Anmeldelse: En polterabend, Betty Nansen Teatret

Af Christian Skovgaard Hansen
Forestillingen En polterabend er skabt som en del af en samskabende proces i ”Betty Udvikler”, og processen er sket mellem alle de medvirkende efter idé af Tom Silkeberg. Teatret oplyser samtidig, at forestillingen er inspireret af William Shakespeares skuespil ”Trold kan tæmmes”. Det kan sagtens være, men der er ikke meget af Shakespeares skuespil tilbage.

Teksten er forfattet af alle medvirkende og Therese Willstedt, og sidstnævnte har iscenesat. Omdrejningspunktet er Mathias, der skal giftes med Bianca. Inden da skal han på polterabend med en gruppe venner og kollegaer og svigerfar. Polterabenden finder sted langt oppe i en svensk skov, som man først når efter 4½ times køretur, og den byder på både ydmygelser, manddomsprøver, identitetssøgen og grænseoverskridende oplevelser. Grænser og normer opløses for en stund blandt de seks mænd, der ikke alle kender hinanden særlig godt.
Forestillingen vil undersøge, hvad der sker med mænd i et lukket rum, et afgrænset sted, når hierarkier opstår og efterprøves, og når menneskelige grænser afprøves og måske sprænges. En hjælpeløs kanin bliver symptomet på, hvordan prøvelserne ikke lykkedes til fulde.

Forestillingens karakterer deler fornavne med skuespillerne. Det er – formentlig – det eneste, som karaktererne og skuespillerne deler. Efter omstændighederne yder skuespillerne egentlig ganske fine præstationer, hvilket er med til at holde forestillingen oppe. De har hver især deres udfordringer, hvilket giver sine gnidningerne mændene imellem.
Brudgommen Mathias spilles tilpas sårbart af Mathias Bøgelund, der alligevel viser os, at han til slut er mere end mand end forventet. Mere mandig og maskulin er Stanley Bakar, som blandt de nedlagte kvinder – desværre – også er Bianca. De to giver os forestillingens bedste skuespilpræstationer.

Morten Burian som den kommende svoger er en ubehagelig skrydende alfahan, som har det meste i munden, men som ikke går af vejen for at tryne andre. Ligeså ubehagelig, grænsende til det direkte modbydelige, er brudens far spillet af Henrik Birch, der ikke er glad for at få en svækling som Mathias som svigersøn. Asbjørn Krogh Nissen er kollega til brudgommen. Han er fraskilt og enlig far, og en smule skrydende, hvilket ikke altid er lige let at acceptere. Tobias Leander er gruppens mest sølle stakkel som gommens patetiske barndomsven, som man har lidt svært ved at holde af.
Det er synd, at persongalleriet ikke bliver fremstillet med større dybde og forskellighed. Stort set hele flokken er ganske usympatiske, og man savner en form for elegance og sårbarhed. Dialogen nærmest råbes desværre ud. Generelt er tekstmaterialet for uegalt og svingende, så det aldrig rigtig fanger os, ligesom det hverken morer eller forarger os. Kun til slut, hvor man i voiceoveren sammen med holdet mærker lidt samhørighed og øjenåbning, kommer teksten os rigtig nær.

Mårten K. Axelsson har skabt en nærmest ikke eksisterende scenografi, der hverken gør noget godt eller skidt for forestillingen. Der er i hvert fald ikke meget svensk skov over scenografien… Kun i samarbejdet om at rejse og nedtage tipien giver den bare lidt til historien.
En polterabend præsenteres som en ”farlig komedie”, der finder sted en følsom nat, hvor den rituelle fejring møder følelserne. Men den bliver desværre aldrig hverken rigtig farlig eller morsom, ligesom manden eller patriarkatet aldrig rigtig kommer til hverken ret eller uret. Det skyldes i stor stil den noget svingende tekst og ditto iscenesættelse.
Betty Nansen Teatret, Frederiksberg Allé 57, 1820 Frederiksberg C
Spilleperiode: 10. januar-1. februar 2025
Set den 10. januar 2025
Fotos: Natascha Thiara Rydvald
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Stanley Bakar, Henrik Birch, Morten Burian, Mathias Bøgelund, Tobias Leander og Asbjørn Krogh Nissen
Voiceover: Tue Skovdahl Lunding
Efter idé af: Tom Silkeberg
Tekst: Alle medvirkende og Therese Willstedt
Instruktion og iscenesættelse: Therese Willstedt
Scenografi og lysdesign: Mårten K. Axelsson
Kostumedesign: Anna Heymowska
Lyddesign. Ditlev Brinth
Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod