Anmeldelse: Floden, Bådteatret

Af Jonas Gudmand

 

Onsdag kl. 10.43 bliver jeg ringet op af Elvir Ramovic, der vil høre, om der ikke kommer en fra Ungt Teaterblod og anmelder hans stykke. Og nå ja, hvorfor ikke. Afsted, afsted til Bådteatret – som er et sted, som er fantastiske til at give teaterprojekter, som endnu ikke er slået igennem, chancen. Hver eneste gang jeg tager ud på et af de mindre steder, så håber jeg, at jeg kan være med til at opdage teaterguld, som bare venter på at bliver delt med hele verden.

Var det så sådan en oplevelse? Njah, både og.

Forestillingsrummet er dækket til i blade, hvilket giver en særlig og autentisk atmosfære. Jeg sætter mig på en plads og kigger bevinget ud i rummet. Der går nok 20 sekunder før, at jeg opdager, der bagerst i højre hjørne er en stor oppustelig gennemsigtig badeboldslignende tingest. Og inden i ligger der en mand i badeshorts og intet andet. Det tog røven på mig, og jeg blev lidt høj af det sceniske billede.

Elvir Ramovic går i gang med at tale inde fra den kæmpe badebold, og det kommer til at handle om, hvordan han oplevede at have en tryg barndom og så se tegn til uro i gadebilledet, fordi der rundt omkring blev skrevet enten SDS eller SDA. Elvir fortæller med fin indlevelse om pudsige ting, der skete omkring ham. Og som historien eskalerer må hans familie og ham flygte, fordi uroen er blevet til en krig.

Lyden af hans stemme fra den microport, som han har på, er dårlig pga. den store bold. Men meget virkningsfuldt dugger bolden til pga. hans vejrtrækning, så han må pudse den for at kunne kigge ud. Den tunge symbolik ligger lige for – krigen spærrer ham inde i sin egen boble, og som tider går, bliver det mere og mere svært at se virkeligheden ordentligt.

Og så en dag, så er der våben og soldater i gaderne. Elvir siger: ”Jeg prøvede at tvinge angsten i mig, men alt var spændende, og der var ingen skole”. Og så popper han ud af sin boblebold. Jeg fatter ikke hvorfor i den situation. Det forvirrer mig.

Herfra fortæller Elvir resten af hans historie, mens han tager os publikummer ind. Og det er en god fornemmelse. Men den fornemmelse varer ikke ved. Eksempelvis fortæller han om en kvinde, der blev voldtaget 20 gange. Og lige efter sidder han og griner højt om de morsomheder, der også fandt sted. Bl.a. om manden der gyngede i sin kørestol hele dagen, så han ikke blev ramt af en snigskytte (sjovt billede). Men det er som om forestillingen mere og mere bliver til ham selv og ikke til os. Der er ikke nogen af os, der griner med ham, næsten. Og personligt følte jeg ikke længere med ham. Jeg stod stille og roligt af.

Det skyldtes nok, at den ellers behagelige fortællestil bliver for ensformig. Jeg bliver ikke overrasket. Det bliver på en måde for safe. Det er som om, at det grimme, der er i historien ikke kommer derhen, hvor vi andre kan dele hans smerte. Og så hjælper det ikke, at der er et par steder, hvor han går væk fra scenen, og vi sidder og kigger på en tom scene, uden at der er arbejdet med en form for overgang. Forestillingen har potentiale til mere, så det ærgrer mig, at jeg ikke kan give den mere.

Det er en glimrende skildring af et uskyldigt menneske, som må gøre, hvad han kan for at overleve. Og i slutningen kommer de rammende ord: ”Er det så nu man kalder sig for en flygtning”?

Bonus: Forestillingen starter med et fantastisk nummer, som har fået gang i min glædesmuskel. Så jeg deler her dette fremragende jugoslaviske (antager jeg) nummer:

https://www.youtube.com/watch?v=WfuJ-Q8FEsU

 

Gæstespil af Teater Thespis

Bådteatret, Nyhavn 16, København

Spiller til den 9. december 2016

Set den 7. december 2016

Foto: Teater Thespis

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.baadteatret.dk/floden-492/

 

Følg os på Facebook:


https://www.facebook.com/ungtteaterblod



Følg os på Instagram:


@ungt_teaterblod