Anmeldelse: Verdensherskerne, Mungo Park

Anmeldelse: Verdensherskerne, Mungo Park

Af Christian Skovgaard Hansen

Den israelske historiker og forfatter Yuval Noah Harari udgav i 2011 bogen ”Sapiens – En kort historie om menneskeheden”, der beretter om menneskets ekstraordinære historie – sådan som vi har udviklet os fra ubetydelige aber til verdens – måske – herskere. Inspireret af den bog har Rasmus Krone og Kristoffer Lundberg skrevet manuskriptet til forestillingen Verdensherskerne, der fortæller hele civilisationen og menneskehedens 100.000 års historie på godt fem kvarter. Sidstnævnte har også instrueret forestillingen.

Vi kommer sådan set fint gennem historiens mange år, indtil nu hvor der kun er os, homo sapiens, tilbage. Hvordan forandrede vi os? Hvordan endte vi der? Og hvad vil det sige, at være menneske – dengang, nu og måske endda i fremtiden? Til en start var det en kamp mod naturens luner og de vilde dyr, mens det senere blev en kamp mod de andre menneskearter, så vi alene er tilbage som herskere. Spørgsmålet er så, om vi kan blive ved med at være herskere over verdenen…

Det hele fortælles på 100 minutter, hvilket betyder, at der skal tempo på, og at uret tæller lidt hurtigere ned end normalt. Nedtællingen og uret gør som sådan ikke noget for forestillingen, og det kan godt blive en smule udmattende for ikke bare spillerne. Fokus kan hurtigt blive på nedtællingsuret fremfor på historiefortællingen, hvilket er synd.

Ifølge teatrets materiale gav bogen præsident Obama ham et ”nyt perspektiv på de helt grundlæggende ting, som har gjort det muligt at bygge den moderne civilisation, vi nu tager for givet”. Dét kan sagtens være, men i Verdensherskerne savner jeg lidt dén dybde og dét perspektiv.

Josefine Thornberg-Thorsøe har skabt en sportshalslignende scenografi med et stort digitalt ur, der tæller ned, ligesom spillerne er klædt i sportstøj. Det er som en arena, hvor vi ganske morsomt følger menneskets kamp for at overleve og udvikle sig.

Historien fortælles af en trio fra Mungo Parks ensemble: Sebastian Henry Aagaard-Williams, Nana Morks og den nye spiller Signe Thielsen. Holdet spiller legende og med en stor fysisk energi, og historien spilles som en teaterleg med humor og charme. De kommer som sådan fornemt igennem hele menneskehedens historie, mens de kæmper med urets tur mod nul, og spillestilen gør, at vi ikke altid får den alvor og dybe, som historien (også) har.

Verdensherskerne er en tempofyldt, morsom og ganske informativ gennemgang af homo sapiens’ lange historie, men den havde ikke taget skade af lidt mere dybde og tyngde. Mennesket er måske nok blevet verdens herskere nu, og der er ingen tvivl om, at vi har været igennem en lang, men positiv udvikling. Spørgsmålet er nu, om vi er godt på vej til at ødelægge verdenen for os selv. Det er nok en humoristisk teaterleg, men der er gudskelov også alvor bag det hele.

Mungo Park, Scene 1, Fritz Hansensvej 23, 3450 Allerød

Spilleperiode: 8.-22. januar 2025

Forestillingen spiller derudover den 28.-30. januar 2025 på Grønnemose Skole i Gladsaxe

Set den 8. januar 2025

Fotos: Rumle Skafte

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Sebastian Henry Aagaard-Williams, Nana Morks og Signe Thielsen

Manuskript: Rasmus Krone og Kristoffer Lundberg

Instruktion: Kristoffer Lundberg

Scenografi: Josefine Thornberg-Thorsøe

Lyddesign og komponist: Emil Sebastian Bøll 

Lysdesign: Casper Døi

Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *