Anmeldelse: Freakshow – State of mind, Det Bruunske Pakhus (Teater Malstrøm)
Af Sanne Halkjær Hebsgaard
Vi rummer alle både lyse og mørke sider i vores sind. Sider, som vi enten er stolte af, eller som vi skammer os en smule over. I 1800-tallet var freakshows præget af misdannede mennesker og dyr. I Teater Malstrøms Freakshow – State of mind er der taget afsæt i vores sind, og de forskellige sider vi besidder.
Freakshow – State of mind er i bedste kaberetstil sammensat af forskellige sange, som danner rammen for forestillingen. Det er tydeligt at mærke, at der er taget udgangspunkt i det dystre, med hints af komik, sårbarhed og naivitet hist og her.
Efter åbningsnummeret ”Creep” af Radiohead med Møller Jørgensen som solist kommer det første store ensemblenummer ”The Greatest Show” fra ”The Greatest Showman”. Det er et åbenlyst nummer at ligge ud med, men det falder desværre lidt til jorden. Min anke er, at der er alt for lidt plads til de elleve skuespillere på scenen. Det er for overvældende og svært at overskue alle på en gang. Det er ærgerligt, for der er virkeligt lagt op til at storslået nummer, med lækkert kor, spændende kostumer og interessant koreografi. Der skulle bare have været mere plads at arbejde på. Og selve pladsmanglen går igen i alle de store ensemblenumre, hvor jeg kan konkludere, at havde scenen været større eller med større afstand til publikum, havde numrene spillet max!
Og spændende kostumer, det må man straks sige, der er! Der mangler i hvert fald ikke noget på den front. Denne gang er det Anna Juul Holm, der står bag kostumerne. Publikum kan i hvert fald ikke være i tvivl om, at de er til et freakshow. Kostumerne er tilpas slidte, tilpas uhyggelige og tilpas dystre, og generelt bare godt sammensat.
I år er der liveband på scenen og det klæder forestillingen. Selvom bandet ikke leverer al musikken selv, men også har tracks med på flere numre, og er dejligt at høre livemusik i Det Bruunske Pakhus. Bandet er ledet af kapelmester Frederik Studsgaard Rindal. Og ud over at lede musikkerne i den rigtige retning, får han også en (ihærdig) kærlighedssang med på vejen i anden akt, hvor Line Frank Karlson synger ”Take A Chance On Me” af ABBA. Her ser man hendes voldsomme og tenderende til stalkende kærlighedserklæring til kapelmesteren. Det er et virkeligt sjovt take, og det er fedt at binde bandet sådant ind i forestillingen.
Det er tydeligt, at holdet bag Freakshow – State of mind er sammensat af flere dygtige sangere. De har alle deres stærke sider forskellige steder i forestillingen. I starten af første akt sætter Sofie Karoline barren højt som solist på ”It’s Oh So Quiet” af Björk. Sofie Karoline har en vild kontrol over sin stemme, og så mange facetter. Hun når fra den ene yderlighed til den anden på kort tid, og det fedt at være vidne til. Ved Teater Malstrøm bliver Björks sang pludseligt en meget dyster og mørk sang.
Hen imod slutningen af anden akt er det Camilla Pedersen Stub, der brillerer med ”Mad World” af Gary Jules og Michael Andrews. Det er helt klart den sang, hun synger bedst i forestillingen. Scenisk bliver den fremført med yderligere fire skuespillere på scenen iført kåber og masker. Et bizart billede, men dét skader ikke Camilla Pedersen Stubs fremføring.
Jeg kan godt se Sidsel Nygaards og Luise Lee Falslunds vision undervejs i forestillingen, men det er som om, de har slået et lidt for stort brød op i forhold til kapacitet. Der er ret mange rekvisitter og forholdsvist mange skuespillere på den lille scene. Det overdøver desværre nogle gange mere, end det omfavner de forskellige numre. Derudover er der et eller andet ved sammensætningen, der til tider skuer en smule. Men med det sagt, er det for mig at se, et spørgsmål om at Sidsel Nygaard og Luise Lee Falslund har store visioner for Teater Malstrøm, som de er ved at føre ud livet.
Teater Malstrøm har forsøgt at løfte niveauet i Freakshow – State of mind. Så er du til det bizarre er det helt sikkert noget for dig. Flere af numrene kender du sikkert, og med Teater Malstrøms take på dem, ser du dem med sikkerhed i et andet lys, end du normalt ville gøre.
Teater Malstrøm
Det Bruunske Pakhus, Kirkestræde 3, 7000 Fredericia
Spilleperiode: Den 7. september-21. oktober 2023
Set den 21. september 2023
Fotos: Tina Liv
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Henriette Petersen, Line Frank Karlson, Sofie Karoline, Anne Mejdahl Daugbjerg, Mette Lindholm, Camilla Pedersen Stub, Møller Jørgensen, Kristina Linnebjerg, Daniel Stoof Jensen, Martin Per Møller og Heidi Juhl Paaske
Idé og instruktion: Sidsel Nygaard og Luise Lee Falslund
Scenograf: Nikolaj Andergren Johansen
Kostumier: Anna Juul Holm
Makeup ansvarlig: Sidsel Nygaard
Dukke/Maskemager: Bonnie Lykke
Koreograf: Tanja Høivang, Sabine Skjød Nielsen og Christina Lorentzen
Voicecoach: Sofie Karoline
Kapelmester: Frederik Studsgaard Rindal
Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod