Anmeldelse: Folk og røvere i Kardemomme By, Bellevue Teatret

Anmeldelse: Folk og røvere i Kardemomme By, Bellevue Teatret

Af Christian Skovgaard Hansen

 

Rigtig mange børn og voksne kender ’Folk og røvere i Kardemomme By’, og de fleste kan også en eller flere af de glade sange fra fortællingen. Denne anmelder er ingen undtagelse. ’Folk og røvere i Kardemomme By’ er forfattet i 1955 af den norske forfatter Thorbjørn Egner, som også står bag ’Karius og Baktus’ (1946) og ’Klatremus og de andre dyr i Hakkebakkeskoven’ (1953). Selvom Egner døde i 1990, er hans børnebøger stadig aktuelle, og de hører til blandt genres mest elskede, og alle tre klassikere spiller stadig på danske teaterscener – ’Folk og røvere i Kardemomme By’ i år for 35. gang på Bellevue Teatret, mens de to øvrige har spillet på Teater V i Valby.

Personligt har jeg ikke set ’Folk og røvere i Kardemomme By’ siden 1997, hvor jeg så den som familie-/skoleforestilling på Aarhus Teater. Denne dag er jeg også et særsyn i Bellevue Teatrets smukke sal; voksen og alene. Størstedelen af salen er fyldt af børn i alle aldre og deres forældre og bedsteforældre. Forhåbningerne var derfor på forhånd høje – og de blev bestemt indfriet.

ato9878-1-1600x1200
Foto: Bellevue Teatret

Livet går sin gang i Kardemomme By, hvor alle kender alle, og der er fred og idyl. Og så alligevel ikke helt, for de tre frække røvere Kasper, Jesper og Jonathan huserer i byen. De tre røvere, som Politimester Bastian ikke rigtig har fanget endnu, da de jo har en farlig løve… En dag er de så trætte af deres rodede hjem, at de beslutter sig til at røve Frøken Tante Sofie, men det går ikke helt, som de forventer, så de røver hende tilbage igen. Uden at afsløre for meget af handlingen her, kan det siges, at Bellevue Teaters forestilling følger bogens klassiske handling, og at det på sin egen forunderlige vis ender godt til sidst.

Scenografien er enkel og flot, og den er helt i tråd med Egners egne illustrationer fra bogen. Halfdan Rasmussen har stået for oversættelsen, mens Peter Aude har instrueret, som begge har gjort et flot arbejde med respekt for historien. Selvom forestillingen mest er for børn, er den stadig nærværende og seværdig for det voksne publikum.

Hele skuespillerholdet gør det godt. Michael Hasselflug er den godmodige og lidt naive Politimester Bastian, Morten Eisner er den kloge gamle Tobias i tårnet, og Christine Astrid Nielsens Tante Sofie besidder både den rette skraphed, men også blidhed. Børnene Tommy og Kamomilla spilles af hhv. Annevig Schelde Ebbe og Kathrine Elvira Boysen, som begge har den rette sødme og ikke mindst (barne)klogskab. Peter Aude, Christian Damsgaard og Finn Rye er de røvere, og de er akkurat så dovne og frække, som de skal være.

Foto: Bellevue Teatret
Foto: Bellevue Teatret

Herudover medvirker Niclas Kølpin (som bager, Silius og ½ kamel (ja – du læste rigtigt!), Lasse Lunderskov (som barber Sørensen) og Sune Svanekier (som vognstyrer Syversen og slagter). Sidst er der Kit Caroline Løvenhardt, som gør det pænt, men lidt anonymt som Fru Bastian. I stedet er der en anden gnist, når hun er henholdsvis æslet, løven og den anden halvdel af kamelen!

Både forestillingen og dens forlæg rummer udover en god og sjov oplevelse også en god portion lære og eftertænksomhed, som børnene og deres voksne kan tale om bagefter, men uden at det på noget tidspunkt bliver belærende. Hvad er venskab? Hvordan passer man på familien og samfundets ældre? Hvorfor må man ikke stjæle, og kan man forbedre sig?

Foto: Bellevue Teatret
Foto: Bellevue Teatret

Man kan ikke undgå at gå glad fra Bellevue Teatret efter denne forestilling. Samtidig kan man håbe på, at de mange børn i salen denne eftermiddag bliver ved med at gå i teatret senere i livet, og også på andre tidspunkter af året, så det ikke alene bliver en juletradition, og men samtidig at de giver glæden ved ’Folk og røvere i Kardemomme By’ videre til deres børn og børnebørn, når den tid kommer.

Forestillingen er for alle aldre – både børn, voksne og barnlige sjæle. Kom til Klampenborg og nyd en kardemommebolle til forestillingen. Nogle weekender kan du endda være så heldig at møde kamelen – en levende forstås – uden for teatret.

Foto: Christian Skovgaard Hansen
Foto: Christian Skovgaard Hansen

Og for mig var det et glædeligt gensyn med ’Folk og røvere i Kardemomme By’!

 

 

 

Bellevue Teatret, Strandvejen 451, 2930 Klampenborg

Spilleperiode: 19. november-18. december 2016

Set den: 19. november 2016

 Fotos: Bellevue Teatret og Christian Skovgaard Hansen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.bellevueteatret.dk/forestilling/folk-og-roevere-i-kardemomme-by-3/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *