Anmeldelse: FEAR, Dansekapellet (Black Box Dance Company)
Af Jonathan Stahlschmidt
Hvad er du bange for? Du skal i hvert fald ikke være bange for at tage ind og se ’Fear’. Det er en danseforestilling, der i snørklede koreografier og en slags brutal harmoni, tager et fast greb om tilskuernes nerver og i sidste ende giver en forløsende befrielse.
Hver femte dansker rammes af angst på et eller flere tidspunkter i livet. Så jeg ved, at jeg ikke er alene. Da jeg var 18, fik jeg diagnosticeret ”svær dødsangst” hos min læge. Ingen medicin blev udskrevet, intet videre skridt blev taget i sundhedssystemet. Jeg blev erklæret uegnet til værnepligt, for tilstanden stod nævnt i den journal, som det danske militær modtog med mit navn på.
Den angsttilstand varede et halvt år, og det der i sidste ende fik bugt med den var noget så banalt som skolemusicalen, som jeg i 3. g medvirkede i. Og hvor mærkede jeg for første gang i flere måneder at skyerne skiltes, og min krop pludselig var et ton lettere? Midt i en dans!
Jeg gik ikke endegyldigt fri, men jeg forstod, at der var måder at få det til at gå over hurtigere. For nylig vendte angsten tilbage. Så det var med begyndende koldsved, at jeg nærmede mig Dansekapellet, for jeg var bange for at forestillingen ville forstærke det.
Og forestillingen skyede heller ingen midler for at konfrontere angsten fra første bevægelse. Tre dansere i jakkesæt danser i en slags forstørret tegnsprog til den canadiske premierminister Justin Trudeaus tale om frygt, og hvordan den ikke må misbruges til at manipulere verdens folkeslag. Danserne vikler sig ind i hinanden i smuk symbiose og med imponerende musikalitet; noget virker overladt til tilfældighederne, men de vender altid tilbage til udgangspunktet i hinanden.
Selv med en sparsom scenografi, blot bestående af oprullede græsmåtter og lamper maler de mange forskellige scenebilleder. Der er ingen synlig rød tråd at finde hoved og hale på, men i de enkelte sekvenser står idéerne tydeligt frem.
Den mængde research og teknisk forarbejde, der er blevet lagt i deres performance, skinner igennem. Dog måske mere for dem blandt publikum, der selv er dansere, end for menigmand. Men alle får lov at opleve den knugende angst i mange forskellige afskygninger. Hvis man kan tillade sig selv ikke at lede efter meningen, vil forestillingens betydning ikke være tabt på én. Og følelsen af ængstelse fik umiddelbart tryllebundet publikum tilstrækkeligt til, at vi sad åndeløse i lange stykker ad gangen.
Til slut slipper vi angsten. Forestillingen slipper sit tag i os. Jeg sidder selv næsten lige så forpustet som danserne, der bukker på scenen. Og en bølge af befrielse skyller ind over mig. I en verden, hvor den globale og den individuelle angst er et meget relevant issue, synes jeg at det er vigtigt og ærbart at italesætte det – selvom det er med koreografi i stedet for ord. Og jeg er meget taknemmelig for oplevelsen.
Og som danserne fortalte os til sidst: “Courage is not the absence of fear, but the victory over it.”
Black Box Dance Company
Dansekapellet, Bispebjerg Torv 1, 2400 Kbh. NV
Spilleperiode: Spiller ikke mere nu og her, men spiller forskellige steder i landet senere på året
Set den 5. juni 2017
Foto: Michael With
Lyst til at købe en billet? Forestillingen opsættes på bestilling Læs nærmere her:
http://www.black-box-dance-company.dk/fear/
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod