Anmeldelse: Leonora Christina, Aarhus Teater

By: Anne Sophie Parsons
On: 8. november 2022

Af Anne Sophie Parsons

Dramatiker Christian Lollike er tilbage i Aarhus Teaters rammer med opsætningen af Leonora Christina – Sandhedens dronning, som følger én af Danmarkshistoriens måske mest infamøse kvindelige skikkelse, der satte benhårdt ind efter at opnå tronmagten i det danske kongerige. Ikke alene er det en skildring af en stærk kvinde, der ikke lod sig knække af livets begivenheder, men også et tidløst portræt, som viser, hvad der ikke har ændret sig i forhold til magtfulde personers inciterende lyst til fuldkommen dominans og magt – og at ingen midler skyr målet i jagten på topposten…

Kong Christian d. 4’s datter kan kun beskrives som værende en bombastisk kvinde i Lollikes udlægning af hendes kaotiske liv. I den moderne opsætning hvirvles publikum igennem en tour de force af (seksuelle og magtpåhvilende) relationer og politiske skakspil med Danmark som endelig taber, der opridser Leonora Christinas liv fra ægteskabet til rigshofmester Corfitz Ulfeldt til det svidende opgør med sin halvbror, Frederik d. 3. og dennes kone, dronning Sophie Amalie; videre til landsforræderi i Sverige, før hendes endelige 22-årige fængsling i Blåtårn, der udgjorde den usle ramme, hvor hun forfattede den danmarkskendte autobiografi ”Jammers Minde”.

Musik væver sig også ind i forestillingen på både live og baggrundstæppe-niveau. Musiker Jakob Bangsø og kompositioner af Astrid Sonne glider gnidningsløst ind i det højpolitiske magtkampsdrama med få fine toner, som kommer til at forme Leonora Christinas liv sammen med den lige så skruppelløse husbond Corfitz Ulfeldt, mens lyduniverset af The Overheard (bestående af Marie Højlund og Morten Riis) giver et afdæmpet, men stadig knitrende elektronisk islæt til den opdaterede præsentation af begivenhedernes gang.

Iscenesættelse af Fredrik Longva støtter synergisk Lollikes vision af kongedatteren i sin subjektive fremtoning igennem den dramatiske teksts fleksibilitet (”Vi siger bare, at det hændte på den måde” er et kort, der hives ud af ærmet igennem forestillingen til god effekt), og scenografi og kostumedesign af David Gehrt er en fryd at se på. Med et karakterunivers svøbt i en gennemtrængende blå farve, er der en kreativ lomme udenfor tid og sted, som de historiske karakterer optræder i – nu fortolkede og med dertilhørende politiske og følelsesmæssige agendaer, der spiller direkte ind i nutidens verdensbillede.

I rollen som den intelligente og fandenivoldske (om hun så måtte være illegitim eller ej) kongedatter ses Nanna Bøttcher, der stjæler scenelyset i sin fremtræden som kvindeskikkelsen Leonora Christina, samt med sin portrættering af en kompleks personlighed på ligeligt godt og ondt. Kjartan Hansen er stærk i rollen som den rødhårede manipulerende Corfitz Ulfeldt, der horer sig til magten. Forestillingen understreger i forløbet ægteparrets gensidige dynamik – endda med Leonora som den strategiske og mentalt stærkeste part i relationen, hvilket er en interessant pointe. Anne Plauborg er den vimsende og kolde dronning Sofie Amalie, der må kæmpe med bedste evner mod en hvirvelvindskonkurrenten i Leonora Christina, Emil Busk Jensen agerer den kommende konge Frederik d. 3. overbevisende, mens William Jacobsen Halken både præsterer som den lidende Kong Christian d. 4., der stønnede og svækket må se sit land gå økonomisk bankerot i hænderne på Corfitz og Leonora, blandt andre, mens Anne Laybourn hev vedvarende latter ud af aftenens publikum i sin portrættering af den lettere aparte svenske dronning Kristina, og mere tragisk tjenestepigen Dina, der uretfærdigt må lide døden.

Christian Lollikes fortolkning af en historisk skikkelse i Danmarkshistorien har tydeligt, i hans egne ord, ”skruet op for Leonoras feministiske projekt,” som drager publikum ind. Det er Leonoras subjektive stemme, som fylder forestillingen, fremfor en regelret historisk tør, kronologisk tidslinje; Det klæder kun stykket, der står stærkere og mere engagerede lige præcis af denne grund. Med undertitlen ”Sandhedens dronning” leges der ligeledes med fortællegreb og den forståelse, man sidder tilbage med som tilskuer: At sandheder og udlægninger af handlingsforløb altid kan gradbøjes og præsenteres fra diverse sider – alle mønter har som kendt to sider. Det ville have været interessant, at set endnu flere scener, hvor balancegangen imellem fiktion og fakta med overlæg flirtes med (som for eksempel når kongelig lesbisk seksuelt samkvem på badeværelsesgulvet også akkompagneres af filosoffen Descartes tanker, gør at forestillingens humor og opfindsomme tilgang til materiale står eksalteret).

Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, er Leonora Christina en fascinerede kvinde – både i konteksten af en historisk forståelse, men også i lige høj grad i sin nye fremtoning på de skrå brædder. I Lollikes forestilling er hun et væsen, der hvilende på sin intelligens og kompromisløse jagt på magt er lige så frygtindgydende, som hun er inspirerende. I bund og grund omhandler forestillingen derfor også ideen om at man kan gribe sine egne drømme og skabe sin helt egen fortælling i livet – belyst i enten et positivt og negativt lys.

Aarhus Teater, Scala, Teatergaden, 8000 Aarhus C

Spilleperiode: 4. november-10. december 2022

Set den 4. november 2022

Fotos: Rumle Skafte

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.aarhusteater.dk/det-sker/forestillinger/aktuelt/leonora-christina-sandhedens-dronning/

Medvirkende: Nanna Bøttcher, Kjartan Hansen, Anne Plauborg, Emil Busk Jensen, Anne Laybourn og William Jacobsen Halken

Af: Christian Lollike

Musiker: Jakob Bangsø

Iscenesættelse: Fredrik Longva

Scenografi og kostumedesign: David Gehrt

Lysdesign: Súni Joensen