Anmeldelse: Fruen fra havet, Husets Teater (Husets Teater og Odense Teater)

Af Minna Højholt

Trilogier lader til at være blevet in i dansk scenekunst, og særligt Husets Teater har vist noget for forestillingsserier i disse år. Som efterfølger til succesen ”Gengangere” spiller nu Fruen fra havet som anden del af ”Spøgelsesserien”, hvor Henrik Ibsens dramaer om menneskers psykologiske afgrunde og gespenster vender tilbage.

Fruen fra havet er et skuespil i fem akter fra 1888, der i denne co-produktion mellem Husets Teater og Odense Teater er spændt ind til en enakter, hvor teksten nok er i centrum, men Liv Helms skarpe iscenesættelse er historiens primære fortæller.

Ellida (Ida Cæcilie Rasmussen) er blevet gift med den ældre enkemand Viktor Wangel (Anders Gjellerup Koch), og forestillingen åbnes ved, at han bærer hende, som en tilsyneladende livløse havfrue, hjem og lægger hende i badekarret midt på scenen. Salen får at chok, når hun pludselig vågner, og hun bliver gradvist mere og mere menneske, men er gennem hele forestillingen ganske bogstaveligt som en fisk på land.

Historien om en kvinde, der ikke passer ind i det liv, hun er havnet i, er sat tydeligt og sanseligt op, hvor de mere abstrakte og tekstløse momenter står frem som nogle af forestillingens stærkeste. Særligt i starten var der noget ved teksten, der virkede stift og på en eller anden måde ’off’, og det tog mig lidt tid at bliver klar over, hvad fortolkningsstilen var, men i løbet af forestillingen vokser Ibsens naturalistiske tekst sammen med iscenesættelsens mystik og lader tilskueren synke ned i et dragende og drømmeagtigt univers.

Fortællingen om parforholdets farlige dynamikker af ejerskab, handler, længsler, savn, afhængighed og valg bliver realiseret i badeværelsets intime rum, hvor karaktererne børster tænder, gør rent, går i bad og generelt udlever nogle af de mest almindelige og personlige øjeblikke af menneskeligt hverdagsliv.

Petruska Miehe-Renards scenografi er som afskallede markeringer af et fysisk rum blødt op af flagrende, lette forhæng, der blafrer som slør eller vandmasser i Christian Vest Berntsens stemningsfulde lysdesign. Det er et koldt og ubehageligt rum, karaktererne kryber rundt i uden hverken at vise eller skjule sig helt for hinanden.

De er alle hjemsøgte, både af sig selv, hinanden og figurer fra fortiden. Ellida hjemsøges først og fremmest af havet, som en umådelig kraft, hun ikke kan trække vejret uden, samtidig med at vandet hele tiden er ved at drukne hende. Havet er et tydeligt symbol på det dragende, det uendelige, det farlige og ukendte, der for Ellida bliver personificeret i den mystiske sømand (Benjamin Kitter), hun forlovede sig med for længe siden, og som vender tilbage – først i hendes fantasi, så i virkeligheden – for at tage hende med sig. Hendes splittelse mellem længslen efter ”det frygtindgydende”, og det almindelige familie- og hverdagsliv, hun ikke kan passe ind i, flår hende i stykker, og på begge sider står en mand, der med al sin omklamrende og velmenende kærlighed kræver hende.

”Red mig fra mig selv” beder hun, og forestillingens neddykning i den menneskelige psykes kloak, som Iben var så optaget af, bliver både en tragisk fortælling om forliste relationer og en skildring af mentalt helbred og voldsom, smertefuld afmagt.

Ida Cæcilie Rasmussens kropsliggørelse af Ellidas intense angstanfald, barnlige umiddelbarhed og uberegnelige manipulation gør den forholdsvis urimelige og selviske karakter nuanceret og hjerteskærende. Forestillingen byder generelt på empatiske og intime skuespilpræstationer; man kan mærke den afmægtige desperation hos Anders Gjellerup Kochs Viktor, der så gerne vil gøre det godt, og både få ondt af ham og heppe på at Ellida forlader ham, ligesom man både skræmmes og drages af Benjamin Kitters intense tilstedeværelse som den mytiske mand fra havet, der på bunden er lige så ynkelig som de andre karakterer.

Særligt Ayshan Qvortrups portræt af den potentielt depressive datter Hilde, der stiller sig selv i baggrunden og lider i fortabt passivitet, rammer fuldstændigt præcist, subtilt og gribende, så man ikke kan andet end føle med karakteren.

Indimellem er replikudvekslingerne lidt stive, men særligt hen mod slutningen af forestillingen er det generelt en velfungerende og stram tekstbearbejdning, der byder på nænsomt samspil og stærke stilheder. Det bryder dog det stemningsfulde og psykologiske univers, at overgangene mellem scenerne er så aggressivt kontrasterende; det var lige poetisk og dybt, og så splintres momentet af blinkende lysstofrør og hård techno. Hvis meningen er at give afløb for karakterernes indre destruktive kraft, forekommer det i hvert fald unødvendigt, eftersom skuespillerne leverer voldsomheden mellem linjerne – og i hvert fald bliver bruddene mest bare mærkelige og distraherende.

Husets Teater giver stemning og nærvær til Ibsens drama, der med sin psykologiske udforskning af menneskelige relationer har en tidløs universalitet over sig uden at være uomgængeligt aktuelt. Forestillingen er stilfuld og sanselig, af og til en smule stillestående og svær at give sig helt hen til, men ikke desto mindre præcis, bevidst og skarp i sin fortolkning af Ibsen-drama nummer to ud af tre.

Husets Teater og Odense Teater

Husets Teater, Sort Sal, Halmtorvet 9b, 1700 København V

Spilleperiode: 13. september-11. oktober 2025

Forestillingen spiller efterfølgende på Odense Teater i perioden 22. oktober-22. november 2025

Set den 30. september 2025

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Fruen fra havet

og

https://www.odenseteater.dk/forestillinger/fruen-fra-havet

Medvirkende: Ida Cæcilie Rasmussen, Anders Gjellerup Koch, Benjamin Kitter og Ayshan Qvortrup.

Dramatiker: Henrik Ibsen (oversat af Dicte Houmøller)
Bearbejdelse og instruktion: Liv Helm

Scenograf og kostumedesigner: Petruska Miehe-Renard

Dramaturg: Sosha Teperowska
Lyddesign: Erik Christoffersen

Lysdesigner: Christian Vest Berntsen

Varighed: Ca. 1 time og 20 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod