller akt vi er nået til. Det er en effektiv måde at gøre det, set med nutidens briller, ellers ret tørre tekstforlæg mere underholdende.
Forestillingen minder os hele tiden om, at dette er ”teater” med stort T. Josefine Thornberg-Thorsøe har forvandlet Studio-scenen til et klassisk kukkasse-teater, hvor romantikkens landskabsportrætter pryder bagtæppet. Spillestilen er karikeret og bevidst påtaget – som i en skoleopsætning, hvor eleverne bare har fået stukket et manus i hånden af deres dansklærer. Det hele er en underholdende parodi på det klassiske teaters forstokkede virkemidler, og hele ensemblet balancerer de parodiske og alvorlige elementer til perfektion.

Først når det romantiske glansbillede krakelerer, får vi alvoren at føle. Mette Døssings intense blik, får som altid publikum til at forstå alvoren før de andre karakterer gør. En særlig præstation leveres også af danseren Mikkel Alexander Tøttrup i rollen som Elverkongen. Hans dyriske og nærmest overnaturlige bevægelser fremkalder en uhyggelig intensitet, og som publikum ryster man i bukserne for at han kommer for tæt på.

Alligevel går jeg fra teateret med en smule flad oplevelse. Elisabeth når kun lige at italesætte, hvordan hun, efter knuden løses, bare forsvinder fra det originale stykke. Dette indleder en ellers ret interessant diskussion om, hvad vi skal bruge klassiske værker til i dag, og om man overhovedet kan trække nutidens idealer ned over forfattere der levede for flere hundrede år siden. Desværre når denne debat ikke at udfolde sig til fulde, og man sidder tilbage med fornemmelsen af kun lige at have kradset i overfladen.
På trods af at forestillingen ikke helt kommer i dybden med det den vil sit publikum, lykkes Aarhus Teaters huskunstnerduo Carolin Oredsson og Josefine Thornberg-Thorsøe med at lave en medrivende fortolkning af Heibergs klassiker, der giver publikum både grin og gys. Publikums ængstelige hjerter har brug for romantikkens eskapisme – men vi skal heller ikke have for meget af det gode.
Aarhus Teater i samarbejde med Holstebro Dansekompagni
Aarhus Teater, Studio, Teatergaden 8000 Aarhus C
Spilleperiode: 30. august-11. oktober 2025
Set den 3. september 2025
Fotos: Rumle Skafte
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.aarhusteater.dk/det-sker/forestillinger/aktuelt/elverhoej
Medvirkende: Mette Døssing, Marie Boda, Emil Busk Jensen, Malte Conradsen, Laurids Lange, Ida Mia Appel og Mikkel Alexander Tøttrup
Tekst: Alexandra Moltke efter Johan Ludvig Heiberg
Iscenesættelse: Carolin Oredsson
Scenografi og kostumedesign: Josefine Thornberg-Thorsøe
Koreografi og dans: Mikkel Alexander Tøttrup
Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod


