Anmeldelse: EPICLOGUE, Sort/Hvid (Køteren og Terrieren)

By: Kirstine Harloff Birckner
On: 15. november 2025

Af Kirstine Harloff Birckner

EPICLOGUE er en koreografisk performance, der udforsker og giver plads til queerkroppen i et samfund gennemsyret af heteronormativitet. Skabt og performet af Bjørk-Mynte Paulse og Jonathan Ibsen, som tilsammen udgør duoen Køteren og Terrieren, er EPICLOGUE et visuelt og stærkt værk, der åbner et sårbart, legende og intimt rum, hvor vante normstrukturer opløses.

Scenografien består af løs plastic i en flot guldfarve, der er spredt udover hele gulvet, og ovenpå det er der i midten af scenen placeret et stort metalstativ. Rundt omkring står der hyggelige planter og en masse vandflasker pakket ind i noget, der ligner ler. Paulse og Ibsen henholdsvis sidder og ligger helt tæt i det ene hjørne – begge nøgne bortset fra deres matchende tennissokker og sneakers.

Sådan begynder forestillingen; publikum sidder på hynder og betragter de to, som de sidder og ligger der ubevægelige på scenen. Sammen med den rolige musik og lyssætning udgør det en smuk ramme, men man fornemmer også, at der gemmer sig en historie mellem de to, der skal til at folde sig ud.

Vand er i fokus for den første scene. Der går dog relativt lang tid, før åbningsscenen er ovre – og måske også lige en tand for lang tid. Selvom EPICLOGUE gennem hele forestillingen insisterer på at tage sig god tid om hver enkelt scene, når man at tænke, om alle 75 minutter skal gå med at kigge på det samme stilleben. Men lige så stille sker der noget, og forestillingens løfte om at udfordre normerne bliver hurtigt indfriet. Fra at sidde ubevægelige flytter Paulse og Ibsen sig nu rundt på scenen i forskellige kropslige opstillinger, mens den ene tager slurke af vand fra flaskerne og deler det med den anden via sin egen mund – og sådan foregår det nonstop mellem de to parter både i langsomt og hurtigt tempo.

I en glidende overgang er vi videre til næste scene, hvor fokus er skiftet til akrobatik. Her udspiller der sig en form for brydekamp, hvor Paulse og Ibsen på det nu drivvåde gulv begiver sig ud i nogle nærmest umulige akrobatiske opstillinger, og med deres fysiske overlegenhed visualiserer et forholds komplekse følelser. Har man en snert af blufærdighed over sig, vil den nok komme på prøve i denne scene, men det er netop også det, der gør den så stærk – at denne scene og forestillingen i øvrigt tør udfordre os på den blufærdighed, der er så stærk i vores samfund.

Som koreografisk performance uden replikker kan man som beskuer selv lægge sin egen fortolkning ned over, hvad man ser. Måske vil man ligesom jeg læse ind i den første scene, at den handler om det indledende møde med et andet menneske, og som udvikler sig til en dyb intimitet. Hvortil den anden scene bliver en kamp, der på den ene side viser den stærke forbundethed og indbyrdes afhængighed, og på den anden side visualiserer oplevelsen af, at relationen kan gå i hårdknude.

Næste scene er også åben for fortolkning. Her ser vi Paulse ase og mase med at få hul på en vandmelon ved egen kraft, mens Ibsen hjælper til. Det er nærliggende at tænke, at scenen skal simulere en fødsel, men måske kunne den også tolkes bredere som, at det kan være svært at være i egen krop som queerperson – fx at være transkvinde og have et ønske om at blive gravid.

I fjerde scene vendes fokus mod det store metalstativ, som Paulse og Ibsen kobler sig til ved hjælp af mavebælter og kæder. Vi oplever dem nu, trods kæderne, i en mere fri, forløst udgave af dem selv, hvor de med legende lethed svinger sig frem og tilbage i stativet. Jeg læser scenen som, at den handler om friheden til at være sig selv, men at man kan opleve samfundets normer og regler som begrænsende kæder.

Femte scene begynder ved, at der tændes en skærm bag publikumstrappen. I slow-motion videoform bevæger Paulse og Ibsen sig igennem naturskønne områder, nu med den ultimative frihed uden lænker. Dermed bindes kronologien i forestillingen fint sammen. Dog synes jeg, at hele præmissen om at bryde vante normstrukturerer falder lidt til jorden i det sidste klip, hvor vi ser Bjørk-Mynte Paulse med en gravid mave og Jonathan Ibsen ved sin side.

Det ødelægger dog ikke helhedsindtrykket af EPICLOGUE som et vildt, modigt og flot værk, der står stærkt tilbage i erindringen. Både fordi de to performere tør stille sig nøgne foran et publikum og ufiltreret vise, hvem de er – men også fordi Køteren og Terrieren som kunstnerisk duo formår at åbne publikums øjne for et mere mangfoldigt syn på krop, køn og seksualitet.

Køteren og Terrieren

Sort/Hvid, Staldgade 26-30, 1699 København V

Spilleperiode: 12.-17. november 2025

Set den 12. november 2025

Fotos: Tale Hendnes

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her: