Anmeldelse: Evita, Aarhus Teater

Af Freya Quvang
Denne opsætning af Evita giver os en imponerende musicaloplevelse med et moderne liv, hvor såvel skuespil og scenografi som kostume og dramaturgi går op i en større enhed.
Du kender måske allerede til historien om Evita, eller Eva Perón, som hun blev kaldt før hun af folket opnåede helgenstatus. Hun var en fattig, ung pige fra Argentina, der rejser til storbyen, Buenos Aires, kravler gennem udnyttelse af mand efter mand op af den sociale rangstige og ender med at sætte sig på titlen som den argentinske førstedame til præsident Juan Péron.

Selvom mange iscenesættelser af Evita har fokuseret på modspillet mellem Evita og Che, her rosværdigt spillet af henholdsvis Sara Viktoria Bjerregaard og Emil Prenter, har produktionsteamet bag denne forestilling taget en mere forfriskende tilgang, nemlig med ensemblet som omdrejningspunkt. Dette er en både kløgtig og kreativ fortolkning foretaget af instruktør Sara Cronberg og koreograf Melker Sörensen, idet stykket herved tildeles en ekstra dimension med indblik i folket, og hvordan de forføres af en stærk frontfigur.
Tilgangen baner vej for tematikker, som til stadighed er aktuelle, nemlig hierarkisk magt versus folkets magt. Forestillingen serverer et helt folks differerende perspektiver på magtforvaltning, og som Cronberg selv udtrykker det i programmet, rammesættes menneskets tendens til ”massepsykose”, hvad der meget passende beskriver den kollektive mentalitet, vi ser, ikke blot i musicalen, men også i den virkelige verden.

Scenografien, der, ligesom kostumedesignet, er udfærdiget af Franciska Zahle, giver en autentisk følelse af at være i det Argentina, som historien udspiller sig i. De støvede farver i både kostumer og rekvisitter forstærker stykkets tidslighed og bidrager til publikums indlevelse i sydens univers. Desuden er spillet mellem fattigpigen Eva Perón og hendes helgenpersona Evita utroligt smagfuldt og iscenesat gennem veludførte, abrupte kontraster i beklædning.

Skuespillet var fuldkommen upåklageligt, særligt med stærke præstationer fra både Bjerregaard og Prenter. Bjerregaards Evita er på en og samme tid sensuel, stærk og forførende, men også med en bagvedliggende skrøbelighed og usikkerhed, og hendes portræt af Evita fanger os, så man lettere tilgiver, at hendes sangstemme nogen steder er lidt udfordret. Prenters fortæller Che er både dragende og charmerende, hvor han har en kritisk tilgang til Evitas bedrifter, alt imens han ligesom os andre også forføres af hende. Morten Hemmingsen er med kort varsel trådt til i rollen som Juan Perón, og han leverer en fin, om end lidt anonym og stiv præstation.
Hele ensemblet, som både består af skuespillere og dansere fra Holstebro Dansekompagni, er velkoreograferet, og de formår at sætte rammen for fortællingen. Særligt Lars Mølsted og Amanda Friis Jürgensen må fremhæves for både deres skuespil og sang. Publikum kommer bogstaveligt talt helt tæt på karaktererne, idet ensemblet tager både sig selv og forestillingen helt ned på bagerste række og indhyller alle hjørner af teatersalen med sine smukke stemmer.

Ikke bare dialogen er her på dansk. Sangene er også oversat til dansk af Kenneth Thordal. Ved første ord savner man måske de klassiske engelske sange, men de musikalske og fint oversatte sange fanger alligevel ganske vellykket en.
Lyddesignet, gennemført af Lars Gaarde, bringer, i samspil med kapelmester Martin Konge, publikum i argentinsk trance – og ikke blot audiovisuelt. Under flere instanser gives et smugkig helt ind til den forhøjede orkestergrav, hvad der for alvor sætter et festligt udråbstegn ved mange af stykkets numre.
Alt i alt er Evita en imponerende og rørende musicalforestilling med en stærk historie, fantastisk skuespil, imponerende scenografi, lyd- og lysdesign og flotte kostumer. Det er her en stærk produktion, der helt sikkert vil berøre publikum og efterlade dem med en følelse af ærefrygt og ”massepsykose” til eftertanke.
Præsenteres i samarbejde med Oslo Nye og Holstebro Dansekompagni og efter aftale med The Really Useful Group Ltd.
Aarhus Teater, Store Scene, Teatergaden 1, 8000 Århus C
Spilleperiode: 3. maj-10. juni 2023
Set den 3. maj 2023
Fotos: Emilia Therese
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.aarhusteater.dk/evita
Medvirkende: Sara Viktoria Bjerregaard, Emil Prenter, Morten Hemmingsen, Amanda Friis Jürgensen, Ashok Pramanik, Kajsa Kristina Petersson, Christine Sonnich Møller, Mille Lambert, Rikke Lillevang, Jacob Prüser, Emil Asbjørn Madsen, Eric Hallengren, Leila Jung, Lars Mølsted, Simon Fichman, Jasmine Gordon, Lionel Ah-Sou og Mikkel Alexander
Musik: Andrew Lloyd Webber
Tekst: Tim Rice
Oprindelig instrueret af: Harold Prince
Oversættelse: Kenneth Thordal
Iscenesætter: Sara Cronberg
Scenograf og kostumedesign: Franciska Zahle
Koreografi: Melker Sörensen
Kapelmester: Martin Konge
Lysdesign: Mathias Hersland
Lyddesign: Lars Gaarde
Varighed: Ca. 2 timer og 15 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod