Anmeldelse: En skærsommernatsdrøm, Det Kongelige Teater

Anmeldelse: En skærsommernatsdrøm, Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier

Når man ser en John Neumeier-ballet på sæsonprogrammet, er det svært at få armene ned, og forventningerne stiger automatisk. Publikum skulle oprindeligt på denne premieredato have oplevet ”Othello” af samme koreograf, men grundet delte meninger mellem danserne og ballettens ledelse om racisme og stereotype udtryk i balletten, blev den fjernet fra programmet til fordel for En skærsommernatsdrøm.

Jeg er glad for, at vi lever i en tid med plads til dialog og forhandling om, hvad der vises på landets nationalscene, men jeg er ærgerlig over teatrets mangel på kommunikation om programændringen. Kunsten må ikke ty til selvcensur i frygt for at krænke. Man kunne i stedet håbe på en åben dialog mellem kunsten, dens udøvere og dens publikum. Så uden forklaring satte jeg mig i teatret lørdag aften for at overvære en anden Shakespeare-klassiker, En skærsommernatsdrøm, i balletversion, og jeg må indrømme, at det ikke var et dårligt skifte.

Handlingen i En skærsommernatsdrøm er kompleks. Der er et væld af karakterer, som forelsker sig i hinanden på kryds og tværs, men jeg vil alligevel gøre et forsøg på et kort resumé! Theseus, der er Hertug af Athen, skal giftes med amazonernes dronning Hippolyta. Hendes hof består blandt andet af de fire unge mennesker: Lysander, Hermia, Demetrius og Helena. Lysander og Hermia er begge forelskede i hinanden. Helena elsker Demetrius, men Demetrius elsker Hermia.

De fire unge elskende har sat hinanden i stævne i skoven uden for Athen. Deres stævnemøder bliver dog vævet ind i Hippolytas drøm, mens hun sover. I drømmen møder vi Theseus og Hippolyta i skikkelse af alfernes konge og dronning, Oberon og Titania. Med parret følger Oberons tro væbner, drillealfen Puk. Oberon udstyrer ham med en magisk blomst, der kan få folk til at forelske sig i den første person, de ser. De fire unge fortrylles af Puk med blomsten på kryds og tværs, og forviklingshistorien når sit klimaks! Puk må til sidst rette op på sine drillerier, så den sande kærlighed kan sejre, og der kan holdes tredobbelt bryllup for Hippolyta og Theseus, Hermia og Lysander og for Helena og Demetrius.

En skærsommernatsdrøm er et studie i kontraster. Kontrasten mellem virkelighed og illusion, mellem at være vågen og at drømme og mellem sand og falsk kærlighed. Realitetens og illusionens verdner er så forskellige i deres udtryk, at man ikke skulle tro, de kunne forenes. Men det lykkedes. Menneskenes og alfernes verdner er vævet sammen i en drømmende naturlighed, hvor alfernes fortryllede skov leger med menneskenes jordiske følelser og kærlighedsliv. Vekselvirkningen mellem Felix Mendelssohn-Bartholdys klassiske kompositioner, der repræsenterer menneskelivet, og Györgu Ligetis elektroniske musik, som er lydtæppe for drømmeskoven, tydeliggør fortællingens og kærlighedens alsidighed.

Neumeier er en mester i Shakespeare og i rammefortællinger. Det oplever man både i denne ballet og i hans klassikere som ”Romeo og Julie” og ”Kameliadamen”. Det er som om han ordret oversætter Shakespeares tekst til poetisk dans. Rum-alfer, moderne dans og elektronisk orgelmusik møder i denne ballet romantiske trin med fejende løft, et utal af pirouetter og symmetriske korpsdanse.

Det var et stærkt balletkompagni, der på denne premiereaften flettede hverdag og drømmeri sammen. Solodanserne Emma Riis-Kofoed og Jonathan Chmelensky dansede de omfangsrige dobbeltroller som Hippolyta/Titania og Theseus/Oberon, mens de fire unge elskende blev danset af Holly Dorger som Hermia overfor Alexander Bozinoff som Lysander samt Silvia Selvini som Helena overfor Sebastian Pico Haynes som Demetrius. Sammen cementerede de et flot og sikkert niveau. Emma Riis-Kofoeds majestætiske løft og tekniske sikkerhed benovede, mens Sebastian Pico Haynes holdt balancer, så man følte tiden et øjeblik stod stille.

Premiereaftenens helt store showstopper var dog Tobias Praetorius i rollen som den drilske og djævelske Puk. Praetorius’ råstyrke og dramatiske overlegenhed var som skabt til denne rolle. Han mestrede de nærmest akrobatiske trin, mens han med komisk præcision vandt alle vores hjerter.

Han var ikke det eneste komiske aspekt i balletten. Han fik følgeskab af en skuespillertrup ledet af Rendegarn danset af Jón Axel Fransson. De syv komiske mænd blev til et yderligere lag i rammefortællingen. De kom ind med en lirekasse på de mest ubehjælpelige tidspunkter, og man kunne ikke andet end af skrige af grin.

Den ellers komplekse fortælling lykkes til fulde i sit rene og ærlige udtryk. Scenografien af Jürgen Rose består udelukkende af tre træer, et silketæppe, enkelte møbler og rekvisitter samt smukke kostumer. De få virkemidler er virkningsfulde, og lader dansen stå frem. En skærsommernatsdrøm er endnu et mesterværk fra Neumeiers hånd, og Den Kongelige Ballet har løftet opgaven til fulde. Balletten havde en inspirerende og opløftende effekt, for i drømme kan alt ske!

Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv 9, 1050 København K

Spilleperiode: 5.-23. november 2022

Set den 5. november 2022

Fotos: Costin Radu

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20222023/ballet/en-skarsommernatsdrom

Medvirkende (denne aften): Emma Riis-Kofoed, Jonathan Chmelensky, Silvia Selvini, Sebastian Pico Haynes, Holly Dorger, Alexander Bozinoff, Tobias Praetorius, Jón Axel Fransson m.fl.

Koreograf: John Neumeier

Musik: Felix Mendelssohn-Bartholdy, György Ligeti og traditionel lirekassemusik

Scenografi og kostumer: Jürgen Rose

Lysdesign: John Neumeier

Iscenesættelse: John Neumeier med Kevin Haigen, Niurka Moredo, Lloyd Riggins og Radik Zaripov, assisteret af Ask la Cour, Michelle Larsen, Fernando Mora, Amy Watson og Tina Højlund (børn)

Dirigent: Nathan Brock

Orkester: Det Kongelige Kapel

Varighed: 2 timer og 35 minutter inkl. en pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

One thought on “Anmeldelse: En skærsommernatsdrøm, Det Kongelige Teater

  1. Det var en fantastisk forestilling, som jeg også så i lørdags. Jeg kan kun give mine varmeste anbefalinger. Skynd jer at købe billetter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *