Anmeldelse: En historie om vold, Aveny-T

By: Helene Franch
On: 13. september 2020

Af Helene Franch

Volden passerer konstant videre, overføres kropsligt som en form for pandemi fra hånd til kind og videre i en bølge af slag. Men ikke kun volden gives videre. Lad os også tale om skammen. For er det ikke sandt, at skammen er som en hudafskrabning: Den brænder og klør mere end et par dage.

Den franske forfatter Édouard Louis møder julenat en ung andengenerationsindvandrer ved navn Reda, som han tager med hjem. Men hvad der starter ud som en uskyldig flirt og et casual knald udvikler sig henover natten til både voldtægt og mordforsøg. Med Anders Lundorph som instruktør opsætter Aveny-T Édouard Louis’ autobiografiske roman ”Voldens historie” fra 2016, og kunne opsætningen dumpe ned mere belejligt?

Den internationale menneskerettighedsbevægelse ”Black Lives Matter” sætter for tiden blandt andet fokus på sortes juridiske rettigheder (eller mangel på samme); forleden fik vi i Danmark en samtykkeloe, og så holdt X-Factor-værtinde Sofie Linde for et par uger siden en omdiskuteret tale om sexisme i mediebranchen. Linde måtte konstant forsvare sig selv imod den bølge af mistro og kritik, der mødte hende. Og det er netop den slags fordomme, som er med til at mistænkeliggøre ofrene og sætte dem i en position af rungende magtesløshed, som En historie om vold tematiserer.

Vi følger Édouard, fra flirten opstår, til pistolen er rettet mod hans baghoved. Vi følger ham gennem anmeldelsen og lægeundersøgelsen, der skal afgøre om der er tale om ”et simpelt sår eller en nærdøds-læsion”. Vi følger ham i lejligheden med den racistiske politimand, der på grænseoverskridende vis gennemgår hele scenariet med sig selv i rollen som Reda: ”Var det sådan her han gjorde?”. Her kan man stille sig selv spørgsmålet: Er det i virkeligheden i den efterfølgende procedure – en form for psykiske retraumatisering – at volden træder frem i sin reneste form?

”Du er nødt til at græde, ellers tror folk ikke på dig”. Sådan siger Édouard til sig selv midt i et latteranfald efter, at han ovenpå overgrebet er blevet undersøgt på hospitalet. Édouard er homoseksuel og har gennem tiden oplevet stor stigmatisering, og det er med de erfaringer af et system, der ikke kan rumme ham, empatien for gerningsmanden Reda vokser frem. For hvor kommer volden i virkeligheden fra? Er det Reda, der er noget galt med, eller er det noget dybereliggende systemisk, der avler både skammen og volden?

Både Reda og Édouard har en længsel efter et land, hvor man kan vandre rundt i bar røv. At kunne få lov til bare at være til. Det må man sige, at der er rigelig plads til på Aveny-T’s scene, hvor de hverken er krops – eller sexforskrækkede. Klokketårnene dingler, der snaves, nusses og vaskes pikke. Konstant insisteres der på den nøgne krops berettigelse. Jeg synes dog til tider, at både skammen, angsten og de egentlige relevante spørgsmål drukner i forestillingens vovemod og selvbevidsthed. Så radikalt er det alligevel ikke at se to af samme køn snave hinanden i 2020.

Nøgenhed er et ord, der går igen i den simple scenografi. Édouards lille lejlighed er bygget op omkring stålrammer, som henleder tanken mod buret: Noget kynisk og begrænsende. Derudover flyder det med bøger, som man fornemmer hans liv er bygget op omkring, ligesom mange af hans replikker. Teksten kan dog til tider virke lidt forstilt og udpenslende. Særligt indeholder den, efter min smag, en håndfuld eller to lommefilosofiske citater for meget. På trods af tekstens svagheder formår Andreas Jebro levende og overbevisende at spille rollen som den reflekterede og empatiske Édouard.

Det bliver den menneskelighed, som Jebro formår at give til karakterern – hvilket eksempelvis ses i hans konstante refleksion over hændelsen, og hans evne til at sympatisere med Reda – som i sidste ende binder den til tider rodede forestilling sammen. Roderiet stammer særligt fra instruktørens forkærlighed for afbrydelser samt tidslige og rumlige spring. Jeg forstår ideen ved at den mimer den kaotiske tilstand efter et overgreb, men der mangler skarphed samt tid til at udfolde de forskellige narratologiske lag.

Det er komplekse spørgsmål og følelser, som Aveny-T tager op med denne iscenesættelse, når de italesætter voldens paradoksale natur: Den føles måske kortvarigt frigørende, idet man rent kropsligt overskrider en grænse, men man fastholdes også i det omgivende fængsel af skam og fordomme. Spørgsmål, som der ikke er lette svar på og som forestilligen også lader stå åbne. Forestillingen rummer nuanceret spil fra Jebros side og spændende og relevante tematikker, men desværre virker den også lidt for selvbevidst og rodet.

Aveny-T, Frederiksberg Allé 102, 1820 Frederiksberg

Spilletider: 11. september-3. oktober 2020

Set den 11. september 2020

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe billet. Læs nærmere her:

https://www.aveny-t.dk/forestillinger/en-historie-om-vold

Medvirkende: Andreas Jebro, Patrick Baurichter, Anders budde Christensen og Karin Bang Heinemeier

Dramatiker: Édouard Louis

Bearbejdelse: Anders Lunddorph

Instruktion: Anders Lunddorph

Scenografi: Nicolaj Spangaa

Kostumedesign: Michael Nøhr