Anmeldelse: Fædra, Husets Teater
Af Sebastian F. Westh Nielsen
Afrodites forbandelse er det udtryk, der gentagne gange bliver brugt om kærligheden, idet karaktererne fordømmer begæret, som de står fuldstændig magtesløse overfor. Kærligheden er nemlig forbudt hos de to centrale karakterer, og den ene mere umulig end den anden. Angsten og tvivlen er allestedsnærværende i Fædra, som er en af dramahistoriens største kærlighedsintriger overhovedet. I den fascinerende iscenesættelse af myten, med baggrund i den måske største franske dramatiker Racines mesterlige tragedie, bliver det kvindelige begær sat i hovedsædet som tragediens motor.
Myten om Fædra stammer fra antikkens Grækenland og handler om Fædra, der er forelsket i sin stedsøn Hippolytos. Da hun tror, at hendes mand Theseus er død, erklærer hun sin kærlighed til Hippolytos, der dog er forelsket i Aricia. Da Theseus pludselig viser sig at være i live, beskylder Fædra af frygt Hippolytos for hendes forbrydelse. Alle medvirkende er viklet ind intrigen, i et net af løgne og usagtheder, en snørklet knude, der idet den reddes ud, kræver ofre.
Fædra udgør første del af trilogien FURIER af instruktør Anja Behrens og scenograf Christian Albrechtsen, som sætter fokus på tre markante kvindelige hovedroller fra den græske mytologi. I de to næste sæsoner sættes fokus på Elektra og Kassandra.
I deres bearbejdelse møder vi en Fædra, der er på kanten af et sammenbrud. Hun er omgivet af stemmer. Om det er hoffets vægkrybende sladder eller indre dæmoner bliver aldrig helt tydeligt, men sikkert er det, at de hjemsøger den paranoide Fædra. Forelskelsens fortvivlelse og en dronnings momentvise autoritet inkarneres eminent af Marina Bouras, der i en pragtpræstation rummer Fædras sårbare begær og efterfølgende selvforagt.
Ligeledes skaber Fanny Bernth og Jeppe Marling, der spiller henholdsvis Aricia og Hippolytos, en overbevisende tumultarisk stemning frem i stykkets begyndelse, hvor forvirringen og kærlighedens tvivl er konstant.
Da Theseus i form af Henrik Finch dukker op, skaber hans dybe stemme og kropslige tilstedeværelse en tilsyneladende ro. Det bliver dog hurtigt tydeligt, at den hjemvendte patriark ikke er almægtig og kan fixe alting, og han ender nærmere med at stå desorienteret tilbage i et totalt kontroltab. Han er ude af stand til at gennemskue de intriger, der opløser familien omkring ham, og som ingen i deres net af løgne og æreshensyn vil indvie ham i. Patriarkens afmægtighed bliver tydelig, da han i affekt forviser Hippolytos med vold, inden han endeligt dødsdømmer ham i en påkaldelse af guderne.
Efter stykkets dramatiske klimaks og Fædras tilståelse står hendes begær, som det eneste monster Theseus ikke kunne se og besejre med hans maskuline styrke. De er alle sunket ned i det symboltunge ler, der alsidigt fungerer som tragediens stort set eneste rekvisit. Scenografien er dog derudover overdådig med sine relativt simple og stilistiske virkemidler. Scenen er indrammet af en gul ramme og opdelt af adskillige lag af lette gule slør, og indramningen understreger dramaets, intrigens og magtens vakuum. Samtidig lader det svævske og let gennemsigtige stof skuespillerne smyge sig ind og ud af scenen, som i det slør af mystik og løgne, de faktisk er omgivet og omsluttet af. Kostumerne er ligeledes elegante, idet de indfanger den antikke ramme i deres simple elegance. De fungerer også som lag der langsomt pilles af, idet stykket arbejder med en meget konkret og aktiv kropslighed, der er forfriskende i de her klassiske dramaer.
Nogen klassisk tragisk heltinde er denne Fædra heller ikke. I sit begærs vold bliver hun nærmere offer eller måske endda en sørgelig skurk. Når hun overgiver sig til kærlighedserklæringens forløsning men også dens destruktive konsekvenser, er hun offer for en unfair kærlighed, hun ikke kan kontrollere. Den egentlige synd bliver dog, når hun efterfølgende kaster Hippolytos under bussen. Netop her handler hun uretfærdigt og gør sig endegyldigt skyldig. Det er dog her, at denne version af Fædra bliver lidt ensidig i hendes afmagt, nederdrægtighed og især manglende fortrydelse. Hun graver kun sit eget hul dybere, og man har aldrig helt sympati med hendes situation. Stykket vil nok heller ikke have tilskuerne til at fatte sympati, men nærmere skabe empati. Fædra er menneskelig og i høj grad fejlbarlig, men herved mister stykket noget af sin grandiose og storslået tragiske karakter, men bliver i stedet relaterbart.
På den måde er stykket en fabelagtig opdatering, der nuanceret tematiserer det tabuiserede kvindelige begær. Det er derfor, man stadigvel skal se disse gamle dramaer, da de arbejder med nogle universelle følelser, der kan tale på tværs af tiden, men ligeledes kan drejes direkte ind i tidsånden. Derfor er det også skønt, at vi kan se frem til to stykker mere fra samme hånd i de kommende sæsoner på Husets Teater.
Husets Teater, Halmtorvet 9B, 1700 København V
Spilleperiode: 10. februar-12. marts 2022
Set den 12. februar 2022
Fotos: Emilia Therese
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Marina Bouras, Jeppe Marling, Fanny Bernth og Henrik Birch
Instruktion: Anja Behrens
Scenografi: Christian Albrechtsen
Tekst: Jean Racine
Bearbejdelse: Anja Behrens i tæt samarbejde med Marina Bouras, Christian Albrechtsen og Pernille Kragh
Oversættelse: Pernille Kragh
Dramaturg: Karen-Maria Bille
Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram: